Ansøg om midler

Sundhedsplejerskers forebyggelse af overvægt fra spædbarnsalderen

Initiativerne har til formål at støtte og vejlede nye forældre omkring tidlige risikofaktorer for senere overvægt og mentale helbredsproblemer.

Kontakt

Maja Lund
Senior Project Manager, Social & Humanitarian, Novo Nordisk Fonden

Sundhedsplejerskens vejledning er mere end velkommen for de fleste nybagte forældre, der står over for en ny hverdag med et lille spædbarn i familien. Statens Institut for Folkesundhed, SDU, har modtaget to bevillinger til at udvikle nye evidensbaserede metoder til sundhedsplejerskerne, så de kan blive styrket i deres vejledning af familierne. Overvægt samt mental mistrivsel er problematikker, hvor sundhedsplejerskerne i dag mangler redskaber til at rådgive forældrene. De støttede projekter skal imødekomme det stigende behov for rådgivning om fysisk og mental sundhed samt sikre hjælp til forældrene om, hvordan de kan sikre sund vægtudvikling hos deres barn. 

I alt har Novo Nordisk Fonden bevilliget 30 mio. kroner til to initiativer, som skal opgradere sundhedsplejerskernes rådgivning af forældrene inden for de nye problemstillinger. Projekterne løber over 5 år og vil blive testet i 35 kommuner. Viser forskningen, at projekterne virker, vil der være evidens for at brede dem ud til alle landets kommuner. 

Det ene initiativ, Healthy Childhood Trial, har til formål at udvikle en ny, evidensbaseret måde for sundhedsplejerskerne at støtte og vejlede forældrene på i forhold til tidlige risikofaktorer for senere overvægt hos børnene. Initiativet vil være målrettet alle og skal bidrage med et konkret program, som på sigt vil sikre, at flere børn har en sund vægtudvikling hen over barndommen. 

Det andet initiativ, Infant Health/Små børns sundhed, skal udvikle en ny metode til at mindske risikoen for mentale helbredsproblemer og overvægt blandt de mest udsatte børn ved at fremme relationen til barnet for forældre med begrænsede ressourcer og i familier med særligt sårbare børn. Projektets fokus er at uddanne sundhedsplejersker til at hjælpe forældrene til at forstå og imødekomme udviklingsmæssig sårbarhed hos barnet og hjælpe til at regulere spisning, søvn og følelsesmæssige reaktioner. 

10,7 mio. kroner bevilges til professor Morten Grønbæk fra Statens Institut for Folkesundhed til projektet Healthy Childhood Trial. 

20 mio. kroner bevilges til professor Anne Mette Skovgaard fra Statens Institut for Folkesundhed til projektet Infant Health.