Ansøg om midler

Videnskabsklubben – forskning som fritidsaktivitet

Videnskabsklubben er navnet på et gratis fritidstilbud, hvor børn i 4., 5. og 6. klasse kan gå til naturvidenskab, på samme måde som børn går til fodbold, spejder eller ridning.

Projekt data

Projekt website

Videnskabsklubben er navnet på et gratis fritidstilbud, hvor børn i 4., 5. og 6. klasse kan gå til naturvidenskab, på samme måde som børn går til fodbold, spejder eller ridning.

Formålet med Videnskabsklubben er at skabe begejstring for naturvidenskab og bane vejen for, at naturvidenskab indgår i den almene dannelse hos børn og unge i Danmark. Børnene lærer om kritisk tænkning, videnskabelig metode og om den nyeste forskning inden for​ forskellige områder af naturvidenskaben.

I Videnskabsklubben underviser gymnasieelever de yngre børn. Der er ingen lærere til stede, mens undervisningen finder sted, og der er ingen konkurrencer eller karakterer. Det hele går ud på at have det sjovt sammen, udvikle venskaber og skabe begejstring for naturvidenskaben.

Videnskabsklubben findes i en række større danske byer, og i efteråret 2019 arbejdede 37 hold miniforskere fra 14 danske byer med bl.a. primatologi, mikrober og biodiversitet.

I de kommende år udvides tilbuddet i Videnskabsklubben med materialefysik, matematik og fysiologi, ligesom tilbuddet også åbner op i flere byer.

Aktiviteterne bliver tilrettelagt i samarbejde med universitetsforskere, og for at skabe aldersnære rollemodeller opbygger Videnskabsklubben relationer og netværk mellem bachelorstuderende, gymnasieelever, større skoleelever og miniforskere.

Rikke Schmidt Kjærgaard, der er stifter og direktør for Videnskabsklubben, har den holdning, at viden om naturvidenskab og den naturvidenskabelige metode bør være en del af børn og unges almendannelse.

»Det er det ikke i dag, og det er en kæmpe fejl. Både viden om naturvidenskab og humaniora er vigtig for at opnå en forståelse for det at være menneske i verden,« siger hun.