menu
https://novonordiskfonden.dk/da/timeline/1990/

1990

De første kliniske stipendier uddeles

De tre første kliniske stipendier uddeles. Formålet er at skabe bedre forskningsmuligheder for arbejdende læger med behandlingsansvar for patienter.

Hagedorn Prisen uddeles for 25. gang

Hagedorn Prisen uddeles for 25. gang og går til overlæge, dr.med. Leif Mosekilde.

Hagedorn Prisen er oprettet af Dansk Selskab for Intern Medicin og uddeles af selskabet på dets årsmøde som belønning for en fremragende forsknings- eller udviklingsindsats inden for et område af dansk intern medicin.

1992

Novo Nordisk Fonden får selvstændig ledelse og sekretariat

Nok har Novo Nordisk Fonden en bestyrelse, men de første år efter fusionen varetages fondens administrative opgaver af ledelsen i Novo Nordisk A/S med Mads Øvlisen ved roret. Efterhånden bliver opgaverne dog så omfattende, at bestyrelsen beslutter at etablere en selvstændig administration i egne lokaler i Bagsværd og med egen direktør. Ulrik V. Lassen udnævnes til direktør for Novo Nordisk Fonden og fratræder sin stilling som forskningsdirektør i Novo Nordisk A/S.

Steno Diabetes Center opstår

Niels Steensens Hospital og Hvidøre Hospital lægges sammen i førstnævntes bygninger i Gentofte under navnet Steno Diabetes Center. Novo Nordisk Fonden har en vedtægtsmæssig forpligtelse til at opretholde forskningshospitalet.

1996

Udvalget for sygeplejeforskning oprettes

Efter at have givet bevillinger til sygeplejerskers videreuddannelse fra 1988 og fem år frem bliver sygepleje et permanent støtteområde for fonden, da Udvalget for sygeplejeforskning etableres i 1996. Udvalget uddeler midler til forskning inden for klinisk sygepleje i Danmark. På billedet ses forskningssygeplejerske Lene Poulsen med “den arabiske gruppe” i projekt for børn og unge fra etniske minoriteter med diabetes (2001).

1996

Fonden flytter til Gentofte

Novo Nordisk Fonden får egne kontorer i den villa på Brogårdsvej i Gentofte, som H.C. Hagedorn i 1935 havde skaffet til sin næstkommanderende, Ingrid Wodstrup. Fra hendes fratræden i 1970 har villaen været overlægebolig for læger ved Niels Steensens Hospital.

1998

Jacobæus Prisen uddeles for 50. gang

Jacobæus Prisen (dengang under navnet Nordisk Insulinfonds H.C. Jacobæus Forelæsning) uddeles for 50. gang og går til professor Erkki Ruoslahti, der holder prisforelæsning i Mariehamn.

Prisen har til formål at promovere medicinsk forskning og gives årligt til en internationalt anerkendt forsker, der inviteres til at holde en forelæsning om sin forskning.

1999

Novo A/S etableres

Novo Nordisk Fonden etablerer et helejet datterselskab, Novo A/S (nu Novo Holdings A/S), til at forvalte fondens formue. Selskabet bliver på én gang fondens investeringsselskab og holdingselskab for Novo Nordisk A/S og Novozymes A/S, der etableres det følgende år. Samtidig opstår begrebet Novo Gruppen, der dækker over de tre nævnte aktieselskaber samt deres eventuelle datterselskaber.

1999

Fondens første tematiske uddeling

Novo Nordisk Fondens bestyrelse ønsker, at fondens stigende indtægter skal uddeles, så de kommer til at styrke specifikke forskningsmæssige områder. Den første af disse såkaldte ”tematiske” uddelinger er en bevilling på 100 mio. kr. til et forskningskonsortium med centrum på Karolinska Institutet i Stockholm. Emnet for forskernes arbejde er; Karforandringer ved komplikationer til diabetes. Donationen overrækkes til projektleder professor Karl Tryggvason af Dronning Margrethe II.