Formål
Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats inden for naturfaglig undervisning på erhvervsuddannelserne.
Forudsætninger
Prisen er rettet mod dygtige undervisere, som underviser på erhvervsuddannelserne på erhvervsskoler i Rigsfællesskabet. EUD-undervisere, der underviser i fag, som i høj grad bygger på og inddrager naturfag/naturvidenskab, kan komme i betragtning. Det vil sige: naturfag, kemi, fysik, biologi, matematik og teknologi, samt uddannelsesspecifikke fag på grundforløb eller hovedforløb, der bygger på et naturvidenskabeligt og teknologisk grundlag inden for følgende områder:
- Teknologi
- Fødevarer, jordbrug
- Omsorg, sundhed
For at komme i betragtning skal EUD-underviseren have gennemført den erhvervspædagogiske diplomuddannelse (DEP) eller tilsvarende.
Hovedkriteriet er, at den indstillede EUD-underviser har leveret en særlig undervisningsindsats inden for et eller flere af disse fag. I udvælgelsen lægges der desuden vægt på, at den indstillede underviser:
- Skaber begejstring og motivation for naturfag og teknologi i en erhvervsfaglig sammenhæng
- Udvikler, anvender og videndeler inspirerende naturfaglige/naturvidenskabelige undervisningsmetoder, som fremmer elevernes lyst til at lære og blive kompetente faglærte
- Indgår i samarbejder på tværs af fag eller uddannelsestrin, som styrker den helhedsorienterede undervisning og inspirerer kolleger
- Bidrager aktivt til skolens systematiske kvalitetsarbejde rettet mod undervisningen
Alle kriterier behøver ikke være mødt, for at en indstillet underviser kan tages i betragtning.
Elever, forældre og kolleger kan komme med forslag til kandidater, men indstillingen skal foregå via den pågældende undervisers direktør/uddannelsesdirektør. En eller flere undervisere samt teams på op til tre personer fra samme erhvervsskole kan indstilles. Ved indstilling af teams er det et krav, at mindst en af de indstillede undervisere har gennemført den erhvervspædagogiske diplomuddannelse eller tilsvarende.
Den indstillede underviser skal være indforstået med at blive indstillet. Der må gerne indstilles flere kandidater til Novo Nordisk Fondens Pris naturfaglige EUD-underviserpris.
Deadline for indsendelse af indstillinger er 16. november 2026 kl. 12.00.
Prismodtagerne udvælges af Komite for Novo Nordisk Fondens Undervisningspriser og vil blive kontaktet direkte i løbet af februar 2027. Prisen overrækkes på den erhvervsskole, hvor underviseren er ansat.
Støtte
Novo Nordisk Fondens Naturfaglige EUD-underviserpris uddeles en gang årligt i Rigsfællesskabet. Prisen består af en sum på DKK 350.000 bestående af en personlig hæderspris på DKK 50.000 og DKK 300.000 til erhvervsskolen. Hvis prisen gives til et team, modtager hver prismodtager DKK 25.000. Andelen, som tilfalder erhvervsskolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning (fx indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler/inventar, ekskursioner eller efteruddannelse).