Formål
Novo Nordisk Fonden ønsker at fremme interesse, viden og kompetencer inden for naturvidenskab og teknologi blandt børn, unge og befolkningen i Danmark generelt.
Formålet med dette opslag er at bidrage til engagement og interesse i naturvidenskab og teknologi samt at facilitere kommunikation og kvalificeret offentlig debat om emner inden for naturvidenskab og teknologi, herunder sundhed og bæredygtighed.
Projektindhold
Der kan søges støtte til projekter, der på kreativ og engagerende vis kommunikerer og faciliterer vidensbaseret samtale om emner inden for naturvidenskabelig forskning, teknologisk udvikling, bæredygtighed, klima, energiproduktion og sundhed.
Projekter om disse emner kan anvende alle typer af medier, virkemidler og kanaler for at:
- bidrage til at inspirere og engagere en bred målgruppe
- skabe opmærksomhed om samfundsrelevante problemstillinger
- facilitere offentlig, vidensbaseret og oplysende samtale
- øge udbredelsen af pålidelige kilder til naturvidenskabelig viden og modvirke misinformation
Projektets målgruppe(r) skal være inden for det danske rigsfællesskab og kan omfatte børn, unge og/eller den brede befolkning.
Det er vigtigt at redegøre for, at valg af medie(r) i projektet er i tydelig overensstemmelse med projektets formål og målgruppe(r), samt at projektet er fokuseret og sammenhængende med udvalgte, relevante aktiviteter og virkemidler.
Det skal fremgå tydeligt i ansøgningen, hvordan det nytænkende og samtalen sættes i spil i projektet. Projektet skal ikke blot informere, men engagere og involvere målgruppen.
Oplysninger om projektets forventede udbredelse og impact (fx antal brugere, besøgende, lyttere) skal underbygges og kvalificeres i ansøgningen.
Det skal fremgå af ansøgningen, hvordan viden og erfaringer fra projektet stilles til rådighed for andre aktører.
Ved ansøgninger om videreførelse af et eksisterende projekt skal ansøgningen indeholde resultater fra og evaluering af det forudgående projekt.
Projekter uden for opslagets formål
Det er ikke muligt at søge støtte til projekter, der primært stilles til rådighed inden for uddannelsessystemet eller for faggrupper i professionelt regi.
Der gives ikke støtte til rene forskningsprojekter.
Det er ikke muligt at søge støtte til formidling om sundhed, som er specifikt målrettet patientgrupper, eller til deciderede informationskampagner om sundhed.
Forudsætninger
Ansøger skal i bevillingsperioden være projektansvarlig ved projektets administrerende institution. Projektets administrerende institution skal være en offentlig institution og/eller almennyttig organisation, herunder uddannelsesinstitutioner, kommuner, forskningsinstitutioner, museer eller foreninger i det danske rigsfællesskab.
Erhvervsvirksomheder kan søge om støtte til ikke-kommercielle projekter med almennyttigt sigte, der kommer en videre kreds til gode. Erhvervsvirksomheder skal ved ansøgning udfylde dette spørgeskema, som bruges til at belyse projektets almennyttige karakter. Dette gælder uanset om erhvervsvirksomheden er hovedansøger eller medansøger.
Der er tre opslag inden for uddannelse og formidling i 2026:
- Projektstøtte til nytænkende kommunikation og oplysende samtale om naturvidenskab og teknologi (dette opslag)
- Projektstøtte til naturvidenskabelig uddannelse og uformelle læringsmiljøer
- Projektstøtte til styrkelse af erhvervs- og professionsrettede uddannelser inden for teknologi, bæredygtighed og sundhed
Man kan kun være hovedansøger på en ansøgning i et af de tre opslag. Der er ikke tilsvarende regler for medansøgere. Ansøgninger, der falder inden for rammerne af opslagene ”Projektstøtte til naturvidenskabelig uddannelse og uformelle læringsmiljøer” eller ”Projektstøtte til styrkelse af erhvervs- og professionsrettede uddannelser inden for teknologi, bæredygtighed og sundhed” vil ikke blive behandlet under opslaget for ”Projektstøtte til nytænkende kommunikation og oplysende samtale”.
Hovedansøgere og projektgrupper med aktive projektbevillinger givet i åben konkurrence inden for uddannelse og formidling i perioden 2018-2025 kan kun søge om en ny bevilling i dette opslag i det sidste projektår af den aktive bevilling. En ny bevilling kan først udbetales, når den eksisterende bevilling er udløbet.
Støtte
Der er i alt op til DKK 23 mio. til uddeling til projektbevillinger på DKK 100.000-4.300.000 for projekter af op til 6 års varighed.
Projektet kan være et selvstændigt, afgrænset projekt eller en del af et større projekt, som også støttes af andre partnere.
Det er også muligt at søge støtte til mindre forprojekter på op til DKK 150.000 som modning af et større, efterfølgende projekt, fx ved at etablere samarbejder eller afklare behov og udfordringer. Det skal fremgå klart af ansøgningen, hvis der søges støtte til et forprojekt. Vær opmærksom på, at støtte til et forprojekt ikke er en garanti for støtte til det efterfølgende projekt.
Der kan søges om støtte til følgende udgifter i projektet
- Aflønning af ansatte eller tilknyttede til projektet på alle stillingsniveauer, inkl. projektledelse, dog med forbehold for følgende:
- Fastansatte forskere i tidsubegrænsede stillinger på universiteter og professionshøjskoler kan søge om midler til vikardækning for den tid, som de bruger i et udviklingsprojekt, hvis projektet rækker ud over deres stillingsbeskrivelse
- Driftsudgifter i form af direkte udgifter til udvikling, gennemførelse og drift af projekter, herunder materialer og udstyr
- Transportudgifter relateret til projektet, fx i forbindelse med konference, workshopdeltagelse eller vidensdeling af resultater fra projektet
- Evaluering i forbindelse med udviklingsprojekter
- Ekstern revision: Institutioner, der ikke er underlagt revision fra offentlige myndigheder kan inkludere udgifter til dette i projektets sidste budgetår
- Administrationsbidrag (op til 5 pct. af, og inkluderet i, ansøgningens totale budget) til dækning af administrative udgifter, der er direkte relateret til det ansøgte projekts forankring på den administrerende institution
- Nettoudgifter til fondsmoms (for kommuner og regioner). Det er kommunens og/eller regionens ansvar at undersøge fondsmomsforhold og relaterede udgifter til bunds i forbindelse med en ansøgning, og Novo Nordisk Fonden kan ikke rådgive yderligere i dette henseende.
Bemærk, at der ikke kan søges projekttillæg / project supplement, da der ikke gives støtte til forskningsprojekter i opslaget.
Der gives ikke støtte til
- Kommercielle formål
- Bygninger
- Overhead/indirekte udgifter (f.eks. husleje, el, vand og vedligeholdelse)
- Dobbeltfinansiering af projekter:
- Hvis ansøgeren har modtaget delvis eller fuld finansiering til det ansøgte projekt fra andre kilder, skal dette indregnes i budgettet, da der ikke må være overlap i budgetterne;
- Hvis der er indgivet en identisk eller overlappende projektansøgning til andre bevillingsgivere end Fonden, skal det anføres i ansøgningen;
- Hvis ansøger modtager støtte til projektet eller dele af projektet fra andre kilder efter indsendelse af ansøgningen til Fonden, skal Fonden straks informeres.
Sprog
Ansøgningssystemet er på engelsk, og ansøgninger skal udfærdiges på dansk eller engelsk. Valg af sprog har ingen indflydelse på evaluering af ansøgningen.
Ansøgningsproces
Ansøgninger skal udfyldes og indsendes via fondens ansøgningssystem NORMA.
| Ansøgningsrunden åbner | 3. juni 2026 |
| Ansøgningsfrist | 3. september 2026 kl. 14.00 |
| Evaluering af ansøgninger | September – December |
| Svar på ansøgning | December |
| Tidligste projektstart | 1. januar 2027 |
Efter evalueringen vil alle ansøgere blive informeret om, hvorvidt de er blevet tildelt en bevilling. E-mail med svar på ansøgningen vil blive sendt fra [email protected] til den e-mailadresse, der blev brugt, da ansøger oprettede en profil i NORMA.
Bemærk: Fonden giver ikke feedback på ansøgninger, som ikke tildeles støtte.
Evalueringskriterier
Ansøgningerne vil blive evalueret af Novo Nordisk Fondens Komite for nytænkende kommunikation og oplysende samtale ud fra følgende kriterier:
- Projektets overensstemmelse med opslagets formål
- Ansøgers og ansøgerinstitutions kvalifikationer og kapacitet med vægt på relevans for det ansøgte projekt
- Projektets faglige kvalitet, herunder kvaliteten af det nytænkende i projektet, samt dets engagement af målgruppen, rækkevidde og effekt
- Originalitet, relevans og vigtighed af det foreslåede projekt
- Projektets berettigelse ift. eksisterende initiativer på området
- Projektets kort- og langsigtede mål og hvordan projektets mål er afstemt med formidlingsmetode til målgruppen og de anvendte ressourcer
- Hvor det er relevant: skalerbarhed og muligheder for national udbredelse
- Projektets plan, metode og gennemførlighed, herunder plan for evaluering og vidensdeling
- Forventet udbytte hos den specifikke målgruppe samt udbytte i form af vidensopsamling og langsigtede effekter
- Eventuelle medansøgeres/samarbejdspartneres kvalifikationer og kapacitet.