Ansøg om midler

Reducing childhood vulnerability – health promotion in social initiatives 2026

Call opens
17 April 2026
Call closes
20 August 2026 2:00pm (Copenhagen time)
Announcement of results
December 2026
Application guidelines Send ansøgning

About the grants

Amount
Op til DKK 35 mio.
Committee

Contact

Purpose/Content
Julie Krener
Grant Manager, Grant Management
[email protected]
Scientific inquiries
Anne Friis Krarup
Senior Project Manager, Global & Public Health
[email protected]

Formål

Novo Nordisk Fonden ønsker at reducere ulighed i sundhed blandt børn. Fonden vil med dette opslag støtte projekter, der sigter mod at integrere elementer fra sundhedsområdet i sociale indsatser for børn i sårbare positioner i Danmark, Grønland og Færøerne.

Formålet er at give børn i sårbare positioner i alderen 0-10 år i Danmark, Grønland og Færøerne bedre muligheder for at trives og leve et sundt liv. Fonden ønsker at fostre modeller for tværsektorielle samarbejder mellem social- og sundhedssektoren i Danmark ved at inkorporere sundhedsaspekter i eksisterende sociale indsatser. Dette kan også indebære innovative sociale projekter, der sammentænker og udvikler nye tilgange og metoder til at fremme sundhed for børn i sårbare positioner.

Fonden ønsker dertil at være med til at kapacitetsopbygge og modne feltet til at samarbejde på tværs af sektorer og til at arbejde aktivt med dagsordenen om at reducere social ulighed i sundhed for denne målgruppe.

Husk at påbegynde din ansøgning i god tid. Du kan finde gode råd til ansøgningsprocessen her.

Der afholdes informationsmøde for interesserede ansøgere onsdag den 20. maj 2026 kl. 10.00-11.00 CEST. Mødet afholdes online. Tilmelding er obligatorisk og tilmeldingslink er tilgængeligt her.

Baggrund

Der eksisterer fortsat og stigende social ulighed i sundhed i Danmark, Grønland og Færøerne. Ulighed starter tidligt, og allerede før vi bliver født, er vores chancer for et godt og langt liv ulige. Denne ulighed vokser gennem livet. Børn fra mindre ressourcestærke familier er mindre fysisk aktive, spiser mindre sundt og oplever oftere mental mistrivsel.

Aktører fra socialområdet i Danmark er allerede i tæt kontakt med børn fra sårbare grupper i samfundet. Samtidig har aktører, der arbejder med sundhedsfremmende initiativer, stor erfaring med at skabe rammer om en sund hverdag for børn, men kan opleve udfordringer med at nå børn i sårbare positioner. Samarbejde mellem de to sektorer giver derfor en unik mulighed for at drive projekter, der kan bidrage til at give børn i sårbare positioner bedre muligheder for at leve et godt liv og til at gøre op med siloer, der kan være en barriere for samarbejde.

Støtte

Der er i alt op til DKK 35 mio. til uddeling i 2026.

Der kan søges om bevillinger på mellem DKK 1.000.000 og DKK 4.000.000 til indsatser med en varighed på 1-5 år, med opstart i perioden fra 1. januar 2027 til 31. december 2027.

Ansøgninger, som falder uden for de økonomiske og tidsmæssige rammer, vil ikke blive behandlet. Bemærk at det også gælder indsatser med et budget på under DKK 1.000.000 og/eller mindre end 1 års varighed.

Målgruppen er børn på 0-10 år i sårbare positioner i Danmark, Grønland eller Færøerne. Projekterne kan arbejde direkte med børn og/eller med fagprofessionelle, frivillige eller familier omkring børn og/eller med de rammer og strukturer, som børnene befinder sig i.

Geografien er afgrænset til Danmark, Grønland og Færøerne.

Projekter kan beskæftige sig med at (videre)udvikle, teste, implementere og/eller evaluere indsatser, der sigter mod at fremme sundhed blandt børn i sårbare positioner. Sundhed skal forstås som fysisk såvel som mental sundhed – og meget gerne begge dele. Ansøgere opfordres til at arbejde videre med eksisterende og lovende indsatser for at udvide eksisterende sociale indsatser med et sundhedsperspektiv. Der opfordres desuden til, at indsatserne generelt udvikles med tanke til og relevans for eksisterende strukturer og rammer. Dette skal bidrage til at øge levedygtigheden af indsatser efter endt projektperiode hos Novo Nordisk Fonden.

Projektet kan være et selvstændigt, afgrænset projekt eller en klart defineret del af et større projekt, som også støttes fra anden side. I tilfælde af sidstnævnte skal hele projektet, dets partnere og dets totale budget angives i ansøgningen, og det skal tydeliggøres, hvilken del der søges støtte til af Novo Nordisk Fonden.

Alle projekter, der søger om støtte, skal indeholde en grundig evalueringsplan med henblik på at kunne dokumentere effekt og læring samt identificere potentialet for implementering og skalering. Fonden støtter evalueringskomponenter som fx kan udføres af en ekstern evaluator. Fonden støtter dertil også formidlingsaktiviteter til at dele viden og læring fra projektet med andre aktører på feltet.

Ansøgere kan søge om støtte til følgende udgifter:

  • Løn til projektmedarbejdere og/eller konsulenter (fastansatte forskere vil ikke kunne modtage støtte til egen løn)
  • Løn til postdoc- og Ph.d.-studerende (ansøgninger kan dog ikke udelukkende centreres omkring et Ph.d.-projekt)
  • Rejseudgifter med direkte relevans for projektet
  • Udstyr og materialer, der er nødvendigt for projektet
  • Kommunikation og formidling, der er direkte relateret til projektet, fx konferencer, publikationer og anden vidensdeling
  • Ekstern revision, hvis den administrerende institution ikke er underlagt løbende offentlig revision. Institutioner, der ikke er underlagt revision fra offentlige myndigheder, skal føre ekstern revision i bevillingsperioden.
  • Administrationsbidrag (op til 5 pct. af, og inkluderet i, ansøgningens totale budget) til dækning af administrative udgifter, der er direkte relateret til det ansøgte projekt.
  • Nettoudgifter til fondsmoms (kommuner og regioner). Det er kommunens og/eller regionens ansvar at undersøge fondsmomsforhold og relaterede udgifter til bunds i forbindelse med en ansøgning, og Novo Nordisk Fonden kan ikke rådgive yderligere i denne henseende. Omkostningen ift. fondsmoms skal eksplicit specificeres i budgettet, se guidelines for yderligere information.

OBS: Se den komplette liste over støtteberettigede udgifter i ansøgningsvejledningen, som kan downloades her fra siden.

Fonden tildeler ikke støtte til:

  • Kommercielle aktiviteter
  • Bygninger
  • Overhead (såsom husleje, el, vand og vedligeholdelse)
  • Dobbeltfinansiering af projekter

Såfremt ansøger har søgt om eller opnået medfinansiering fra anden side, skal dette fremgå af budgettet i ansøgningen.

Læs mere om, hvad Novo Nordisk Fonden normalt ikke støtter her: Hvad støtter vi ikke? – Novo Nordisk Fonden

Hvad bliver en ansøgning evalueret på?

Ansøgninger vurderes af Novo Nordisk Fondens Komite for ulighed i sundhed. De vil vurdere ansøgningerne ud fra følgende kriterier, som er nævnt i ikke-prioriteret rækkefølge:

  1. Projektets relevans og vigtighed samt en klar overensstemmelse med opslagets formål.
  2. Projektets faglige kvalitet og afsæt i eksisterende viden på området samt den samlede projektplans soliditet og gennemførlighed (inkl. tidslinje og ressourceallokering).
  3. Inddragelse af et brugerperspektiv i udviklingen og/eller implementeringen af ​​projektet.
  4. Ansøgerinstitutionens og projektteamets kvalifikationer og kapacitet.
  5. Et stærkt tværsektorielt samarbejde med minimum to partnere fra to forskellige sektorer, hhv. sundhedsområdet og socialområdet.
  6. Projektets forankring i eksisterende strukturer og potentiale for skalering, og en klar plan for evaluering og videndeling.

Evalueringskriterierne forefindes også i ansøgningsvejledningen, som kan downloades her fra siden.

Hvem kan søge?

Non-profit-organisationer og offentlige institutioner i Danmark, Grønland og Færøerne kan ansøge om støtte via dette opslag. Bemærk, at forskningsinstitutioner kan være medansøgere og indgå i budgettet, men kan ikke være hovedansøger.

Private virksomheder kan være samarbejdspartnere i et projekt, men ikke kan indgå i budgettet som modtagere af finansiering, bortset fra køb af varer eller tjenesteydelser på markedsvilkår, i det omfang det er nødvendigt for at gennemføre projektet.

Alle projektansøgninger evalueres bl.a. på baggrund af, hvordan de lykkes med at skabe et tværsektorielt samarbejde på tværs af social- og sundhedsområdet. Derfor anbefales det, at der søges i samarbejde eller partnerskaber mellem flere aktører. Eventuelle medansøgere eller samarbejdspartnere skal være anført i ansøgningen.

Hvordan er ansøgningsprocessen?

Ansøgninger skal udfyldes og indsendes via Fondens ansøgningssystem (NORMA). Ansøgningssystemet er på engelsk, men ansøgninger kan indsendes på dansk eller engelsk.  Valg af sprog har ingen indflydelse på evalueringen af ansøgningen. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at indsende ansøgninger på grønlandsk eller færøsk.

Det er vigtigt, at ansøgere læser den fulde ansøgningsvejledning, da den indeholder detaljeret information om ansøgningsprocessen.

Alle ansøgninger skal udarbejde og indsende en logisk model i Fondens skabelon og som skal tilføjes gennem NORMA som et bilag. Skabelonen kan tilgås her: Logisk model. Du kan finde mere information om dette i ansøgningsvejledningen.

Det anbefales derudover, at man i ansøgningen forholder sig til de seks evalueringskriterier ift. hvordan projektet lever op til disse.

Efter ansøgningsfristen vil alle ansøgninger blive screenet for at sikre, at de lever op til de fremsatte krav. Derefter vil komiteen vurdere kvaliteten af alle ansøgninger og udvælge dem, som de mener vil skabe den største forskel for børn i sårbare positioner. Endeligt vil ansøgere gennem NORMA få enten godkendelse eller afslag i december 2026.

Ofte stillede spørgsmål kan tilgås her (opdateres løbende):