Panelet har til formål at rådgive fonden om humanitære og udviklingsindsatser, herunder bevillinger, partnerskaber samt strategier og derved styrke implementeringen af fondens strategi og konkrete programmer på området.
Fonden lancerede en strategi for området i 2019 med to fokusområder: At forbedre fremtidsudsigterne for unge flygtninge og andre udsatte unge i områder og lande, der er påvirket af konflikten i Syrien. Samt at bekæmpe ikke-smitsomme sygdomme i samme region samt i Østafrika.
Rådgivergruppen er bredt sammensat af både danske og internationale eksperter med mange års erfaring, stærke internationale netværk samt bred faglig viden inden for hver deres respektive felt herunder sundhed, bæredygtighed og menneskerettigheder samt indsigt i lokale forhold.
Humanitarian and Development Aid Advisory Panel blev oprettet i 2020, og består af fem eksterne medlemmer. Herudover deltager Lars Munch som repræsentant for Novo Nordisk Fondens bestyrelse samt Flemming Konradsen, Senior Vice President, som formand.