SUM – Sammenhæng gennem Undersøgende Matematikundervisning ved overgang fra grundskole til gymnasial uddannelse
Målgruppe
GrundskolelærereFag
MatematikNiveau
7, 8, 9Kursusudbyder
Aarhus Universitet, DPU - Danmarks institut for Pædagogik og UddannelseBeskrivelse
Kurset har til formål at styrke deltagernes kompetencer til at skabe sammenhæng og progression i matematikundervisningen ved overgangen fra grundskolen til gymnasial uddannelse gennem samarbejde om undersøgende matematikundervisning (UM).UM er en elevcentreret undervisningsform, der kan engagere eleverne i at undersøge spørgsmål, som forankres i deres oplevelser og erfaringer, i og med matematik. Aktiviteter og forløb tilrettelægges, så de rummer fagligt relevante udfordringer for elever i udskolingen og på indledende gymnasiale niveauer. UM kan give eleverne eksemplariske oplevelser af, at de i samarbejde og med støtte fra læreren kan skabe noget og nå nye erkendelser i og ved hjælp af matematik.
I forhold til overgangen fra udskoling til gymnasial undervisning bidrager kurset til sammenhæng og progression på flere fronter. UM kan fremme elevernes motivation for matematiklæring ved at de bliver optaget af at løse udfordrende problemer, der giver mening for dem. I begge skoleformer kan det være såvel rent matematiske problemer som anvendelsesorienterede problemer. Kurset introducerer til en fælles didaktisk struktur for UM. Det gør, at eleverne kan genkende arbejdsformen, når de starter i gymnasiet. Det er kendt fra praksis og velbelyst i matematikdidaktisk forskning, at der er centrale begreber og metoder, der især volder eleverne vanskeligheder ved starten på gymnasial matematikundervisning. Det gælder fx funktionsbegrebet og algebraisk ligningsløsning. Kurset støtter deltagerne i at udvikle UM-aktiviteter, der adresserer læringsmæssige udfordringer, som deltagerne oplever som påtrængende i egen praksis. Det sker i samarbejde mellem grundskole- og gymnasielærere, der i mindre grupper får støtte til at udvikle, afprøve og evaluere UM aktiviteter og forløb i egen praksis.
Kurset omfatter tre workshops af 6 timers varighed og en workshop af 4 timers varighed. De fire workshops rammesætter udvikling, afprøvning i egen praksis og refleksion over tre UM-aktiviteter. Den første workshop introducerer til UM og støtter planlægning af den første aktivitet. Ved anden workshop drøftes erfaringer og resultater fra første afprøvning og den næste aktivitet planlægges. Endvidere introduceres til lektionsstudie som format for fælles planlægning, observation, refleksion og videreudvikling af en undervisningsaktivitet. Som led i kurset gennemfører deltagerne i mindre grupper et lektionsstudie i til knytning den anden eller tredje afprøvning. Hver deltagere forventes at anvende 4 timer til medvirken i et lektionsstudie. Den tredje workshop behandler udvalget problemstillinger fra de to første afprøvninger og evt. lektionsstudier med inddragelse af matematikdidaktisk teori, der belyser undervisnings- og læringsmæssige udfordringer. Desuden støttes planlægningen af den tredje aktivitet. Ved den fjerde og afsluttende workshop drøftes erfaringer og evalueringer af den tredje aktivitet. Desuden evalueres kurset.
Den samlede arbejdsbelastning ved deltagelse i kurset udgør 26 timer.
Kursusafgift dækker materialer, forplejning og overnatning.