SUM – Sammenhæng gennem Undersøgende Matematikundervisning ved overgang fra grundskole til gymnasial uddannelse
Målgruppe
GymnasielærereFag
MatematikNiveau
A, B, CKursusudbyder
Aarhus Universitet (AU), DPU, NCUMBeskrivelse
Kurset er udviklet af NCUM (Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning) og afholdes for tredje gang i skoleåret 27-28. Det trækker på udviklingsprojektet SUM (Sammenhæng gennem Undersøgende Matematikundervisning) og på NCUMs temaer om undersøgende matematikundervisning (UM) i udskolingen og i gymnasial undervisning. Det kan der læses mere på NCUMs website.Kurset har til formål at styrke deltagernes kompetencer til at skabe sammenhæng og progression i matematikundervisningen ved overgangen fra grundskolen til gymnasial uddannelse gennem samarbejde om udvikling, afprøvning og evaluering af UM. Et centralt greb hertil er, at kurset gennemføres for hold af omkring 26 matematiklærere, hvor halvdelen underviser i udskolingen og halvdelen på gymnasiale uddannelser. På kurset samarbejder deltagerne i mindre grupper om at udvikle aktiviteter inden for UM, der med variation kan fungere både i udskolingen og i indledende gymnasial undervisning.
UM er en elevcentreret undervisningsform, der kan engagere eleverne i at undersøge spørgsmål, som kan forankres i deres hverdagserfaringer eller i oplevelser, der kan skabes i undervisning. Aktiviteter og forløb tilrettelægges, så de rummer fagligt relevante udfordringer for elever både i 9. klasse og 1. g. UM kan give eleverne eksemplariske oplevelser af, at de ved at samarbejde med støtte fra læreren kan løse problemer og få nye erkendelser i og ved hjælp af matematik.
I forhold til overgangen fra udskoling til gymnasial undervisning kan UM bidrage til sammenhæng og progression på mindst tre fronter. For det første kan UM skabe motivation for matematik og matematiklæring på begge sider af overgangen. For det andet kan en fælles didaktisk struktur for UM-aktiviteter i udskoling og gymnasium skabe en genkendelighed for eleverne, der muliggør en metodisk progression i, hvordan der kan arbejdes med UM i en klasse. For det tredje kan UM udfordre og støtte elevernes forståelse af forskellige aspekter af centrale matematiske begreber, så de får en bedre og mere solid forståelse, der rækker udover løsning af standardopgaver. I begge skoleformer kan arbejdes undersøgende med såvel rent matematiske problemer som anvendelsesorienterede problemer.
Det er kendt fra praksis og velbelyst i matematikdidaktisk forskning, at der er begreber og metoder, der især volder eleverne vanskeligheder i udskolingen og ved starten på gymnasial matematikundervisning. Det gælder fx funktionsbegrebet og algebraisk ligningsløsning. Kurset støtter deltagerne i at anvende UM-aktiviteter, der adresserer læringsmæssige udfordringer, som deltagerne oplever som påtrængende i egen praksis.
Kurset introducerer til en trefaset didaktisk struktur for UM bestående af:
• Iscenesættelse af aktiviteten for hele klassen,
• Elevernes undersøgende arbejder typisk i mindre grupper med forskellige grad af stilladsering,
• Opbygning af faglig forståelse for hele klassen baseret på erfaringer og resultater af elevernes arbejde.
Kurset omfatter fire workshops af seks timers varighed. De fire workshops rammesætter udvikling, afprøvning i egen praksis og refleksion over tre UM-aktiviteter, der foregår i perioderne mellem workshops. Den første workshop introducerer til UM og støtter planlægning af den første aktivitet. Ved anden workshop drøftes erfaringer og resultater fra første afprøvning, og den næste aktivitet planlægges. Som led i kurset gennemfører deltagerne i mindre grupper besøg i hinandens matematikundervisning. Det sker i tilknytning til den anden eller tredje afprøvning af planlagte aktiviteter. Hver deltager forventes at anvende 10 timer til deltagelse i skolebesøg og opfølgende refleksionssamtale. Skolebesøg med afprøvning og observation af undervisning planlægges, så hver deltager medvirker ved afprøvning eller observation både i udskoling og i gymnasial undervisning.
Ved den fjerde og afsluttende workshop drøftes erfaringer og evalueringer af den tredje aktivitet på tilsvarende måde.
Kursuselementer
Algoritmer / Databehandling / Matematisk modellering, Mono-faglig undervisning, Problem-baseret læring / Undersøgelsesbaseret naturfagsundervisning (UBNU), Interesse / Motivation , Talent / Fagligt udfordrerede / Differentieret undervisning, Brobygning, Sprog / Kommunikation / SamarbejdeUndervisere
Et team af en erfaren gymnasielærer, der er ph.d. i matematikdidaktik og en matematikvejleder fra grundskolen med erfaring fra SUM-projektet. Teamet har erfaring fra fælles undervisning på et tidligere tilsvarende kursus.Kursusdage
Region
HovedstadenSted
DPU, Aarhus Universitet, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 Kbh. NVDeadline for tilmelding til kursus hos kursusudbyder
15 juni 2027Link til kursusudbyder
https://matematikdidaktik.dk/aktuelt/tilmelding-til-efteruddannelseskurser-til-grundskole-og-gymnasie-med-stoette-fra-novo-nordisk-fonden-2728