En ny podcastepisode dykker ned i, hvordan ældgammelt DNA kan revolutionere landbruget og bruges til at udvikle klimarobuste fødevarer i fremtiden.
Novo Nordisk Fonden og Wellcome Trust har tildelt op til 585 mio. kr. over syv år til projektet ‘Ancient Environmental Genomics Initiative for Sustainability’ (AEGIS), ledet af DNA-forsker og professor Eske Willerslev fra Københavns Universitet og University of Cambridge.
Projektet bruger ældgammelt – op til flere millioner af år gammelt – DNA fra fortidens planter og organismer til at forstå, hvordan økosystemer og afgrøder tidligere har tilpasset sig klimaændringer.
Eske Willerslev ser et kæmpe potentiale i at anvende netop den viden til at udvikle nye klimarobuste afgrøder, der kan modstå nutidens klimaforandringer, og dem, vi forventer at opleve i fremtiden.
”Hvis vi kan tilpasse planterne til, at de kan udnytte den lyskvalitet og kvantitet, som du finder langt nordpå, blandt andet på Grønland, jamen så i princippet kunne du få marker og afgrøder, der vokser rundt omkring på Grønland”, siger han.
Men for at forskningen kan forbedres og speedes op, kræves de rette faciliteter og samarbejder med førende forskningsinstitutioner.
I det nyeste afsnit af podcasten Mikroskop uddyber Eske Willerslev, hvordan AEGIS vil skabe en globalt tilgængelig vidensbase, der kan fremme udviklingen af bæredygtige og modstandsdygtige agroøkosystemer.
Mikroskop udgives af Novo Nordisk Fonden og produceres i samarbejde med Kontekst & Lyd og Podcastbureauet. Alle afsnit kan høres her.