Professor Sadaf Farooqi fra University of Cambridge i Storbritannien modtager European Association for the Study of Obesity (EASO) – Novo Nordisk Foundation Obesity Prize for Excellence i 2026 for sit banebrydende arbejde i forståelsen af de genetiske og fysiologiske mekanismer, der bidrager til udvikling af svær overvægt og relaterede komplikationer.
Som klinisk forsker har professor Farooqi bidraget til den videnskabelige forståelse af, hvordan kropsvægt reguleres hos mennesker, og har været med til at forme nye tilgange i behandlingen af svær overvægt. Med prisen, der tildeles af EASO og Novo Nordisk Fonden, følger 2 millioner DKK. Heraf er 300.000 DKK en personlig pris, og 1,7 millioner DKK går til støtte af videre forskning. Derudover uddeles EASO-Novo Nordisk Foundation New Investigator Awards til fire lovende forskere indenfor området.
EASO – Novo Nordisk Foundation Obesity Prize for Excellence tildeles årligt for at anerkende fremragende forskning eller teknologiske bidrag, der kan forbedre vores forståelse af overvægt og svær overvægt, herunder årsager, komplikationer, forebyggelse og behandling.
“Tillykke til professor Sadaf Farooqi, vinderen af Obesity Prize for Excellence 2026, og til modtagerne af New Investigator Awards, der er annonceret i dag,” siger EASO’s præsident, professor Volkan Yumuk. “Professor Farooqis banebrydende forskning gennem de seneste to årtier har grundlæggende fremmet vores forståelse af de genetiske og biologiske mekanismer, der bidrager til udviklingen af svær overvægt. Vi er glade for at fortsætte vores partnerskab med Novo Nordisk Fonden om at støtte forskning, der fremmer forståelsen af svær overvægt og ser frem til at hylde prismodtagerne og høre deres præsentationer ved European Congress on Obesity i Istanbul i maj 2026.”
Betydningsfuld innovation
Sadaf Farooqi er professor i metabolisme og medicin ved Institute of Metabolic Science-Metabolic Research Laboratories, University of Cambridge. Herudover er hun med i ledelsen af NIHR (National Institute for Health and Care Research) Cambridge Clinical Research Facility og ansvarlig for NIHR Cambridge Biomedical Research Centres tema for ernæring, svær overvægt, metabolisme og endokrinologi. Hun er også overlæge ved Cambridge University Hospitals National Health Service Foundation Trust på Addenbrooke’s Hospital i Cambridge.
Med årtiers forskning inden for svær overvægt og lægevidenskab har professor Farooqi ydet et exceptionelt bidrag til feltet og forfattet over 160 artikler samt adskillige reviews. Hendes forskning har vist, at leptin – et hormon, der hjælper med at signalere mæthed – spiller en afgørende rolle i stabiliseringen af kroppens energibalance. Hendes arbejde var med til at give det første klare bevis for, at vores spiseadfærd i høj grad reguleres af biologiske mekanismer, og ikke blot af individuelle valg og manglende viljestyrke.
Gennem banebrydende genetisk, molekylær og klinisk forskning har Sadaf Farooqi ændret den grundlæggende forståelse af de biologiske faktorer, der regulerer appetit og kropsvægt. Hendes studier af verdens største kohorter af mennesker med sjældne genetiske former for svær overvægt har ændret både den videnskabelige tilgang og de bredere samfundsmæssige holdninger til den komplekse kroniske tilstand. Samtidig har forskningen bidraget til at mindske stigmatisering af mennesker, der lever med svær overvægt.
Sadaf Farooqis forskning har også vist, at meget svær overvægt i barndommen kan opstå som følge af underliggende genetiske lidelser snarere end forældres forsømmelse, hvilket har ændret den kliniske forståelse og behandling. Hendes opdagelser har muliggjort livsvigtige, behandlinger for sjældne genetiske former for svær overvægt. Det har givet berørte børn adgang til relevant behandling og mulighed for at leve sundere liv.
“Jeg er dybt beæret over at modtage denne pris som anerkendelse af vores arbejde,” siger Farooqi. “Gennem de seneste to årtier har vores forskning bevist, at genetiske og biologiske faktorer spiller en stor rolle i udviklingen af svær overvægt. Med denne pris vil vi udvikle ny teknologi til at undersøge, hvordan hormoner produceret af fedtvæv påvirker mekanismer som glukoseoptagelse, inflammation og lagring af fedt i flere af kroppens organer ved hjælp af Organ-on-a-chip-teknologi. Ved at udnytte de nyeste teknologiske fremskridt er vores mål at identificere nye molekylære mekanismer, der kan målrettes i behandlingen for at forbedre livet for børn og voksne, der lever med svær overvægt.”
Fire fremragende forskere modtager New Investigator Awards
Ud over Obesity Prize for Excellence har EASO og Novo Nordisk Fonden annonceret fire New Investigator Awards inden for Basic Science, Clinical Research, Public Health og Childhood Obesity. Prismodtagerne får hver et forskningsstipendium på 300.000 DKK.
I Gusti Ngurah Edi Putra fra Storbritannien modtager prisen inden for Public Health. Han er underviser ved Appetite and Obesity Group, Department of Psychology, og forskningsassistent (NIHR DSE Fellow) ved NCD Prevention and Food Policy Modelling Group, Department of Public Health, Policy and Systems, University of Liverpool.
Med en baggrund inden for folkesundhedsvidenskab fokuserer hans nuværende arbejde på at estimere effekten af fødevaremærkning (f.eks. mærkning på menuer) med langsigtede sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser på befolkningsniveau relateret til overvægt (f.eks. beskatning og ernæringsmærkning på forsiden af emballage).
Tidligere var han postdoc ved Department of Psychology, hvor han undersøgte trivsels indflydelse på vægtændringer samt de overvægtsrelaterede helbredskonsekvenser ved hjælp af store longitudinelle datasæt fra Storbritannien og USA. Han har også forsket i accept af overvægtspolitikker blandt voksne med spiseforstyrrelser og psykiske lidelser, og har bidraget til studier, der evaluerer virkningen af Englands politik for kalorieoplysning på menuer. Hans forskningsfelt omfatter svær overvægt, trivsel, folkesundhedspolitikker inden for området, NCD’s og social ulighed i sundhed.
Sara E. Stinson fra Norge modtager prisen inden for Childhood Obesity. Hun er Postdoctoral Research Fellow ved Section for Precision Psychiatry, Division of Mental Health and Addiction ved Oslo Universitetshospital i Norge. Hun tog sin kandidatgrad i ernæringsvidenskab ved Faculty of Medicine, University of Toronto.
Stinson gennemførte sin ph.d. ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Hendes forskning undersøgte proglukagon-afledte hormoner – centrale signalstoffer involveret i reguleringen af stofskiftet – og proteomiske biomarkører i plasma – mønstre af proteiner, der cirkulerer i blodet og kan signalere ændringer i helbredet – forbundet med svær overvægt hos børn. Dette arbejde har bidraget til at fremme den mekanistiske forståelse af tidlig kardiometabolisk risiko og respons på ikke-farmakologiske interventioner.
Hendes tværfaglige og internationale baggrund giver hende mulighed for at kombinere genetik, proteomics og metabolomics med longitudinelle kliniske data i nordiske kohorter, for bedre at forstå de molekylære mekanismer bag svær overvægt hos børn som skal bidrage til at forbedre sygdomsstratificeringen, der gør det muligt at igangsætte forebyggelsestiltag, der er mere individuelt tilpasset.
Nele Steenackers fra Belgien modtager prisen inden for Clinical Research. Hun er tenure-track adjunkt ved School of Nutrition and Translational Research in Metabolism (NUTRIM) på Maastricht University i Holland. Hun er diætist og biomedicinsk forsker med speciale i ernæring og uddannet i sundhedsøkonomi. Hun forsker i, hvordan livsstil og ernæring kan støtte bæredygtig overvægtsbehandling på tværs af behandlingsmiljøer med særlig interesse for forebyggelse og adfærdsmæssige faktorer, der påvirker respons på behandlingen.
Hun fik sin ph.d. i biomedicin ved KU Leuven i Belgien, hvor hun undersøgte, hvordan svær overvægt og bariatrisk kirurgi påvirker passagen gennem mave-tarm-kanalen, pH, galdesyremetabolisme og næringsoptag. Dette arbejde bidrog til en bedre forståelse af næringsstofmangler og metabolisk tilpasning ved varig behandling.
Hendes nuværende forskning bygger videre på denne translationelle tilgang og undersøger, hvordan kostmønstre, adfærd og mave-tarm-fysiologi interagerer med behandlingsresponsen, og hvordan ernæring både kanstøtte og optimere den kirurgiske og farmakologiske behandling.
Ud over biologiske mekanismer undersøger hun også de kognitive, adfærdsmæssige og kontekstuelle faktorer, der påvirker, hvordan patienter oplever og overholder behandling i praksis. Ved siden af sin akademiske karriere deltager hun aktivt i at bygge bro mellem videnskab, klinisk praksis og policy ved at arbejde med patientorganisationer og sundhedsprofessionelle for at omsætte forskning til tilgængelig, personcentreret behandling.
Jens Lund fra Danmark modtager prisen inden for Basic Science. Han er postdoc ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet. Han er uddannet inden for ernæring, biokemi og human biologi og fra 2023 til 2025 var han med i BRIDGE – Translational Excellence Programmet ved Københavns Universitet.
Han undersøger den biologiske regulering af energibalance og adipositas. I sit ph.d.-projekt undersøgte han, hvordan signalmetabolitter, fx laktat, påvirker kropsvægt og energibalance. Forskningen afslørede store oversete metodiske problemer, der kan forstyrre studiet af metabolitter.
Mere specifikt afslørede forskningen, at de faktorer, der relaterer sig til de anvendte metabolitopløsninger, snarere end metabolitterne i sig selv, kan drive de effekter, man ser hos dyr. Dette illustreres af den kraftige sygdomsrespons (fx mangel på appetit og vægttab), der ses, når forsøgsdyr behandles med stærkt koncentrerede opløsninger af metabolitsalte.
Sideløbende med dette arbejde, har han undersøgt, hvorfor nogle personer tager let på i vægt, mens andre er bedre beskyttet mod svær overvægt. Dette arbejde involverer studier på tværs af hele vægtspektret, og de foreløbige resultater fra forskning i mus udfordrer den fremherskende idé om, at svær overvægt primært drives af mere lystbetonet overspisning.
ECO2026-prisuddeling
Priserne vil blive uddelt ved den 33. European Congress on Obesity (#ECO2026), der finder sted fra den 12.-15. maj 2026 i Istanbul i Tyrkiet, hvor vinderen af Obesity Prize for Excellence holder åbningsforelæsningen og modtagerne af New Investigator Awards også vil præsentere deres forskning. Tilmelding og yderligere oplysninger kan tilgås her.
For yderligere oplysninger om priserne og ansøgningsprocessen for Obesity Prize for Excellence og New Investigator Awards, se her.