Med priserne, som blev indstiftet i 2025, ønsker Novo Nordisk Fonden at understrege vigtigheden af engagerende undervisning på universitetsniveau inden for naturvidenskab, teknisk videnskab, sundhedsvidenskab og tværfaglig videnskab.
Fire teams af undervisere fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Syddansk Universitet er blevet tildelt fondens priser for universitetsundervisning i 2026. Priserne uddeles årligt til undervisere på danske universiteter, og formålet er at sætte fokus på og anerkende universitetsundervisning af høj kvalitet.
“Samfundet har brug for, at vi uddanner stærke kandidater, som kan være med til skabe innovative løsninger inden for videnskab, teknologi og sundhed. Derfor er vi stolte af at fejre dygtige undervisere, som sikrer engagerende undervisning på universiteterne, der kan inspirere og stimulere de studerende til at tænke og arbejde kreativt,” siger Berith Bjørnholm, Vice President for Education & Outreach i Novo Nordisk Fonden.
Tre af priserne gives for særlige undervisningsindsatser inden for naturvidenskab, sundhedsvidenskab og teknisk videnskab, mens den fjerde pris anerkender tværvidenskabelig undervisning, der kombinerer discipliner fra de ovennævnte områder.
Alle fire priser gives til teams bestående af to til tre undervisere for at fremhæve vigtigheden af samarbejde i forhold til at skabe et innovativt og engagerende læringsmiljø.
Prismodtagerne for 2026
- Pris til Naturvidenskabelige Undervisere på Universitetet: Birthe Brandt Kragelund, Karen Skriver, Kresten Lindorff-Larsen, Københavns Universitet.
- Pris Sundhedsvidenskabelige Undervisere på Universitetet: Frank Vincenzo de Paoli, Thomas Holm Pedersen, Jean Farup, Aarhus Universitet.
- Pris til Teknisk Videnskabelige Undervisere på Universitetet: Pernille Rose Jensen, Marie Sofie Møller, Saria Otani, Danmarks Tekniske Universitet.
- Pris til Tværvidenskabelige Undervisere på Universitetet: Stefan Jänicke, Tariq Yousef, Kim Rose Olsen, Syddansk Universitet.
Hvert af disse teams har udmærket sig ved at skabe engagerende læring og nytænkende undervisningsmetoder samt fremme samarbejde med henblik på at løfte den generelle faglige viden.
”Dette års prismodtagere bliver hædret som undervisere, der gennem dedikeret undervisning engagerer og fremmer kreativ tænkning. Deres indsats gør en forskel for de studerende og uddannelsesinstitutionerne, og det tjener som inspiration, også internationalt,” siger Berith Bjørnholm.
Støtte til videreudvikling af undervisningsaktiviteter
Hver pris er på 1.500.000 kr., hvoraf de enkelte undervisere modtager 25.000 kr. som en personlig hæderspris. Resten af beløbet går til teamet som en uddannelsesbevilling, der skal bruges til at videreudvikle undervisningen inden for deres område – f.eks. gennem indkøb af udstyr, opgradering af undervisningslokaler eller andre aktiviteter.
Det er universiteterne, der indstiller undervisere til de fire priser. Prismodtagerne udvælges af Komite for Novo Nordisk Fondens Undervisningspriser.
Du kan læse mere om den undervisning, som har sikret de fire undervisningsteams en pris her.
Du kan læse om alle fondens undervisningspriser her.