Professor Kei Sakamoto fra Københavns Universitet modtager EASD–Novo Nordisk Foundation Diabetes Prize for Excellence 2026. Hans forskning har bidraget til at afdække, hvordan arbejdende muskler stadig kan optage glukose, når insulinsignaleringen er svækket, og har afsløret en vigtig del af forklaringen på, hvordan metformin – et af verdens mest anvendte lægemidler mod type 2-diabetes – sænker blodsukkeret.
Ved type 2-diabetes bliver insulins signal til musklerne svagere, så det bliver vanskeligere at fjerne glukose fra blodet. Alligevel kan muskler, der arbejder, stadig optage glukose ad andre molekylære veje – et paradoks, der har været omdrejningspunkt for en stor del af Sakamotos forskning.
»Nogle gange fokuserer vi for meget på, hvad der går galt,« siger Kei Sakamoto, professor ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet. »Problemerne kan være for komplekse og forskelligartede. I stedet spørger jeg: Når noget svigter, hvad fungerer så stadig?«
Hans opdagelser har været med til at fastslå, at LKB1–AMPK-signalvejen er en vigtig rute, som arbejdende muskler bruger til at registrere deres energibehov og øge optagelsen af glukose uden at være afhængige af insulin.
Han har også vist, hvordan molekyler, der dannes under cellernes stofskifte, selv kan fungere som signaler. Det gælder blandt andet en vigtig mekanisme, hvor metformin sænker blodsukkeret ved at bremse leverens produktion af ny glukose.
Med prisen følger 6 millioner kroner (780.000 euro). Heraf er 1 million kroner en personlig pris, mens 5 millioner kroner går til forskning.
»De tidligere modtagere står bag store opdagelser og vigtige bidrag til behandlingen af patienter,« siger Sakamoto. »Set i den sammenhæng er det en stor ære at modtage denne pris. Jeg er overvældet over anerkendelsen.«
»Kei Sakamoto har ydet grundlæggende bidrag til vores forståelse af, hvordan muskler og lever regulerer glukosestofskiftet. Hans arbejde har vist, hvordan muskler kan bruge alternative signalveje, når insulinsignaleringen er svækket, hvordan metabolitter selv kan regulere centrale enzymer i stofskiftet, og hvorfor AMPK skal målrettes med stor præcision. Tilsammen har disse opdagelser været med til at ændre nogle af de centrale spørgsmål inden for diabetesforskningen,« siger Francesco Giorgino, formand for European Association for the Study of Diabetes (EASD).
Motion finder en anden vej, når insulin svigter
Kei Sakamotos søgen efter disse alternative veje begyndte længe før, han blev molekylærbiolog. Han studerede engelsk og kommunikation i Japan og arbejdede i et livsforsikringsselskab. Samtidig var han aerobicinstruktør og konkurrerede på højt niveau – og blev nummer fem ved de japanske mesterskaber.
Nogle af deltagerne på hans hold havde type 2-diabetes og var blevet rådet til at dyrke motion for at holde blodsukkeret under kontrol.
Hans interesse for kommunikation blev senere også en måde at tænke om selve biologien på.
»Mennesker bruger sprog til at kommunikere, og celler har også deres eget sprog,« siger Sakamoto. »Man skal forstå sproget og grammatikken for at forstå sammenhængen.«
Den nysgerrighed førte ham til at studere træningsfysiologi og siden til Laurie Goodyears laboratorium ved Joslin Diabetes Center i Boston. Her blev spørgsmålet mere konkret: Motion kunne sænke blodsukkeret, selv når insulinsignaleringen var svækket.
»Selv når insulin ikke virker ordentligt, virker motion stadig,« siger Sakamoto. »Den kan omgå en del af defekten og bruge et andet kommunikationsnetværk til at optage glukose fra blodet.«
En vigtig kandidat var AMPK – et enzym, der registrerer cellens energitilstand og hjælper den med at optage og udnytte mere brændstof, når energien er ved at slippe op.
Sakamoto kom siden til Dario Alessis laboratorium i Dundee, hvor Alessi og hans kolleger havde identificeret LKB1 som en mulig regulator af AMPK.
Hos mus, der specifikt manglede LKB1 i musklerne, førte muskelsammentrækning til markant lavere AMPK-aktivitet, og musklernes optagelse af glukose som reaktion på sammentrækning var tydeligt reduceret. Responsen på insulin var derimod intakt. Forsøgene gav genetisk evidens for, at LKB1 er en vigtig regulator af AMPK, og bidrog til at forklare, hvordan arbejdende muskler stadig kan optage glukose, når insulinsignaleringen er svækket.
Metformin virkede stadig, da den formodede »afbryder« blev fjernet
LKB1-forsøgene understregede et princip i Sakamotos forskning: En overbevisende molekylær forklaring skal kunne stå sin prøve i levende væv.
Metformin er en af de mest udbredte behandlinger mod type 2-diabetes, men vigtige dele af forklaringen på, hvordan stoffet virker, er stadig uafklarede. Fordi lægemidlet kan sænke cellernes energiniveau og aktivere AMPK, fremsatte forskere den hypotese, at AMPK var med til at hæmme leverens produktion af glukose.
Men da forskerne fjernede AMPK fra leveren, sænkede metformin stadig blodsukkeret.
»Det var meget overraskende,« siger Sakamoto. »Den blodsukkersænkende virkning var stort set normal, selv uden AMPK i leveren.«
Sakamoto og hans kolleger undersøgte derfor en anden mulighed. Når cellernes energiniveau falder, stiger niveauet af molekylet AMP. AMP kan hæmme FBP1 – et enzym, som leveren har brug for for at danne glukose.
Hans gruppe ændrede FBP1, så enzymet stadig fungerede, men reagerede langt mindre på AMP. Hos disse dyr var metformins umiddelbare blodsukkersænkende virkning væsentligt svækket.
Forsøgene viste, at metformin delvist virker gennem AMP og FBP1, selv om Sakamoto understreger, at denne mekanisme ikke kan forklare alle lægemidlets virkninger.
Den metaboliske hovedafbryder havde en bagside
AMPK lignede engang noget, der mindede om en metabolisk hovedafbryder: Hvis man kunne aktivere den, kunne man måske efterligne nogle af de gavnlige virkninger, motion har på stofskiftet. Men AMPK findes i flere former i forskellige væv, og bred aktivering har i eksperimentelle studier givet både metaboliske fordele og uønskede effekter.
Udfordringen er derfor at aktivere den rigtige form, i det rigtige væv og i det rette tidsrum.
»Vores krop er kompleks og består af flere lag af reguleringssystemer,« siger Sakamoto. »Vi er ikke afhængige af ét enkelt molekyle til at styre noget så grundlæggende som vores stofskifte.«
Hans nuværende forskning omfatter tidlige forsøg på at aktivere AMPK mere selektivt, blandt andet strategier, der primært retter AMPK-aktiveringen mod leveren.
Det fører Sakamoto tilbage til det spørgsmål, der har været en ledetråd gennem en stor del af hans forskning: Når én vej svigter, hvad virker så stadig – og kan forskerne lære nok af cellens »sprog« til at udnytte disse alternativer uden at forstyrre stofskiftet andre steder?
Om prisen
EASD–Novo Nordisk Foundation Diabetes Prize for Excellence blev indstiftet i 2015 og hædrer fremragende bidrag til diabetesforskningen. Modtageren udvælges af et prisudvalg nedsat af EASD, mens Novo Nordisk Fonden finansierer prisen. Professor Kei Sakamoto holder sin prisforelæsning den 30. september 2026 på EASD’s 62. årsmøde i Milano.
