Med et bredt udbud af praksisnære kurser bidrager Efteruddannelsespuljen til at styrke læreres faglighed, engagement og didaktiske udvikling. Og behovet er stort: Især for undervisere i folkeskolen har efteruddannelse i fagene været et underprioriteret område.
Ved siden af deres undervisningsforpligtelser har lærere brug for at opkvalificere sig løbende for at skabe faglig fornyelse og engagerende undervisning. Skolerne afholder jævnligt fælles pædagogiske dage og andre almendidaktiske tiltag, men for at man som underviser kan udvikle sig, er der også behov for adgang til selvvalgte faglige kurser.
Efteruddannelsespuljen er et tilbud til lærere, der underviser i fag inden for naturvidenskab, matematik og teknologi i folkeskolen og gymnasiet, og den giver adgang til en bred vifte af kortere, praksisnære kurser, der udbydes af professionshøjskoler, universiteter og gymnasiets faglige foreninger. Kurserne vælges typisk ud fra lærernes egen faglige interesse, og især praksisnære emner inden for laboratorieøvelser og naturundersøgelser samt teknologiforståelse og kunstig intelligens har været meget efterspurgt.
Efteruddannelsespuljen blev lanceret i 2024, og blandt de 966 lærere, der fik bevilget kursusstøtte det første år, svarer 87 procent, at deres kursusdeltagelse har givet dem nye fagdidaktiske redskaber. 81 procent finder, at efteruddannelsen har gjort dem mere motiveret for at undervise, og 74 procent at det har hjulpet dem til at udvikle deres undervisning.
En folkeskolelærer beskriver udbyttet efter at have gennemført et kursus i 3D-print og lasercut sådan: “Vores makerspace-lokale var ikke andet end et lokale, hvor der stod en lasercutter og en 3d-printer. Det var ét stort kaos. Jeg har nu fået sat alt i systemer, fået fundet den scancutter frem, vi havde gemt i skabene, for nu ved jeg, hvordan den skal bruges.”
Udviklingsdage og sparring med kollegaer
Udover kursusafgift dækker Efteruddannelsespuljen løntimer for op til fem kursusdage samt for tre efterfølgende udviklingsdage.
Udviklingsdagene spiller en central rolle, da de giver mulighed for fordybelse og udviklingsaktiviteter, det ellers kan være svært at finde tid til i en travl hverdag. Derudover viser erfaringerne, at dagene ikke bare kommer den enkelte underviser til gode men skaber rum for videndeling og sparring med fagkollegaer på skolerne.
Et par af kursisterne forklarer:
“Det har været virkeligt rart at kunne fordybe sig i materialerne fra kurset, lave undervisningsmaterialer sammen med den kollega, der var med på kurset, og reflektere over de vigtigste punkter. Det har givet en helt anden dybde i min egen læring og praksis. Vi har også lavet materiale til videndeling med kollegaer.” (Lærer fra folkeskolen)
“Konkret har [udviklingsdagene] givet mig tid til at forberede en videreformidling til mine kolleger, så min deltagelse kan komme hele faggruppen til gode.” (Lærer fra gymnasiet)
Udtalt behov for efteruddannelse i folkeskolen
Af de i alt 966 bevillinger, der blev givet det første år af Efteruddannelsespuljen, gik næsten tre fjerdedele til lærere fra grundskolen, og resten gik til gymnasielærere – mens det næste års uddeling var mere lige fordelt. Mere end halvdelen af grundskolelærerne fra første runde meldte tilbage til fonden, at de aldrig tidligere har været på et fagligt eller fagdidaktisk kursus. Tallene vidner om, at der især i folkeskolen er et udtalt behov for faglige efteruddannelsestilbud.
Jacob Holme, der er uddannelsespolitisk konsulent i Danmarks Lærerforening, forklarer: “Efteruddannelse ind i fagene har været et forsømt område i folkeskolen i mange år. Når man spørger lærere, er der mange, der siger, det er første gang, de har været på kursus inden for deres eget fag, selvom de har været uddannet i 20-25 år.”
Han fortsætter: “Vi ved jo ret meget om, at dygtige, veluddannede lærere giver bedre undervisning og skaber større læringsudbytte for eleverne og fastholder lærerne.”
På den baggrund efterlyser Jacob Holme en kulturændring, hvor efteruddannelse i højere grad tænkes ind i skolernes strategiske udviklingsplaner.
En fælles prioritering
Udfordringerne ved at få flere lærere i folkeskolen og gymnasiet på selvvalgte, faglige efteruddannelseskurser handler i høj grad om tid og ressourcer – både for lærerne selv og for skoleledelserne, der med begrænsede budgetter skal sikre kompetenceudvikling og efteruddannelse for den samlede lærergruppe og samtidigt har ansvar for, at lærerdækningen hænger sammen.
Med Efteruddannelsespuljen forsøger man at adressere dette. Dels er ansøgningsprocessen gjort så enkel så mulig, så der kan søges om kursusstøtte i en frokostpause med få klik. Derudover gives der en håndsrækning til skolerne ved at puljen ikke bare dækker kursusafgifter men også frikøb af lærernes tid til kursusdage og udvikling.
Ambitionen med Efteruddannelsespuljen er at bidrage til en udvikling, hvor lærernes løbende efteruddannelse bliver prioriteret højere i den strategiske planlægning på skoleområdet. Således supplerer initiativet den Kommunale Kompetencefond, der blev lanceret i 2025 og hvor lærere kan søge overenstkomstmidler til støtte af kursusaktiviteter i alle fag. Kompetencefonden og Efteruddannelsespuljen giver i øvrigt adgang til nogle af de samme efteruddannelseskurser.
Fondens rolle
Novo Nordisk Fonden lancerede Efteruddannelsespuljen i 2024, og den udbydes årligt med ansøgningsfrist i oktober måned. Støtten dækker kursusafgift og vikardækning/løntimer for op til fem kursusdage samt tre udviklingsdage.
Der kan søges blandt en lang række kurser (65 for skoleåret 2027/2028) inden for emner som kunstig intelligens, kvanteteknologier, teknologiforståelse, klima, biodiversitet, feltarbejde, matematik i praksis og meget mere. Kurserne udbydes af universiteterne, professionshøjskolerne og gymnasiets faglige foreninger.
Læs mere om Efteruddannelsespuljen her: https://novonordiskfonden.dk/grant/efteruddannelsespulje/
Hør mere om Novo Nordisk Fondens Efteruddannelsespulje i podcasten Naturfagsdidaktiske Nuancer: https://naturfagsdidaktiske-nuancer.transistor.fm/episodes/kompetenceudvikling-ekstra-med-bente-guldbrandsen