Ansøg om midler

Mere viden om ernæring skal forberede menneskers liv, hjælpe den grønne omstilling og sikre fremtidens sundhedssystemer

Truslerne fra dårlig ernæring, overvægt og kroniske sygdomme er tydelige, men vi ved endnu ikke nok om løsningerne. Derfor skal to nye priser, et projekt i Kenya og en ny analyse af fødevarers forarbejdning skabe bedre viden om sammenhængen mellem ernæring og sundhed.

Dårlig ernæring, overvægt og kroniske sygdomme er ikke bare et individuelt problem. Når globalt set 1 milliard mennesker er overvægtige og antallet af mennesker med diabetes er firedoblet på få årtier – så er udviklingen en voldsom trussel mod mange menneskers helbred og livsmuligheder, ikke mindst i lav- og mellemindkomstlande.

Imidlertid er vores viden om løsningerne ikke vokset i samme tempo som problemerne, siger Arne Astrup, Professor, dr.med. og Senior Vice President for Obesity & Nutrition hos Novo Nordisk Fonden.

”Vi har fokuseret for enøjet på, hvorfor personer spiser for meget og tager på, f.eks. fedtindtag eller motion, og har forsømt at se holistisk på problemet. Vi skal ikke kun undersøge, hvad mennesker putter i munden, men også for eksempel søvnvaner, skærmforbrug og hormonpåvirkning fra omgivelserne. Folk spiser mere, når de er ensomme eller stressede, og måske er leg og aktivitet i børnelivet vigtigere end at måle BMI. Vores kost påvirker vores CO2-udledning fra landbruget, og bedre ernæring bør tænkes sammen med den grønne omstilling. Derfor har vi i Novo Nordisk Fonden valgt at prioritere udviklingen af ernæringsvidenskaben og implementeringen af gode løsninger”.

Den bedste forskning skal belønnes
Blandt andet har Novo Nordisk Fonden finansieret to nye og ambitiøse priser for banebrydende forskning i ernæring, som bliver uddelt i samarbejde med American Society for Nutrition, en af de vigtigste sammenslutninger af ernæringsvidenskabsfolk. Priserne er opkaldt efter de to danske forskere Henrik Dam (1895-1976), der fik Nobelprisen i 1943, og Flemming Quaade (1923-2007), som var en tidlig og toneangivende ernæringsforsker på Hvidovre Hospital.

”Henrik Dams opdagelse af K-vitamin revolutionerede vores viden om sammenhængen mellem ernæring og sundhed, og Flemming Quaades innovative metoder satte fokus på overvægt blandt børn. Lige nu er der mange spændende forskere, som følger i deres fodspor,” siger Arne Astrup. ”Et vigtigt nutidigt forskningsfelt er mikrobiomet – vores krops komplekse system af bakterier og andre mikrober, som har stor betydning for appetitten, stofskiftet og immunsystemet. Det grundlægges ved fødslen og meget peger på, at forældres overvægt allerede i fostertilværelsen kan overføres til deres kommende barn gennem hormoner, og måske mikrobiomet. Hvis vi skal sætte ind ét sted på ernæringsområdet, så er det netop blandt børn, da overvægt og kroniske sygdomme – desværre – grundlægges i barndommen.”

Fra ernæring til sundhedssystem
Børn er i fokus for projektet MoMs i Kenya, der skal styrke vores viden om, hvordan forskellige ernæringsstoffer påvirker børns udvikling. Projektet er finansieret af Novo Nordisk Fonden i samarbejde med Gates Foundation, der har stor erfaring med projekter i lav- og mellemindkomstlande, og det håndteres af forskere fra Kenya, Danmark og Bergen.

”I nogle dele af Kenya er kosten desværre mangelfuld og især fattig på protein og mikronæringsstoffer, hvilket fører til fejlernæring, som hæmmer fostrets og børns udvikling og kan føre til kroniske sygdomme som diabetes eller hjertekarsygdomme. Det har store langtidskonsekvenser for hele landet,” siger Arne Astrup. ” WHO har anbefalet at give særlige kosttilskud – kaldet MMS – til gravide og små børn, men effekten har desværre ikke været så stor, som vi har håbet. Med projektet skal vi afprøve forskellige typer af kosttilskud og følge børnene gennem lang tid. Vi håber, at det vil give gode resultater – både for børnene og for vores viden om ernæring i det hele taget. Det er også en styrke ved projektet, at vi samarbejder med Gates Foundation og dygtige forskere i Kenya, der har den vigtige, lokale viden.”

Ultraforarbejdede fødevarer – et unuanceret paradigme
Projekter som MoMS understreger, at er der er komplekse faktorer i spil, når det handler om god og dårlig ernæring, og at kosten kan være en genvej til at give bedre livsmuligheder for mennesker og understøtte en bæredygtig udvikling i miljø og samfund. Derfor er det også rigtig vigtigt, at vi ikke stirrer os blinde på én forklaringsmodel.

”Mange fokuserer lige nu på de ultraforarbejdede fødevarer – dem som du populært sagt ikke kan lave hjemme i køkkenet, men som er fabriksfremstillede ved for eksempel tilsætning af modificeret stivelse, smags- og farvestoffer, emulgatorer og en række E-numre,” siger Arne Astrup. ”Imidlertid kan vi ende med at dæmonisere sunde madvarer som morgenmadsprodukter, du godt nok ikke kan lave hjemme i køkkenet, men som er fyldte med fuldkorn og fibre.”

Derfor har Novo Nordisk Fonden støttet et projekt, som skal skabe bedre videnskabelig forståelse af vigtigheden af madvarers forarbejdningsmetoder og den rolle, tilsætningsstoffer spiller for helbredet. Det udarbejdes af en gruppe ved Københavns Universitet i samarbejde med verdens førende forskere inden for området, og skal se på sundheden frem for kun fremstillingsprocessen.

”Vi skal ikke gøre den samme fejl, som da vi udskammede fedt, for vi endte med at promovere kost med et stort stivelsesindhold, som reelt fungerer som sukker i kroppen. Det viste sig at være en dårlig løsning for mange mennesker. I stedet skal vores videnskab i være lige så nuanceret, righoldig og givende som et godt måltid!”

Læs mere om de nævnte projekter:
Priserne i ernæringsvidenskab der uddeles i samarbejde med American Society of Nutrition.
Projektet MoMS – Mother’s Micronutrient Supplement for Pregnancy and Lactation – i Kenya.
The Novel food Classification system, led by the University of Copenhagen.

Yderligere information

Lars Hvidberg
Communications Specialist
[email protected]