Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden foreslår nye kandidater til valg til bestyrelsen i Novo Nordisk A/S

Novo Nordisk A/S meddelte tidligere i dag, at selskabet har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at vælge nye medlemmer til dets bestyrelse. Novo Nordisk Fonden er enig i denne beslutning og foreslår nye bestyrelsesmedlemmer, herunder Lars Rebien Sørensen som formand og Cees de Jong som næstformand for selskabets bestyrelse.

På den ekstraordinære generalforsamling i Novo Nordisk A/S, som afholdes den 14. november, vil Novo Nordisk Fonden foreslå følgende kandidater til valg til selskabets bestyrelse:

  • Lars Rebien Sørensen, formand
  • Cees de Jong, næstformand
  • Britt Meelby Jensen, medlem
  • Mikael Dolsten, medlem
  • Stephan Engels, medlem

Nuværende medlem Kasim Kutay og de fire medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, Elisabeth Dahl Christensen, Liselotte Hyveled, Mette Bøjer Jensen og Thomas Rantzau, fortsætter i bestyrelsen.

Derudover planlægger Novo Nordisk Fonden at foreslå Helena Saxon og yderligere ét medlem til bestyrelsen ved Novo Nordisk A/S’ ordinære generalforsamling den 26. marts 2026.

En beskrivelse af hver kandidats kvalifikationer og status som afhængigt eller uafhængigt bestyrelsesmedlem kan findes i bilaget til denne pressemeddelelse.

Novo Nordisk Fondens bestyrelse foreslår valg af Lars Rebien Sørensen som formand for Novo Nordisk A/S med intention om, at han varetager posten i en midlertidig periode på to-tre år med to hovedformål: Det første er at støtte den nye ledelse i Novo Nordisk A/S i implementeringen af selskabets transformationsplaner og i at genoprette selskabets vækstmomentum. Det andet formål er at identificere og ansætte en ny bestyrelsesformand, som med succes kan føre selskabet ind i det næste årti.

Beslutningen om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling blev truffet af bestyrelsen for Novo Nordisk A/S efter en dialog med Novo Nordisk Fonden om den fremtidige sammensætning af selskabets bestyrelse. Bestyrelsen for Novo Nordisk foreslog en fornyelse med fokus på tilføjelse af udvalgte nye kompetencer samtidig med, at kontinuiteten blev bevaret, mens Novo Nordisk Fondens bestyrelse ønskede en mere omfattende omstrukturering af bestyrelsen.

Lars Rebien Sørensen, formand for Novo Nordisk Fonden, udtaler: “Novo Nordisk Fonden bakker fuldt op om Novo Nordisks udnævnelse af Mike Doustdar som CEO og de transformationsplaner, selskabet annoncerede den 10. september. Vi mener, at tiden er inde til at tilføre nye kompetencer og perspektiver til bestyrelsen for at støtte Mike Doustdar og hans ledelsesteam i at eksekvere selskabets strategi, og vi er derfor enige i beslutningen om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. I betragtning af det hastigt foranderlige omgivende miljø, som Novo Nordisk opererer i, mener vi, at det er i selskabets og aktionærernes bedste interesse at gennemføre en bestyrelsesfornyelse så hurtigt som muligt, frem for at vente til den ordinære generalforsamling i marts næste år.”

Lars Rebien Sørensen tilføjer: “Jeg vil gerne takke bestyrelsen for Novo Nordisk for at sætte retning og sikre god ledelse af selskabet gennem mange år med enestående vækst.”

Lars Rebien Sørensen vil forblive formand for Novo Nordisk Fonden, en post han har haft siden 2018, men vil træde tilbage som formand for Novo Holdings A/S, fondens investeringsselskab. En ny formand vil blive annonceret af Novo Holdings.

Bilag:
Novo Nordisk Fondens forslag til valg af medlemmer til bestyrelsen for Novo Nordisk A/S på selskabets ekstraordinære generalforsamling den 14. november 2025 (på engelsk).

Yderligere information

Christian Mostrup
Director, Public Relations
[email protected]