Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden fortsætter og udvider indsatsen for at forstå sygdommes genetiske mekanismer på Broad Institute i samarbejde med danske forskere

Billede: Broad Institute

Novo Nordisk Fonden har bevilget 53 mio. USD til at videreføre og udvide Novo Nordisk Foundation Center for Genomic Mechanisms of Disease på Broad Institute, som ledes af direktør Kasper Lage.

Bevillingen skal styrke og udvide centrets transatlantiske arbejde med at forstå de biologiske mekanismer bag type 2-diabetes og svær overvægt og identificere nye targets for potentielle behandlinger ved at kombinere dataindsamling i massiv skala, kunstig intelligens og avancerede cellemodeller.

”Vi er dybt taknemmelige for Novo Nordisk Fondens fortsatte engagement i at fremme videnskaben gennem internationalt samarbejde. Ved at samle komplementære kompetencer i USA og Danmark omkring flagskibsprojekter forventer vi at gøre store fremskridt i indsatsen mod diabetes og svær overvægt,” siger Todd R. Golub, direktør for Broad Institute.

”Vi oplever et ekstraordinært øjeblik i videnskaben, hvor teknologiske fremskridt gør det muligt for os at takle store folkesundhedsudfordringer og finde nye behandlinger, der er forankret i biologien. Ingen enkelt forskningsgruppe, institution eller noget enkelt land kan løfte opgaven alene. Ved at skabe fælles teams i Boston og Danmark kan vi sætte os endnu mere ambitiøse mål.”

“Kardiometaboliske sygdomme, herunder diabetes og svær overvægt, er den største dødsårsag på verdensplan. Alligevel forstår vi stadig ikke godt nok de biologiske mekanismer, der driver dem,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, CEO i Novo Nordisk Fonden.

“Ved at forene Danmarks verdensklasse ekspertise inden for metabolisk forskning og befolkningsundersøgelser med Broads uovertrufne kapacitet inden for genomforskning og databehandling ser vi allerede fremskridt, som ellers ikke ville have været mulige. Jeg er glad for, at vores fond fortsætter sin støtte til dette enestående samarbejde, som viser, hvordan langsigtede investeringer i fremragende forskning og stærke internationale partnerskaber kan skabe spændende muligheder for nye opdagelser.”

Fra genetiske opdagelser til biologisk forståelse
Omkring 590 millioner mennesker lever med diabetes på verdensplan, mens en milliard mennesker lever med svær overvægt. Begge tal forventes at stige markant i det kommende årti. Selvom ny medicin er effektiv for mange, reagerer andre ikke på behandlingen. Forskere har brug for at forstå genetikken bag begge tilstande for at finde nye targets for lægemidler. Tusinder af genetiske varianter er blevet forbundet med diabetes og svær overvægt, men det har været en stor udfordring at forstå biologien bag dem.

Siden centret blev etableret i 2021 med en bevilling på 47,5 mio. USD fra Novo Nordisk Fonden, har det opbygget et stærkt, transatlantisk økosystem, der gavner alle involverede institutioner, med tætte samarbejder mellem 18 forskningsgrupper og mere end 120 forskere. Centret har desuden haft besøg af mere end 37 danske forskere gennem et aktivt udvekslingsprogram. Som resultat er centret blevet førende globalt inden for udvikling af metoder og teknologier til at kortlægge, hvordan genetiske varianter driver metabolisk sygdom.

Centrets arbejde har også bidraget til at understrege, at diabetes og svær overvægt ikke er enkeltstående tilstande, men hver kan opdeles i forskellige genetiske undertyper.

“Denne type opdagelse åbner feltet for et langt bredere udvalg af potentielle terapeutiske targets, som forhåbentlig en dag kan hjælpe millioner af mennesker”, siger Melina Claussnitzer, co-direktør for Flagship Disease Projects ved centret og Institute Member ved Broad, hvor hun leder diabetesinitiativet.

En ny fase af genetisk og databaseret forskning
I den næste fase vil centret bygge videre på disse grundlæggende opdagelser gennem to stærkt integrerede forskningsprogrammer. Gennem disse vil forskerne have som mål at skabe hundredvis af millioner detaljerede celleprofiler, blandt andet fra fedtceller og hjerneceller udviklet fra stamceller.

Dette enorme datasæt vil blive brugt til at træne specialiserede AI-programmer, der kan forudsige, hvordan DNA-ændringer påvirker cellernes funktion, og dermed hjælpe med at indkredse de præcise biologiske årsager til metaboliske sygdomme. Træningen af disse AI-modeller vil kræve enorm computerkraft, som skal leveres af Danmarks AI-supercomputer Gefion, en af verdens mest kraftfulde GPU-klynger.

“Med denne fornyede bevilling bevæger vi os fra at opbygge fundamentet til at tage det i brug i hidtil uset skala,” siger direktør Kasper Lage. ”Sammen med vores kolleger i Danmark vil vi bevæge os fra at identificere genetiske sammenhænge til at forstå og i sidste ende forudsige, hvordan genetisk variation ændrer den menneskelige biologi. Ved at kombinere menneskelig genetik, eksperimenter i stor skala og AI har vi mulighed for at afdække helt nye sygdomsmekanismer og behandlingsmuligheder for type 2-diabetes, svær overvægt og relaterede metaboliske sygdomme.”

Den danske del af partnerskabet vil blive styrket i de kommende år, til gavn for hele samarbejdet. Forskere i Danmark vil indgå i ledelsen af centrets store forskningsprogrammer, og et nyt dansk kontor for centret vil styrke koordineringen på tværs af de danske partnere. Centret vil desuden lancere et omfattende treårigt postdoc-program, hvor forskere tidligt i deres karriere vil dele deres tid mellem danske institutioner og Broad.

Læs en uddybende pressemeddelelse her (engelsk).

Om Broad Institute 
Broad Institute er en uafhængig, almennyttig forskningsorganisation, hvis mission er at forstå sygdommes rødder og mindske afstanden mellem nye biologiske indsigter og gavn for patienterne.  

Broad Institute blev grundlagt i 2004 af de visionære filantroper Eli og Edythe Broad fra Los Angeles og befinder sig i skæringspunktet mellem videnskabelige discipliner, hvor forskere og andre eksperter inden for genomik, cellebiologi, kemi, ingeniørvidenskab, neurovidenskab, terapiudvikling, kunstig intelligens/machine learning, computational biology og folkesundhed samles. Broad Institute engagerer tusindvis af forskere fra MIT, Harvard, Harvards primære undervisningshospitaler, andre akademiske institutioner samt ledende virksomhedspartnere inden for medicin- og biotekindustrien, hvoraf mange deler målet om at omsætte forskningsresultater til sikre og effektive behandlinger for alle almindelige og sjældne sygdomme.  

Medieforespørgsler

Judith Vonberg
Communications Manager, Public Relations
[email protected]