Ansøg om midler

Novo Nordisk Fonden lancerer nyt fellowship-program for at fremme bæredygtig innovation i landbrugs- og fødevaresektoren

Novo Nordisk Fonden har bevilliget op til 97 mio. kr. til Teknologisk Institut (DTI) og FN’s fødevareprogram (WFP) IGNITE Innovation Hub for at etablere BioSustainability Design Novo Nordisk Foundation Fellowship Programme (BSD). Initiativet skal styrke innovation og entreprenørskab i landbrugs- og fødevaresektoren samt understøtte udviklingen af bære- og modstandsdygtige fødevaresystemer i Danmark og Østafrika.

Landbrugs- og fødevaresystemerne er under stigende pres som følge af klimaforandringer, knappe ressourcer og en voksende global befolkning – og de specifikke udfordringer varierer betydeligt globalt. I Danmark er sektoren højt udviklet og produktiv, men skal adressere drivhusgasemissioner og reducere miljøpåvirkningen yderligere. I Østafrika er udfordringerne mere strukturelle og omfatter fødevaresikkerhed, underernæring, lav produktivitet, fragmenterede værdikæder, begrænset adgang til teknologi og markeder samt utilstrækkelig infrastruktur.

For at imødekomme disse regionsspecifikke udfordringer – og styrke robustheden i landbrugs- og fødevaresystemerne – er der behov for innovationsprogrammer, der kombinerer praktisk erfaring med entreprenørskab. Derfor vil BSD – over en femårig periode – imødekomme dette behov ved at træne næsten 100 fellows i et intensivt 10-måneders fuldtidsforløb, der kombinerer praktisk innovationstræning, mentorordninger og tværfagligt samarbejde i Danmark og Østafrika.

Programmet er bygget op omkring to centrale fokusområder: En behovsdrevet innovationsmetode og en tværfaglig tilgang til problemløsning. De pågældende fellows kommer til at arbejde i tværfaglige teams for at identificere behov inden for centrale temaer som reduktion af madspild og fødevaretab, styrkelse af plantebaserede værdikæder og udnyttelse af reststrømme. Mere specifikt for Østafrika, vil fellows også fokusere på at reducere madspild og fødevaretab, forbedre lokal fødevareproduktion og -forarbejdning og håndtere udfordringer relateret til fødevaresikkerhed og -kvalitet.

BSD forventes at udvikle talentfulde entreprenører og kvalificerede innovationsprojekter, der kan spænde fra forbedringer af forsyningskæder og markedsføringsløsninger for plantebaserede produkter til AI-baserede forecastingsværktøjer, nye teknologier til fødevareforarbejdning og -lagring samt løsninger, der understøtter mere bæredygtige dyrkningsmetoder.

Et fælles rammeværk for bæredygtig innovation
Inspireret af Fondens succesfulde Biomedical Design Novo Nordisk Foundation Fellowship Programme – et Stanford Biodesign-inspireret initiativ – anvender BSD en struktureret, erfaringsbaseret læringsmodel, der har vist sig effektiv til at drive innovation og entreprenørskab i landbrugs- og fødevaresektoren. Som en del af programmet bliver fellows placeret hos aktører på tværs af værdikæden, hvilket giver mulighed for samarbejde og interaktion mellem dem selv, brancheeksperter, organisationer og lokale partnere i Danmark og Østafrika.

I Danmark vil programmet blive administreret af DTI, som trækker på sin ekspertise inden for fødevareteknologi, forskning og stærke industrirelationer.

“BSD er en game-changer for Danmarks landbrugs- og fødevaresektor. Hos Teknologisk Institut er vi stolte af at stille faciliteter, ekspertise og industrinetværk til rådighed, så fellows kan omsætte modige idéer til reelle, skalerbare løsninger. Det handler om at opbygge den talentpipeline, vi har brug for, til at drive den grønne omstilling og sikre, at Danmark forbliver i front inden for bæredygtig fødevareinnovation,” siger Juan Farré, CEO, Teknologisk Institut.

I Østafrika vil programmet blive administreret af WFP IGNITE Innovation Hub, som bidrager med vigtig ekspertise inden for innovation og entreprenørskabstræning.

“Dette partnerskab styrker WFP’s arbejde med at drive bæredygtig innovation i fødevaresystemerne i Østafrika. Gennem IGNITE støtter WFP lokale virksomheder, der forbedrer markedsadgang, lagringsmuligheder og modstandsdygtighed over for ekstremt vejr. Partnerskabet med Novo Nordisk Fonden vil yderligere træne og understøtte lokale entreprenører i at reducere hungersnød og styrke lokalsamfund,” siger Eric Perdison, WFP Regional Director, Eastern and Southern Africa.

Sammen udgør de to en stærk ramme for bæredygtig innovation og udveksling af viden på tværs af regionerne.

“Ved at kombinere Danmarks teknologiske styrker med den entreprenante tilgang i Østafrika, hjælper BSD med at udvikle løsninger, der både er lokalt relevante og globalt skalerbare. Det styrker innovation på tværs af landegrænserne – og vi er stolte over at støtte et program, der binder netværk sammen på tværs af hele fødevareværdikæden på denne måde,” siger Mikkel Skovborg, Vice President, Innovation, Novo Nordisk Fonden.

Den danske programdel, ledet af Teknologisk Institut, løber fra 2025 til 2030 med et budget på 73 mio. kr., mens den østafrikanske del, ledet af WFP IGNITE Innovation Hub, løber fra 2026 til 2029 med et budget på 24 mio. kr.

Om Teknologisk Institut
Hos Teknologisk Institut omsætter vi vores specialiserede indsigt på tværs af teknologier, industrier og værdikæder til konkrete løsninger og resultatorienterede partnerskaber, der accelererer den grønne omstilling. Siden 1906 har vi skabt ny viden gennem forskning og udvikling i samarbejde med danske og internationale virksomheder og forskningsinstitutioner. Vores vision er at skabe teknologi til en bedre fremtid.

Om World Food Programme
FN’s Verdensfødevareprogram er verdens største humanitære organisation, der redder liv i nødsituationer og bruger fødevarehjælp til at skabe veje til fred, stabilitet og velstand for mennesker, der er ramt af konflikter, katastrofer og klimaforandringer.

Om WFP IGNITE Innovation Hub er baseret i Nairobi, Kenya, og understøtter landekontorer i regionen med at skabe bæredygtig, skalerbar effekt for fødevaresikkerhed. Med en vision om, at fødevaresystemer i Afrika syd for Sahara skal være klimaresiliente, inkluderende og lokalt forankrede, arbejder WFP Ignite Innovation Hub med lokal erhvervsudvikling, innovativ finansiering, kapacitetsopbygning og kollektiv læring.

Om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet.

Medieforespørgsler

Laura Balleby Brogaard
Communications Specialist, Public Relations
[email protected]