De første priser fra Dansk Selskab for Adipositasforskning (DSAF) og Novo Nordisk Fonden hædrer modige fremskridt i forståelsen og behandlingen af svær overvægt. Den nye Flemming Quaade Prize for Outstanding Obesity Research går til Zachary Gerhart-Hines, mens Early Career Obesity Research Award tildeles Malte Palm Suppli. Deres forskning spænder fra molekylære mekanismer, der kan forbedre behandlingen af svær overvægt, til ny viden om, hvordan kost og tarmflora påvirker kroppens stofskifte.
Svær overvægt er en af vor tids største sundhedsudfordringer. Den bidrager til stigende forekomst af type 2-diabetes, hjertekarsygdom og visse former for kræft. For at styrke og synliggøre forskningen på området blev de to priser indstiftet i 2025 – med det formål at anerkende fremragende forskning på tværs af karrieretrin og skabe rum for nye videnskabelige gennembrud i Danmark.
De første prismodtagere bliver hædret i november ved DSAF’s årsmøde – et samlingspunkt for landets forskere inden for forskning i svær overvægt.
“Vi er stolte over at kunne anerkende to enestående forskere inden for forskningen i svær overvægt – en mulighed, der er blevet til gennem et nyt samarbejde med Novo Nordisk Fonden. Vi håber, at priserne både vil motivere vinderne til at fortsætte deres fremragende arbejde og inspirere andre til at skabe ny viden i forskningen i svær overvægt de kommende år. Vi glæder os til at fejre dem på årsmødet i november og følge deres forskning fremover,” siger Lise Bjerregaard, formand for DSAF.
Gennembrud i forståelsen af, hvordan fedtvæv styrer kroppens energi
Zachary Gerhart-Hines, lektor ved Københavns Universitet, modtager den første Flemming Quaade Prize for Outstanding Obesity Research for sin banebrydende forskning i, hvordan fedtvæv regulerer energiomsætning og stofskifte.
Hans opdagelser har ændret forståelsen af, hvordan fedtvæv påvirker insulinfølsomhed, appetitkontrol og kroppens evne til at forbrænde energi. Denne indsigt har åbnet nye veje til at forbedre kvaliteten af vægttab – altså hvor sundt, udholdeligt og varigt det er – og flere af hans fund er allerede på vej til at blive omsat til nye behandlingsformer for svær overvægt.
Med støtte fra prisen vil Zachary Gerhart-Hines igangsætte et projekt, der afprøver en ny kombination af intervention og behandling, der skal komme udenom nogle af de begrænsninger, der er ved de nuværende medicinske behandlinger mod svær overvægt. Målet er at bevare muskelmasse, øge energiomsætningen og sikre et varigt vægttab.
“At modtage Flemming Quaade Prisen er en utrolig ære og markerer et dybt personligt og professionelt højdepunkt. Denne anerkendelse bekræfter betydningen af vores samlede indsats og giver inspiration til fortsat at udvikle behandlinger, der kan gøre en varig forskel for mennesker, der lever med svær overvægt,” siger Zachary Gerhart-Hines.
Når kost og tarmflora former kroppens stofskifte
Malte Palm Suppli, overlæge i endokrinologi ved Nordsjællands Hospital, modtager den første Early Career Obesity Research Award for sin forskningsbaserede indsats i at forstå de stofskiftemæssige konsekvenser af svær overvægt.
Suppli har bidraget med ny viden om, hvordan svær overvægt og relaterede sygdomme som type 2-diabetes og metabolisk fedtleversygdom udvikler sig og påvirker hinanden over tid. Gennem kliniske interventionsstudier har han undersøgt, hvordan kost, lever og tarmens mikrobiom interagerer og påvirker kroppens stofskifte.
I sit kommende projekt vil Suppli undersøge, hvordan et højt indtag af ultraforarbejdede fødevarer påvirker tarmens beskyttende barriere og om det medvirker til kronisk inflammation og langvarige forstyrrelser i kroppens stofskifte. Prisen giver Suppli mulighed for at forfølge denne forskning med dedikeret finansiering og fordybelse.
“Jeg er dybt beæret over at modtage denne pris. Det er et stort incitament til at fortsætte arbejdet med at forstå, hvordan kost og stofskifte hænger sammen – og hvordan vi kan omsætte den viden til bedre behandling for mennesker, der lever med svær overvægt,” siger Malte Palm Suppli.
Om priserne
The Flemming Quaade Prize for Outstanding Obesity Research blev indstiftet i 2025 for at ære arven efter professor Flemming Quaade (1923–2007) – en dansk pioner inden for forskning i forebyggelse og behandling af overvægt og svær overvægt. Prisen omfatter 1 million kroner, hvoraf 900.000 kroner går til ny forskning og 100.000 kroner er en personlig pris. Novo Nordisk Fondens Early Career Obesity Research Award ledsages af 500.000 kroner til forskning i en toårig periode. Formålet med priserne er at styrke dansk forskning i svær overvægt ved at anerkende både erfarne forskningsledere og fremtidens talenter. Det er et uafhængigt, internationalt bedømmelsesudvalg, der har udvalgt prismodtagerne.
Modtagerne bliver hædret ved DSAF’s årsmøde den 14. november 2025 i Nyborg, hvor de præsenterer deres forskning – og inviteres til at vende tilbage to år senere for at dele resultaterne af de projekter, som priserne har muliggjort.
Om DSAF
Dansk Selskab for Adipositasforskning (DSAF) blev grundlagt i 1984 med det formål at fremme forskning, undervisning og forståelse af svær overvægt. Selskabet repræsenterer dansk forskning internationalt og bidrager til at forebygge og afhjælpe konsekvenserne af svær overvægt i den danske befolkning.