Ansøg om midler

To nye priser til forskere indenfor ernæring og svær overvægt hos børn

Novo Nordisk Fonden og The American Society for Nutrition Foundation er stolte over at kunne offentliggøre navnene på modtagerne af de første Henrik Dam og Flemming Quaade priser, der uddeles som anerkendelse af to visionære forskere, hvis arbejde er med til at forme fremtiden inden for ernæringsvidenskab og folkesundhed.

  • Julia Finkelstein tildeles The Henrik Dam Award for Scientific Discovery in Nutrition
  • Andrew Agbaje modtager The Flemming Quaade Award for Innovative Approaches to Childhood Obesity

Priserne er opkaldt efter de danske forskere Henrik Dam og Flemming Quaade, og skal tilskynde innovation og støtte den næste generation af førende forskere inden for ernæringsvidenskaben.

”Vi er meget glade for at kunne lykønske de to første vindere af priserne. Disse priser har til formål at anerkende fagfolk tidligt og midt i karrieren for deres innovative forskning inden for ernærings- og sundhedsvidenskab.” udtaler Arne Astrup, Professor, dr.med. og Senior Vice President for Obesity & Nutrition Science hos Novo Nordisk Fonden.

”82 år efter, at Henrik Dam modtog Nobelprisen for sit arbejde med K-vitamin, modtager dr. Finkelstein nu den første Henrik Dam Award for sit banebrydende arbejde med B12-vitamin, og understreger dermed igen vigtigheden af forskning i mikronæringsstoffer. God ernæring er grundlæggende for vores generelle sundhed, og prioritering af forskning på dette område vil gøre en forskel for den globale sundhed. Vi glæder os til at fejre prisvindernes bemærkelsesværdige bidrag til ernæringsområdet på NUTRITION 2025,” siger Arne Astrup.

”Dr. Finkelsteins og dr. Agbajes forskning er gode eksempler på den videnskabelige gennemslagskraft, vi gerne vil hylde med disse priser. Det er af afgørende betydning, at evidensbasen udvides, for at kunne bygge bro over videnshuller og støtte ernæringsinterventioner,” udtaler Paul M. Coates, PhD, Chair, Board of Trustees hos the American Society for Nutrition Foundation. ”Vi er meget taknemmelige for Novo Nordisk Fondens særlige engagement i at støtte disse talentfulde forskere.”

Dr. Julia Finkelstein tildeles Henrik Dam Award for Scientific Discovery in Nutrition

Julia Finkelstein, ScD, MPH, en globalt anerkendt ekspert i B12-vitamin og one-carbon metabolisme, er valgt som den første modtager af The Henrik Dam Award for Scientific Discovery in Nutrition, som hædrer fagfolk midt i karrieren for fremragende forskningsbidrag til forståelsen af mikronæringsstoffer, ernæringsstatus og/eller metabolisme. Hun er lektor i epidemiologi og ernæring ved Division of Nutritional Sciences og direktør for Maternal and Child Nutrition Program ved Cornell University.

Dr. Finkelsteins banebrydende forskning har påvist en stor global byrde af B12-vitamin-mangel hos kvinder i den fødedygtige alder og identificeret perikonceptionel B12-vitamins kritiske rolle for mødres og børns sundhed. Gennem befolkningsbaseret biomarkørovervågning, longitudinelle kohorteundersøgelser og randomiserede kliniske forsøg har dette arbejde skabt grundlaget for evidensbaserede interventioner og politikker til at forbedre kvinders og børns sundhed. Med metodologisk stringens har dr. Finkelsteins arbejde påvirket kliniske retningslinjer og ernæringspolitik på globalt plan, herunder gennem samarbejde med U.S. Centers for Disease Control and Prevention og Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Dr. Sander Kersten, Director of the Division of Nutritional Sciences hos Cornell University, siger: ”Det glæder os meget, at dr. Finkelstein er den første modtager af denne nye pris. Det er yderst velfortjent, og den udgør en stor anerkendelse af hendes forskning og dens globale indflydelse.”

Dr. Finkelstein har, ud over sine videnskabelige resultater, udvist et stort engagement for vejledning og mentorprogrammer og styrkelsen af kapacitet på globalt plan, herunder NIH-træningsprogrammer i ernæring og mødres og børns sundhed, samt omkring udviklingen af Cochranekurser og ernæringsforskningsmetode-kurser, der har givet hundredvis af sundhedspersoner i lav- og mellemindkomst-miljøer med afgørende forskningsfærdigheder.

Prisen omfatter en forskningsbevilling på DKK 1,7 millioner; DKK 300.000 til prismodtageren personligt; en bevilling, så hun kan være vært for et symposium på hendes hjeminstitution; samt en invitation til en plenarforelæsning på NUTRITION 2025, flagskibsmødet for American Society for Nutrition, der finder sted den 31. maj til 3. juni 2025 i Orlando, Florida, USA.

Dr. Andrew Agbaje modtager Flemming Quaade Award for sine innovative tilgange til svær overvægt hos børn
Andrew Agbaje, MD, MPH, PhD, FACC, FESC, FHAA, FNYAM, bliver den første modtager af The Flemming Quaade Award for Innovative Approaches to Childhood Obesity, som hædrer læger tidligt i karrieren, der har ydet ekstraordinære bidrag til forebyggelse eller håndtering af svær overvægt hos børn. Dr. Agbaje er Associate Professor of Clinical Epidemiology and Child Health ved University of Eastern Finland.

Dr. Agbajes banebrydende forskning har vist, at forholdet mellem taljeomkreds og højde mere præcist kan forudsige svær overvægt og metaboliske sygdomme end det traditionelle body mass index (BMI). Han lancerede for nylig en klinisk beregner baseret på dette målesystem, der potentielt kan blive et transformativt værktøj til tidlig opdagelse og håndtering af svær overvægt hos børn. Dr. Agbaje opdagede, at arteriel stivhed kan være en hidtil ukendt risikofaktor for svær overvægt og insulinresistens hos børn, og han blev for nylig kåret som verdens tredjebedste højtrangerende forsker inden for specialet arteriel stivhed.

Hans forskning har desuden vist, at ungdomsårene udgør et kritisk vindue for at kunne afbryde den patologiske cyklus for fedtmasse og insulinresistens. Især har han vist, at fysisk aktivitet med let intensitet er en yderst effektiv strategi til at vende overdreven fedtophobning forårsaget af stillesiddende adfærd i barndommen. Dr. Agbaje har fungeret som ekspertrådgiver for WHO’s komité for forebyggelse af svær overvægt hos børn.

Prisen inkluderer et forskningsstipendium på DKK 500.000 og et rejsestipendium til at afholde et foredrag på NUTRITION 2025.

En investering i ernæringsvidenskabens fremtid
Disse priser er en del af et flerårigt partnerskab mellem ASNF og NNF med det formål at anerkende de kommende stjerner inden for ernæringsforskningen og fremskynde nye gennembrud for den globale sundhed. Novo Nordisk Fonden har afsat midler til priserne frem til 2027 og har ingen indflydelse på udvælgelsen af prismodtagerne.

Om American Society for Nutrition Foundation
American Society for Nutrition Foundation (ASNF) supplerer og understøtter American Society for Nutritions prioriteter og aktiviteter gennem formidling og anvendelse af ernæringsvidenskab og uddannelse for at forbedre folkesundheden og klinisk praksis på verdensplan – og fremmer selskabets rolle som en global leder inden for ernæring, sundhed og velvære. ASNF’s brede portefølje af aktiviteter omfatter uddannelse, priser og stipendier samt anerkendelse af ”lifetime achievements” gennem det berømte Fellows-program. ASNF indsamler også midler til at omdanne de aktuelle udfordringer, som ernæringsfeltet står over for, til muligheder, der understøtter fremtiden. Hjemmeside: nutrition.org/foundation.

Yderligere information

Lars Hvidberg
Communications Specialist
[email protected]