Ansøg om midler

Bente Lauridsen Kühl

Novo Nordisk Fondens Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris 2026

Novo Nordisk Fondens Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris - 2026

Bente Lauridsen Kühl har med stor faglighed og kreativitet skabt et inspirerende naturvidenskabeligt miljø på NGG. Hun engagerer elever gennem undervisningsforløb, der kobler kemi med samfundsrelevante emner, fx samarbejde med ALK Abello om udvikling af allergivaccine. Gennem konkrete forsøg og inddragelse af aktuel forskning gør hun undervisningen levende og relevant.

Bentes indsats har motiveret mange elever til at fordybe sig i naturvidenskabelige projekter og talentforløb, hvor de har arbejdet med aktuelle problemstillinger inden for kemi og biologi. Elevernes øgede interesse for naturvidenskab, har ført til deres deltagelse i konkurrencen ”Projekt Forskerspirer”, som har styrket deres faglige selvtillid.

Hun har udviklet initiativer som “Education on Demand”, hvor gymnasieelever formidler kemi til grundskoleelever med temaer som “Madkemi” og “Fart på kemien”. Disse aktiviteter har ikke kun givet de ældre elever erfaring med formidling, men også inspireret yngre elever til at udforske naturvidenskab. Samtidig har samarbejdet på tværs af klassetrin og med eksterne aktører bidraget til at skabe et stærkt fagligt fællesskab.

Med prisen hædres Bente for sin brede og inkluderende indsats, der har løftet naturvidenskaben på gymnasiet, og for at skabe nye muligheder for læring og samarbejde på tværs af elever og lærere.