Liza og Nathalia er undervisere på Københavns Universitet hvor de med deres forskergruppe “One Health & Sustainability” har udviklet tværfaglige undervisningsforløb om bæredygtighed og grøn omstilling. One Health-tilgangen søger at forbedre sundheden og trivsel for mennesker, dyr og miljøet gennem innovativ, tværsektoriel og systematisk udvikling
Deres arbejde er baseret på forskningsprojektet “Cattle Crossroads”, hvor de undersøger mulighederne for at nedskalere intensiv husdyrproduktion. Undervisningen er intens, men Liza og Nathalia har tilpasset undervisningen og møder de studerende i øjenhøjde så de skaber et læringsmiljø, hvor komplekse emner og nye perspektiver bliver spændende.
Teamet anvender innovative didaktiske og pædagogiske tilgange, der inkluderer projektpædagogik og problembaseret læring. De studerende deltager aktivt i ekskursioner og seminarer, hvor de lærer at kombinere kvalitative og kvantitative metoder. Dette øger læringsværdien og giver dem en dybere forståelse af bæredygtighedsrelaterede emner.
Med prisen hædres Liza og Nathalia for deres enestående og unikke tværfaglige indsats, deres innovative brug af feedback fra studerende, og deres evne til at knytte bånd mellem universiteter, gymnasier og folkeskoler.