CAPTURE er et syvårigt, landsdækkende forskningsprojekt, der skal understøtte udviklingen af ny viden om hjertesvigt med bevaret pumpefunktion (HFpEF), en kompleks og udbredt sygdom, som rammer millioner af mennesker globalt.
Projektet er forankret på Herlev og Gentofte Hospital og involverer hospitaler og forskere fra alle fem danske regioner. Ved at bruge banebrydende teknologi til dybdegående biologiske undersøgelser af hjerte-lunge-kar-systemet og andre relevante organsystemer, i kombination med innovative måder at nå ud til personer med tidlige stadier af HFpEF, sigter CAPTURE mod at undersøge de underliggende mekanismer bag sygdommen og revolutionere, hvordan vi identificerer, forstår og behandler HFpEF i fremtiden.
Ved hjælp af danske registre vil forskerne identificere individer med risikofaktorer for HFpEF. Blandt disse vil en række udvalgte borgere mellem 50 og 90 år blive kontaktet via Digital Post med et spørgeskema, som skal hjælpe med at identificere borgere med mulige symptomer på HFpEF. Op til 30.000 danskere i alderen 50–90 år med risikofaktorer og symptomer forenelige med HFpEF vil derefter blive inviteret til AI-assisterede undersøgelser, og blandt disse vil 5.000 personer med høj risiko for HFpEF gennemgå dybdegående undersøgelser af hjerte-lunge-kar-systemet og andre relevante organsystemer.
Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden med en bevilling på 473 mio. kr.
Læs mere på captureheart.dk & Historisk stor bevilling til forskning i alvorlig og udbredt hjertesygdom – Novo Nordisk Fonden
Se filmen om CAPTURE: