ENERGY HUB er et initiativ ved AAU Energi på Aalborg Universitet (AAU). Visionen er at skabe et forbundet økosystem for uddannelse i bæredygtige energisystemer, der skal give studerende, lærere, børn og offentligheden adgang til den nyeste forskningsbaserede viden om fremtidens energiformer.
På lang sigt er målet at sikre opbakning i befolkningen samt opbygge de kompetencer og den arbejdsstyrke, der er nødvendig for at drive samfundets omstilling til grøn energi og bidrage til, at Danmark kan realisere sin erklærede målsætning om at være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050.
Centralt for ENERGY HUB’s mission er etableringen af en ny undervisningsplatform i form af en energipark i miniudgave. Parken vil danne ramme om didaktisk nytænkning og læringsaktiviteter, hvor studerende skal arbejde eksperimentelt og tværfagligt med virkelige teknologier og problemstillinger. Dette skal være med til at styrke interdisciplinær uddannelse i bæredygtighed på universitetet.
Energiparken skal bygges af studerende og forskere på tværs af AAU som en modulopbygget infrastruktur, hvor der kan eksperimenteres med forskellige systemelementer som f.eks. sol, vind, hydrogen, energilagring, Power-2-X og CO2-fangst, samt simulering af scenarier, hvor der inddrages nye energikilder eller hvor energiforsyningsprocesser forsøges forbedret.
Udover at danne rammen om projekter som de studenterende selv driver og hands-on, problembaseret læring på universitetsniveau, tilbyder ENERGY HUB oplæring og kapacitetsopbygning for universitetsundervisere og skolelærere, såvel som aktiviteter, der skaber engagement og inspiration for en bredere skare, f.eks. i form af science camps, workshops og skolebesøg.
Ambitionen er, at gøre ENERGY HUB til et forbillede for, hvordan man kan integrere forskning, uddannelse og samarbejde inden for bæredygtige energiformer i Danmark og Europa.
Initiativet drives af AAU Energy ved AAU, i samarbejde med Aalborg Centre for Problem Based Learning in Engineering Science and Sustainability (under UNESCO), TNU – Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Professionshøjskolen UCN samt en række skoler og gymnasier.
Novo Nordisk Fonden har bevilget op til 53 millioner kr. til ENERGY HUB for perioden 2026-2032.