Ansøg om midler

PIG-PARADIGM – forskning i grises tarmflora

Novo Nordisk Fonden har bevilget 150 millioner kroner til et interdisciplinært forskningsprojekt, der kan bane vejen for at reducere brugen af antibiotika i griseproduktionen.

Antibiotika bruges til at behandle eller forebygge mange bakterielle infektioner, for eksempel i tarmen hos smågrise, der ofte udvikler diarré når de stopper med at die. Antibiotikaresistens opstår naturligt, men overforbrug betyder, at midlerne bliver mindre effektive. Om bare 30 år vil antibiotikaresistens være den tredjestørste dødsårsag i verden, forudser WHO.

I projektet PIG-PARADIGM indsamler forskere fra universiteter i Danmark, USA og Holland viden om grises tarm-mikrobiom. Griseproduktion er nemlig en af de globale storforbrugere af antibiotika, og kan forskerne finde løsninger, der kan reducere brugen af antibiotika i griseproduktionen, kan de også komme tættere på at bekæmpe antibiotikaresistensen.

Forskerne vil nærstudere smågrisenes tarmflora og undersøge, om ændringer i kostsammensætningen eller miljøet kan påvirke tarmfloraen i en sådan grad, at der kan bruges betydelig mindre mængder antibiotika og dermed undgår at blive resistente over for antibiotika.

Tarmprøver fra grise og de mange data, som indsamles, kommer under lup hos både forskere i Danmark (Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Aalborg Universitet) og internationalt (University of California, Davis og Wageningen University & Research i Holland). Samarbejdet på tværs af institutioner og grænser sikrer det helt rigtige team af forskere og de rette teknologier og dyrestudier til at finde svarene.

Udgivet
05 May 2022