Apply for grants

Andreas Obel-Jørgensen og Niels Erik Wegge

Novo Nordisk Fondens Naturvidenskabelige Gymnasielærerpris 2020 (ØST)

Novo Nordisk Foundation Prize for Upper-secondary School Science Teachers - 2020

Andreas Obel-Jørgensen og Niels Erik Wegge underviser i fagene matematik og fysik på Birkerød Gymnasium og har gennem deres smittende begejstring skabt et rigt læringsmiljø med vægt på innovation, inspiration, høj faglighed og vidensdeling blandt kollegaer og elever.

En elev udtaler: ”Både Niels og Andreas har været gode til at formidle indholdet på en forståelig og ofte også humoristisk måde, hvilket var utroligt motiverende. Det var super fedt at få mulighed for at fordybe sig i noget mere nørklet matematik med fokus på at lære og forstå frem for at opnå den ønskede karakter.”

Blandt Andreas Obel-Jørgensens og Niels Erik Wegges mange initiativer kan man særligt fremhæve innovation i naturvidenskab, læring gennem robotter samt ”InterMat”. InterMat er et tilbud til alle interesserede elever i 2. g og 3.g, ikke blot de særligt talentfulde, om at arbejde med matematiske emner, som er fælles for universiteternes 1. års kurser. Gennem arbejdet med InterMat bygges bro til de videregående uddannelser
og glæden ved matematik foldes ud. InterMat er et populært kursus blandt eleverne, som udfordrer og bidrager til skabelsen af et stærkt fagligt og socialt miljø. Gennem Andreas Obel-Jørgensens og Niels Erik Wegges vedholdende indsats er det vokset til et netværk på 20 gymnasier, som siden 2019 er blevet udviklet i samarbejde mellem DTU og Birkerød Gymnasium.

Som faglærere tager teamet gang på gang initiativ til efteruddannelsesdage for deres fagkolleger, og de bidrager til både faglige og pædagogiske nye projekter.

Med prisen hædres Andreas Obel-Jørgensen og Niels Erik Wegge for deres samarbejde hvor de igennem ved hjælp af smittende begejstring motiverer og hjælper gymnasieelever med at åbne matematikkens og fysikkens verden i stofområder, der kan opleves som vanskelige og gøre disse nemmere tilgængelige, samt for deres inspirerende og eksemplariske arbejde med brobygning til de videregående uddannelser.