Apply for grants

Søren Krogh Hansen

Naturfagsunderviser på pædagoguddannelsen

Novo Nordisk Foundation Prize for Science Childhood Educators - 2022

Søren Krogh Hansen går foran ved eksemplets kraft med udviklingen af sciencepædagogiske emner, aktiviteter og materialer til undervisningen af pædagoger på Københavns professionshøjskole.

Søren tilrettelægger undervisningens aktiviteter med udgangspunkt i det sansende, oplevende, undrende, erfarende, legende, spørgende, nysgerrige og eksperimenterende og gerne igennem peer-to-peer bearbejdninger. Søren arrangerer eksempelvis vandreture langs Mølleåen, hvor STEM-fagene kobles til et historisk og kulturhistorisk perspektiv, Desuden faciliterer han møder mellem de studerende og eksterne samarbejdspartnere, for eksempel naturvejledere, geologer ved Faxe kalkbrud, lystfiskere, skoletjenesten i Zoologisk Have samt historikere og arkæologer ved Københavns Museum.

Sørens arbejde med det legende, nysgerrige og eksperimenterende i dagtilbuddene er med til at sætte fokus på, at de studerende ikke skal lave ”skole” i børnehave og vuggestue men i stedet tage udgangspunkt i børneperspektivet for at skabe lyst og motivation hos børnene. Barnets forståelse af tyngdekraft er spirende i dagtilbuddet gennem leg, hypotese, beskrivelse og eksperiment – og noget der kan bygges videre på op igennem folkeskole, ungdomsuddannelse og voksenuddannelse.

Søren er altid åben for sparring med kolleger omkring igangsættelse af sciencepædagogiske aktiviteter, både i grundfagligheden og inden for specialiseringsdelen og påtager sig gerne ekstra vejledning af grupper omkring det sciencepædagogiske perspektiv. Søren indgår desuden aktivt i fagmiljøet omkring sciencepædagogik, matematisk opmærksomhed og bæredygtighed ved Pædagoguddannelsen Københavns Professionshøjskole.

Med prisen hædres Søren Krogh Hansen for på forbilledlig vis at drive udviklingen vedrørende sciencepædagogik i daginstitutioner med stor inddragelse af studerende og kolleger på Københavns Professionshøjskole og i sektoren i øvrigt.