menu
https://novonordiskfonden.dk/da/nyheder/behandling-af-osteoporose-skal-goeres-bedre/

Behandling af osteoporose skal gøres bedre

Behandling af osteoporose skal gøres bedre

14 jan 2022

Professor Bente Lomholt Langdahl fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har modtaget 25 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til i samarbejde med kollegaer fra hele landet at undersøge, hvordan man bedst behandler personer med osteoporose.

650.000 danskere lider af osteoporose, men kun 172.000 ved det, og af dem er blot 90.000 i behandling. Den behandling skal med bevillingen gøres bedre.

»Som det ser ud i dag, har vi store udfordringer i forhold til at få patienter med høj risiko for knoglebrud i behandling og i forhold til at finde den rette behandling til både på kort og lidt længere sigt at modvirke knoglebrud hos den enkelte patient. I forskningsprojektet skal vi derfor lave fire store forsøg, hvis resultater skal gøre behandlingen på området bedre. Målet er, at personer med osteoporose skal have en langt mere individualiseret behandling, der ikke bare virker på den korte bane, men også vil forhindre antallet af knoglebrud i ti år eller mere. Forskningsresultaterne vil også få stor indflydelse på behandlingen af osteoporose internationalt,« siger Bente Lomholt Langdahl.

Forskningsprojektet går under navnet Optimised Long Term Management of Osteoporosis (OPTIMISE) og ledes af en gruppe forskere fra Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital, Hvidovre Hospital, Aalborg Universitetshospital, Holbæk Hospital og Køge Hospital i samarbejde med andre hospitaler med forskningsmæssig interesse for osteoporose.

Tre kliniske forsøg skal ændre guidelines
I forskningsprojektet, der varer fem år, skal forskerne fra de danske hospitaler lave tre kliniske studier og etablere et register over forekomsten og behandlingen af osteoporose i Danmark.

  • Det ene kliniske studie har som formål at undersøge, hvordan man bedst benytter Evenity (romosozumab), der er et nyt og meget effektivt lægemiddel mod svær osteoporose. Normalt er patienter i behandling med Evenity i 12 mdr., hvorefter de overføres til en anden behandling, men her vil forskerne undersøge, om det ikke er bedre at behandle med Evenity i seks mdr., derefter en anden behandling i 12 mdr. og så behandling med Evenity igen.
  • I det andet kliniske studie skal forskerne undersøge konsekvenserne af behandlingspause med alendronat efter tre til fem år, som er almindelig praksis i dag. I studiet vil forskerne undersøge risikoen for knoglebrud hos patienter, der holder pause, sammenlignet med patienter, der fortsætter behandlingen. Forskerne vil også undersøge risikoen for sjældne bivirkninger hos de patienter, der fortsætter behandlingen, ligesom de vil kigge på omkostningerne i forhold til kontrol af patienter, der holder pause med behandlingen.
  • I det tredje kliniske studie vil forskerne finde ud af, om det er muligt at udgå knogletab og dermed tilbagefald hos patienter, der stopper behandling med antistoffet Prolia. Forskerne vil i studiet lade patienter komme ud af behandling med Prolia via en overgangsbehandling med zoledronat og undersøge, hvordan zoledronat bedst anvendes til dette formål både akut og på lidt længere sigt.

»Vi ved godt, hvordan vi skal behandle osteoporose på den korte bane, men her får vi viden om, hvad der bedst kan betale sig på lang sigt. Mange patienter dropper ud af behandlingen, fordi de ikke rigtig ved, hvor deres behandling er på vej hen. Det kan vi forhåbentlig ændre på ved at have data til at understøtte valg af behandling både i forhold til opstart og på længere sigt,« forklarer Bente Lomholt Langdahl.

Vil etablere dansk osteoporosedatabase
I den sidste del af forskningsprojektet vil forskerne etablere en database med informationer vedrørende osteoporose i Danmark. I dag samles data fra DXA-skanningerne, som læger bruger til at vurdere graden af osteoporose, ikke direkte i registre, men opbevares i databaser på de enkelte hospitaler, der udfører undersøgelserne.

De data vil i det fjerde studie i OPTIMISE blive samlet og kombineret med data fra eksisterende registre vedrørende blandt andet andre sygdomme, behandlinger og knoglebrud.

»Det er data fra den virkelige verden, som kan supplere resultaterne fra de kliniske studier, så vi også kan vurdere, hvordan det går patienterne, når de ikke indgår i studier, hvor der holdes godt øje med dem og deres knoglehelbred. Samlet set har forskningsprojektet potentialet til at pege på, hvordan vi mere individuelt behandler personer med osteoporose på både kort og lang sigt,« siger Bente Lomholt Langdahl.

Styrkelse af nationalt samarbejde
Støtten til Bente Lomholt Langdahl er uddelt i form at et Non-Diabetic Endocrinology National Thematic Collaborative Grant på 25 mio. kr., der uddeles en gang årligt.

Bevillingerne giver forskere inden for det endokrinologiske felt muligheden for at etablere store forskningsprojekter med samarbejdspartnere i hele landet.

Formålet med bevillingerne er at styrke det kliniske forskningssamarbejde inden for ikke-diabetisk endokrinologi samt Danmarks styrkeposition på den internationale scene, når det kommer til forebyggelse og behandling af ikke-diabetiske endokrinologiske sygdomme.

To yderligere bevillinger

Foruden bevillingen til Bente Lomholt Langdahl har Novo Nordisk Fonden netop uddelt yderligere to bevillinger inden for området Non-Diabetic Endocrinology

Overlæge Rikke Beck Jensen fra Rigshospitalet modtaget 9,9 mio. kr. til forskningsprojektet The Danish Puberty Study – a National Cohort Study. Incidence, Etiologies and Novel Treatment Strategies for Precocious Puberty.

Og postdoc Line Tang Møllehave fra Frederiksberg- og Bispebjerg Hospital har modtaget 4,7 mio. kr. til forskningsprojektet Effects of the Danish Iodine Fortification Program: Consequences for Thyroid Health in Children and Adults.

Yderligere information:

Christian Mostrup, pressechef, Novo Nordisk Fonden, tlf.: 3067 4805.