menu
https://novonordiskfonden.dk/da/nyheder/birgitte-nauntoftes-indlaeg-ved-uddannelses-og-forskningspolitisk-topmoede-paa-dtu/

Birgitte Nauntoftes indlæg ved Uddannelses- og Forskningspolitisk topmøde på DTU

Birgitte Nauntoftes indlæg ved Uddannelses- og Forskningspolitisk topmøde på DTU

07 okt 2020

På topmødet den 7. oktober 2020 deltog en række aktører fra uddannelses- og forskningsverden, blandt andre uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen samt uddannelses- og forskningsordførerne fra de politiske partier. Læs mere om det virtuelle topmøde her.

Birgitte Nauntoftes indlæg handlede om balancen mellem offentlig og privat forskningsfinansiering samt, hvor vidt forskningsbudgettet skal være konjunkturbestemt. Det talte ord gælder.

“Tak for invitationen til at komme her i dag. Jeg er blevet bedt om at forholde mig til to spørgsmål, nemlig om balancen mellem offentlige og private forskningsmidler er den rigtige og, om forskningsbudgettet skal være konjunkturbestemt.

Jeg vil starte med det sidste spørgsmål, nemlig om forskningsbudgettet skal være afhængigt af konjunkturerne – og altså låst til BNP, som det er i dag.

Først vil jeg sige, at forskningsbudgettet under den nye regering jo faktisk er gået fra at være et loft til at være et gulv.

Det er en god start, og det vil jeg gerne vil kvittere for.

Men der er stadig udfordringer:

Gulvet er ikke fast, det er flydende, netop fordi niveauet er afhængigt af BNP udviklingen.

Et fast gulv under forskningen ville være den bedste løsning.

Ser vi på udviklingen over de seneste 10 år, er det værd at bemærke, at statens bevillinger på finansloven har ligget stabilt de seneste 10 år – lige omkring 17 mia. kr. Statens bevillinger er altså stagneret.

De øvrige midler kommer fra regioner og kommuner og internationale kilder, herunder EU.

Med andre ord er det den øvrige finansiering, der er vokset over de senere år, ikke statens.

Hvor finanslovsbevillingerne til forskning udgjorde 84 pct. af det offentlige forskningsbudget i 2010, så udgjorde de 74 pct. i 2018.

Det skyldes blandt andet, at forskerne er blevet bedre til at hjemtage midler fra EU, og at kommuner og regioner har prioriteret forskningen højere.

Vi bør gøre op med den mekanisme, at når internationale, kommunale og regionale bidrag stiger, så falder statens bidrag.

Så nej, forskningsbudgettet bør ikke alene være konjunkturbestemt.

Den offentlige forskningsfinansiering bør bero på et mere langsigtet, politisk mål for, hvad man vil bevilge til forskningen over en årrække – naturligvis pris- og lønreguleret.

På den måde, kan man lægge en klar strategi for, hvad man vil, og er ikke afhængig af hverken BNP præstationen i det enkelte år med risiko for udsving, eller af fx EU-midler.

Man havde faktisk sådan en tilgang tidligere, men siden er fokus blevet rettet stift mod konjunkturerne, og det er ikke godt for forskningen.

Forskningen arbejder langsigtet, og dermed er stabilitet over tid afgørende – frem for usikkerhed pga faldende BNP i et enkelt år, som det er nu.

Så svaret på det første spørgsmål er nej.

Forskningsbudgettet skal ikke være konjunkturbestemt.

Derimod bør det være bestemt af en klar strategi, der er langsigtet – ligesom forskningen.

Det andet, jeg er blevet bedt om at tale om, er balancen mellem offentlige og private bidrag til den offentlige forskning.

Der er stor forskel på størrelsen af de to bidrag og på aktørernes roller:

(a) Det offentlige er, og vil altid være, den største aktør.
Det offentlige har ansvar for at sikre solide forskningsinstitutioner og for at sikre fundamentet og bredden i den offentlige forskning.

Det må aldrig blive en privat opgave.

(b) De private bidragsydere, som inkluderer fondene, udgør et væsentligt supplement til denne indsats.

Forskning er et træ med en stor krone, som repræsenterer bredden. Det offentlige og de private bidragydere har et fælles ansvar for at få træet til at trives, gro og lave nye skud.

De offentlige bidrag sikrer sunde, solide rødder og en bred krone.

De private bidrag giver næring til bestemte grene og fremelsker udvalgte nye skud.

Sådan vil det fortsat være. Også selvom vi i disse år ser flere fonde, som øger niveauet betragteligt.

Vi kan aldrig erstatte den offentlige indsats, og systemet må ikke blive for afhængigt af de private bidrag.

De private kan være katalysatoren, som kan bruges til at sparke forandringer i gang, men må ikke blive set som grundlaget for forskningen.

Der kan komme kriser og andet, som gør, at fondene pludselig skifter fokus eller mister sine økonomiske muskler.

Det afgørende er, at vi supplerer hinanden, og at det foregår på et stærkt offentligt fundament.

Ser man på de faktiske tal, så udgjorde de private udbetalinger til forskning på de danske universiteter i 2018 3,3 mia. kr. ud af samlet ca. 17,5 mia. kr.

Jeg er optaget af, at vi spiller hinanden gode, og at vi sammen giver næring til træet, så det kan vokse.

De allerbedste vækstforhold kommer, når der både i den offentlige og private sektor er et ønske om at øge bidraget til forskningen.

Derfor er jeg ikke så optaget af spørgsmålet om balance.

Stillet på spidsen, kunne man spørge:

”Skulle vi som fond fx stå stille og tilbageholde midler, vi faktisk har klar til udbetaling, hvis den offentlige finansiering er vigende? ”

Jeg mener ikke, at det giver mening at pege på en balance og sige, at den er entydigt rigtig eller forkert.

Når det er sagt, så er vores midler ikke tænkt som en erstatning for den offentlige finansiering, og flytter staten sig væk fra et område, vil vi også gøre det. Vi lapper ikke huller.

Vi støtter som fond kun den frie forskning – altid. Men det skal ske på en solid bund af offentlig finansiering af grundforskningen.

Grundforskningen er alfa og omega, og her er det statens rolle at sikre det rette fundament. Det er den langsigtede bund under forskningen, som alle vi andre er afhængige af.

Lad mig kort opsummere mine pointer.

Forskningsbudgettet bør være en langsigtet offentlig bevilling, som ikke varierer fra år til år med BNP. Naturligvis stadig med det udgangspunkt, at vi har en bund på 1 pct. af BNP – og meget gerne mere.

Statens bidrag til forskningen er sakket agterud, og det er på tide, at man gør noget ved det.

Balancen mellem offentlige og private bidrag er ikke det afgørende, da vi varetager forskellige opgaver.

Vi giver næring til det samme træ, og vi bør spille hinanden gode.

Fondenes og andre private bidrag til den offentlige forskningsindsats er et supplement og kan aldrig erstatte det offentliges rolle.

Tak for ordet.”