menu

Novo Nordisk Fonden åbner for ansøgninger til tværfaglige uddannelsesprojekter inden for matematik og natur

21 jun
2019

Det er nu muligt at søge støtte til projekter, der udvikler børn og unges matematiske kompetencer, og som integrerer matematik med naturvidenskab eller teknologi. Novo Nordisk Fonden har netop åbnet efterårets ansøgningsrunde med en pulje på 45 mio. kr.

Der er matematik overalt i naturen, og vores matematiske forståelse er central for, at vi kan være forbrugere, beslutningstagere og medskabere i fremtidens teknologi. Vindmølledesignere, robotbyggere og genteknologer bruger matematikkens sprog til at bygge modeller. De arbejder ligesom mange andre med naturvidenskab, kodning og big data, og deres matematiske kompetencer skal udvikles helt fra daginstitutions- og skoleårene.

Med de tematiske uddelinger til matematik i naturvidenskab og teknologi ønsker Novo Nordisk Fonden at støtte projekter, der inddrager matematikken til at opøve børn og unges naturfaglige modelleringskompetencer.

Matematikken skal i spil efter matematiktimen
I ansøgningsrunden kan man søge støtte til projekter, der bringer matematikken i anvendelse og styrker sammenhængen mellem matematik og naturvidenskab.

”I fag som fysik, biologi og kemi undersøger eleverne verden gennem eksperimenter, og med matematikken kan de analysere mønstre i målingerne og sætte resultaterne op i en formel. Med projektstøtten ønsker vi, at anvendelsen af matematik i undervisningen understøtter børn og unges naturfaglige kompetencer – og omvendt”, siger Berith Bjørnholm, der er leder af afdelingen for naturvidenskabelig uddannelse og formidling i Novo Nordisk Fonden.

Hun fortsætter: ”Projekterne vil også kunne medvirke til at gøre overgangen fra grundskole til gymnasier og fra gymnasier til universiteter lettere for de unge mennesker, for i gymnasiet og på de videregående naturvidenskabelige uddannelser er der brug for at kunne sætte matematikken i anvendelse.”

Fra dagtilbud til gymnasier
Projekter om matematik i STEM-sammenhæng kan være rettet mod dagtilbud, grundskoler eller ungdomsuddannelser. Eksempelvis kan der søges om støtte til udvikling og implementering af metoder, materialer og ressourcer til undervisning eller til udviklingsprojekter til kompetenceløft af lærere og pædagoger. Der kan også søges om støtte til projekter, der giver børn og unge læring og oplevelser med matematik og natur i fritiden.

Der kan søges fra 100.000 kr. til 6 mio. kr. til projekter på op til seks års varighed. Ansøgningsfristen er den 10. september 2019 kl. 14.

Efterårets ansøgningsrunde inden for uddannelse og formidling består af de to temaer ”Projektstøtte til matematik i naturvidenskab og teknologi” og ”Projektstøtte til kommunikation og debat om naturvidenskab og teknologi” samt det tilbagevendende opslag om ”Projektstøtte til naturvidenskabelig uddannelse og formidling”. Det sidstnævnte åbner for ansøgninger 3. september 2019.

De to temaer i årets tematiske ansøgningsrunder er udsprunget af anbefalinger fra en række eksperter og aktører i naturfagsundervisningen og med inspiration fra fondens tidligere uddelingsrunder inden for den naturvidenskabelige uddannelse og formidling.

Læs mere om det nye opslag, søgekriterier og ansøgningsprocessen her.

Yderligere information

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk

 

Børn og unges matematiske kompetencer er i fokus i den tematiske ansøgningsrunde, som netop er åbnet hos Novo Nordisk Fonden.

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close