menu
https://novonordiskfonden.dk/da/nyheder/novo-nordisk-fonden-saetter-fokus-paa-alternative-proteinkilder-i-fremtidens-foedevareproduktion/

Novo Nordisk Fonden sætter fokus på alternative proteinkilder i fremtidens fødevareproduktion

Novo Nordisk Fonden sætter fokus på alternative proteinkilder i fremtidens fødevareproduktion

08 jul 2020

En øget belastning af Jordens ressourcer kombineret med et stigende behov for at brødføde verdens befolkning kræver en grundlæggende ændring i vores fødevareproduktion.

I stedet for at fokusere på animalske proteiner skal vi i langt højere grad blive bedre til at forstå, hvordan vi kan udnytte og bearbejde de proteiner, der findes i planter og mikroorganismer i vores fødevareproduktion.

For at imødekomme dette behov sætter Novo Nordisk Fonden i 2021 fokus på, hvordan vi kan udnytte alternative proteinkilder i fremtidens fødevareproduktion. Det sker gennem fondens Challenge Programme, der søger svar på globale udfordringer inden for sundhed eller teknologi. Der kan søges om op til 60 mio. kr. til hvert projekt.

”Vi har en række alternative proteinkilder, som påvirker miljøet i langt mindre grad end husdyrproduktion, eksempelvis planter og mikroorganismer. I mange tilfælde mangler vi imidlertid vigtig viden om, hvordan vi kan bearbejde disse proteiner, så de kan anvendes som fødevarer i stor skala. Derfor sætter vi med dette tema fokus på forskning, som søger at forstå og modulere de funktionelle og strukturelle egenskaber ved planteproteiner og mikrobielle proteiner, så vi kan erstatte animalske proteiner,” siger Claus Felby, Senior Vice President, Biotech, Novo Nordisk Fonden.

Temaet ”Proteiner til fremtidens fødevarer” er et af tre temaer for Challenge Programme 2021. De øvrige er ”Funktionelle  nanomaterialer til anvendelse i biovidenskab” og “Matematisk modellering af sundhed og sygdom”.

Om Challenge Programme
Novo Nordisk Fondens Challenge Programme blev etableret i 2014, og siden har fonden årligt uddelt et trecifret millionbeløb til ambitiøse forskningsprojekter med fokus på globale udfordringer. Challenge Programme er målrettet forskningsprojekter, der med en tematisk tilgang adresserer nogle af de store samfundsudfordringer – heraf navnet Challenge Programme.

Der uddeles op til i alt 360 mio. kr. fordelt på tre temaer i 2021, og der kan søges om op til 60 mio. kr. per projekt. Læs mere om Challenge Programme her.

Yderligere information

Sabina Askholm Larsen, Communications Partner, tlf.: 2367 3226, sla@novo.dk

Sisse Marquina-Jongberg, Scientific Manager, tlf. 7242 2557, smj@novo.dk