Ansøg om midler

Ny Formand for Udvalg for Almen Medicinsk Forskning

Professor og speciallæge Mogens Vestergaard er ny formand for Novo Nordisk Fondens Udvalg for Almen Medicinsk Forskning.

Mogens Vestergaard, professor og speciallæge i almen medicin, Aarhus Universitet, er valgt som ny formand for Novo Nordisk Fondens Udvalg for Almen Medicinsk Forskning.

Mogens Vestergaard afløser Niels Bentzen, professor ved Institutt for Samfunnsmedisin, Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet, Trondheim, og praktiserende læge, Otterup, der udtræder af udvalget.

– Jeg er både glad for og stolt over at være blevet udnævnt til formand i Novo Nordisk Fondens Udvalg for Almen Medicinsk Forskning. Novo Nordisk Fondens postdoc-stipendier spiller en helt afgørende rolle for fastholdelsen af talenter i det almenmedicinske forskningsmiljø. Jeg ser frem til at hjælpe fonden med at udvælge de kandidater, som skal være med til at tegne fremtiden for almenmedicinsk forskning, siger Mogens Vestergaard, der er ansat ved Forskningsenheden for almen praksis & Sektion for almen medicin, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

Morgens Vestergaards formandskab træder i kraft 1. januar 2015.

– Novo Nordisk Fonden vil gerne byde Mogens Vestergaard velkommen som formand for Udvalg for Almen Medicinsk Forskning. Vi glæder os til samarbejdet. Samtidig vil vi gerne takke Niels Bentzen for det dygtige arbejde, han har leveret gennem sit formandskab, siger Birgitte Nauntofte, direktør i Novo Nordisk Fonden

UDDELING AF POSTDOC-STIPENDIER

Udvalg for Almen Medicinsk Forskning uddeler postdoc-stipendier til forskning inden for almen medicin i Danmark. Fokus er på behandling, forebyggelse, almen medicinsk grundforskning eller organisation inden for fagområdet.

Udvalget blev oprettet i 2002 og består af en formand og to øvrige medlemmer. Medlemmer vælges af fondsbestyrelsen for fem år ad gangen efter indstilling fra udvalget.