menu

Øget støtte til naturvidenskabelig og teknisk videnskabelig forskning skal bidrage til opdagelser og nye løsninger til gavn for sundhed og samfund

28 nov
2019

Skabelse af ny viden inden for discipliner såsom kemi, fysik, matematik og datalogi er afgørende for fremskridt og udvikling af nye løsninger på en række af samfundets udfordringer, herunder bæredygtighed.

Novo Nordisk Fonden vil derfor bidrage til at udvikle den naturvidenskabelige og tekniske forskning i Danmark og planlægger at støtte området med et trecifret millionbeløb årligt.

”Langsigtede investeringer inden for det naturvidenskabelige og tekniske område er afgørende for, at Danmark kan vedblive at være internationalt førende på områder såsom klima, økonomi, levestandard og sundhed for de kommende generationer,” siger Lene Oddershede, Head of Nat-Tech i Novo Nordisk Fonden.

Fonden vil understøtte forskning på højeste internationale niveau inden for de naturvidenskabelige og tekniske discipliner med det formål at viden fra disse områder kan skabe grobund for nye gennembrud inden for lægevidenskab og life-science. Da mange store videnskabelige gennembrud sker i grænsefladerne mellem faglige discipliner, vil fonden desuden have et særligt fokus på at fremme samarbejder mellem de klassiske discipliner.

Novo Nordisk Fonden har identificeret fire fokusområder for sine aktiviteter:

Interdisciplinær videnskab: Fonden vil katalysere væsentlige gennembrud i forståelsen af de mekanismer, der er afgørende for liv, sundhed og udvikling, f.eks. inden for bioteknologi, ved at understøtte interdisciplinært samarbejde mellem biologer, kemikere, fysikere, matematikere, læger, ingeniører og dataloger.

Datavidenskab og matematik: Analyse og forståelse af stadig større mængder af data er afgørende for fremskridt inden for de fleste forskningsområder. Fonden vil derfor bidrage til udvikling af banebrydende algoritmer til håndtering og forståelse af store datamængder (big data), der kan anvendes f.eks. inden for kunstig intelligens, maskinindlæring og bioinformatik.

Nye teknologier med medicinsk sigte: Udvikling af ny teknologi har potentiale til at transformere diagnostik og medicinsk behandling samt samfundets bæredygtighed. Gennem støtte til de tekniske videnskaber  ønsker fonden at bidrage til at forbedre fremtidens behandling og diagnosticering og markant forbedre sundhed og bæredygtighed.

Kvante-baseret forståelse af naturlige processer: Gennem realisering af kvantesimulatorer og nye kvanteteknologier vil fonden bidrage til at løse komplekse og vigtige problemer inden for biologi, kemi og medicin, som aktuelt ikke kan løses ved brug af nutidens klassiske computere.

”Målet med vores støtte er at opnå faglige gennembud og ny viden inden for det naturvidenskabelige og tekniske område. Denne viden udgør fundamentet, hvorpå fremskridt inden for sundhed og bæredygtighed bygger, og er altafgørende for Danmarks konkurrenceevne og levestandarden for kommende generationer,” siger Lene Oddershede.

Novo Nordisk Fonden har netop annonceret sine første store initiativer på området. Fonden har afsat knap 300 mio. kr. til at støtte vilde og kreative forskningsideer med NERD programmet inden for naturvidenskab og teknisk videnskab. Læs mere her.

Desuden vil fonden bevilge op til 120 mio. kr. til forskning med det formål at realisere kvantesimulering af komplekse naturlige systemer, der eksempelvis vil kunne give ny viden om, hvordan lægemidler reagerer i kroppen og derved bidrage til at optimere udvikling af ny medicin. Læs mere her.

Yderligere information

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk