menu

Projekt Med Gadeidræt Skal Forebygge Overvægt Og Diabetes Hos Udsatte Børn Og Unge

30 aug
2017

Ulighed i sundhed rammer i særlig grad i udsatte boligområder. Børn og unge i disse områder finder ofte ikke vej ind i idrætsforeninger pga. økonomiske, sociale eller kulturelle barrierer.

Novo Nordisk Fonden har derfor bevilget 9,4 mio. kr. til et nyt forsknings- og innovationsprojekt, ASFALT, der har til formål at forebygge overvægt og diabetes blandt socialt og sundhedsmæssigt udsatte unge. Det skal ske ved at få unge i alderen 8-25 år til at blive mere fysisk aktive i hverdagen gennem deltagelse i gadeidræt og ved at styrke deres sociale relationer.

ASFALT (Aktiviteter og gadeidræt der fremmer Sundhed, Fysisk Aktivitet, Livskvalitet og Trivsel) drives i et partnerskab af not-for-profit gadeorganisationen GAME og Sundhedsfremmeforskning ved Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC).

Projektet tager afsæt i GAME’s arbejde i udsatte boligområder, hvor frivillige, unge rollemodeller uddannes som gadeidrætsinstruktører (Playmakere) og forestår ugentlige træninger i gadeidræt, f.eks. fodbold og basketball, for lokale børn. Samtidig har projektet fokus på måling af effekterne af de sociale indsatser – et område der generelt er mangelfuldt belyst.

”I GAME har vi rigtig gode erfaringer med at arbejde med gadeidræt og frivillige rollemodeller, men forskningsmæssigt er det ikke noget, der er særligt velbelyst. Vi har en ambition om at afhjælpe ulighed i adgang til fællesskaber og et fysisk aktivt liv. Derfor er det vigtigt, at vi bliver klogere på, hvordan GAME i alliance med kommuner og lokale aktører kan sætte fart på nødvendige sociale forandringer,” siger direktør i GAME, Morten Bo Andersen.

ASFALT består af to tæt integrerede indsatser. Den ene handler om helt konkret at udvikle nye og forbedrede metoder og redskaber, der kan hjælpe GAME’s frivillige Playmakere til at arrangere gadeidræt. Det andet er et forskningsspor, som Steno Diabetes Center Copenhagen udfører, hvor de både følger og føder ind til udviklingen.

”ASFALT kombinerer på nytænkende vis sundhedsfremmende indsatser og forskning. Med støtten til projektet ønsker vi at bidrage til, at der udvikles nye koncepter, redskaber eller teknologier, der kan få flere børn og unge fra udsatte boligområder med i bevægelse og fællesskaber og derigennem forbedre deres sundhed,” siger Thomas Alslev Christensen, Head of operations, Novo Nordisk Fonden.

Målet er, at 10.000 børn og unge ved projektets afslutning har deltaget. De udviklede koncepter vil blive afprøvet og taget i brug i fire af landets største kommuner (København, Aalborg, Viborg og Esbjerg) samt en lang række udsatte boligområder over hele landet. Bevillingen dækker de to første af projektets fire faser. Disse løber af stablen i 2018-2019.

”ASFALT er et vigtigt og interessant forsknings- og interventionsprojekt for Sundhedsfremmeforskning på SDCC, fordi det rummer et stort potentiale for at nå nogle børn og unge, som kan være svære at nå. Forskningen kan give os helt ny viden om netop denne målgruppe (og dens udfordringer). Det tætte samarbejde, der lægges op til i projektet med GAME’s udviklere, praktikere, Playmakere og brugere  gør vejen, fra den viden og intervention, der udvikles, til den konkrete anvendelse i praksis, meget kortere,” siger Peter Bentsen, teamleder og seniorforsker,  Sundhedsfremmeforskning, SDCC.

OM GAME

GAME er en gadeidrætsorganisation, som arrangerer åbne træninger i street basket, gadefodbold, dans og parkour i boligområder over hele Danmark samt i gadeidrætshuse i København og Esbjerg. GAME uddanner unge, frivillige GAME Playmakers, der driver de lokale street events og træninger.

GAME Streetmekka København og Esbjerg er gadeidrætshuse i gamle industribygninger, der er renoveret til innovative faciliteter til gadeidræt, streetkultur og fællesskaber. I 2018 åbner GAME Streetmekka tillige i Viborg og Aalborg.

GAME arbejder også i Libanon og fra 2018 i Somaliland.

YDERLIGERE INFORMATION:

Ida Brix, kommunikationschef, GAME, 2628 6553, ida@gamedenmark.org

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk

Novo Nordisk Fonden har bevilget 9,4 mio. kr. til et nyt forsknings- og innovationsprojekt, ASFALT, der har til formål at forebygge overvægt og diabetes blandt socialt og sundhedsmæssigt udsatte unge.

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close