menu

Projekter skal skabe ny viden om hjernens funktioner, nerveskader i øret og bakterier i tarmsystemet

11 jan
2018

En ny metode til at opnå ny viden om hjernens funktioner og dens uforklarlige sygdomme.

Det er, hvad professor Ulrik Lund Andersen og hans samarbejdspartnere håber at kunne udvikle gennem et nyt tværfagligt forskningsprojekt, der kombinerer bl.a. kvantefysik og neurofysiologi. Forskergruppen vil udvikle nye biosensorer, der udnytter unikke magnetisk-optiske egenskaber i diamanter til at opnå billeder med ultrahøj sensitivitet og opløselighed.

”Trods mange års betragtelig videnskabelig indsats, mangler vi stadig fyldestgørende forståelse af, hvordan hjernen virker. I dette projekt vil vi udvikle nye diamantsensorer til afbildning af neuroner i musehjerner og nerver i muskelvæv med høj billede opløsning. Den langsigtede vision er at benytte den nye metode til at opnå ny viden om hjernens funktioner og dens uforklarlige sygdomme,” siger Ulrik Lund Andersen, Institut for Fysik, Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Ulrik Lund Andersens projekt er et af tre projekter, der netop hver har modtaget 15 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden. Bevillingerne er en del af fondens Interdisciplinary Synergy Programme, der yder støtte til nytænkende, tværdisciplinær forskning. Programmet tager afsæt i, at mange sundhedsmæssige udfordringer og spørgsmål kræver løsninger, som ikke findes ved en traditionel fagspecifik tilgang alene.

De øvrige to projekter, der har modtaget bevillinger, har ligeledes begge potentiale til at forbedre menneskers sundhed.

Anja Boisen, professor ved DTU Nanotech, DTU, sætter i sit projekt fokus på godartede bakterier i menneskekroppen. En ubalance i sammensætningen af bakterierne har indflydelse på udviklingen af en række sygdomme, for eksempel betændelsestilstande i tarmsystemet.

”I øjeblikket er det svært at genoprette bakteriesammensætningen i tarmsystemet, hvis den først er kommet ud af balance, og de metoder, man bruger, er ikke særligt effektive. I vores projekt vil vi undersøge en helt ny metode, der på sigt vil gøre det muligt blot at tage en pille for at genoprette systemets balance,” siger Anja Boisen.

Torsten Dau, professor ved Institut for Elektroteknologi, DTU, ønsker i sit projekt at etablere metoder til at måle nerveskader i ørerne hos mennesker som følge af støjeksponering.

”Støj i vores daglige omgivelser har vist sig at give nerveskader på synapser i det indre øre, som ikke kan måles i almindelige høretest. Vores projekt kombinerer MR-skanningsteknologi med audiologi og neurofysiologi for at etablere metoder til at kunne måle disse nerveskader og på sigt behandle dem,” siger han.

Niels-Henrik von Holstein-Rathlou, Head of Research & Innovation Grants i Novo Nordisk Fonden siger: ”Med Synergy-programmet ønsker Novo Nordisk Fonden at fremme en nyskabende tværdisciplinær forskningskultur i Danmark med frembringelse af vigtig videnskabelig synergi. Ambitionen er, at det videnskabelige udbytte bliver større, end hvad udbyttet for de enkelte grupper ville være hver for sig.”

Om projekterne

Bevillingsmodtager:
Ulrik Lund Andersen, professor, Institut for Fysik, DTU.

Medansøgere:
Hartwig Siebner, professor, Danish Research Centre for Magnetic Resonance, Hvidovre Hospital.
Jean-Francois Perrier, lektor, Institut for Neurovidenskab, Københavns Universitet.
Axel Thielscher, lektor, Institut for Elektroteknologi, Danmarks Tekniske Universitet.

Projekttitel:
”Interfacing emerging quantum technology with biology and neurophysiology.”

Projektbeskrivelse:
Den menneskelige hjerne er et usædvanligt komplekst system, hvis funktion vi i dag ikke helt forstår. En dybere forståelse af hjernens underliggende principper udgør derfor et af nutidens største videnskabelige udfordringer. For at opnå større viden om hjernen benyttes i dag forskellige afbildningsteknikker, men de har alle en lav billede opløsning. Projektet vil udvikle nye diamantsensorer til afbildning af neuroner i musehjerner og nerver i muskelvæv med høj billede opløsning. Den langsigtede vision er at benytte den nye metode til at opnå ny viden om hjernens funktioner og dens uforklarlige sygdomme.

 

Bevillingsmodtager:
Anja Boisen, professor, DTU Nanotech, DTU.

Medansøgere:
Tine Rask Licht, professor, Fødevareinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet.
Willem Meindert de Vos, professor, Department of Agrotechnology and Food Sciences, Wageningen University, Holland.

Projekttitel:
“MIMIO – Microstructures, microbiota and oral delivery.”

Projektbeskrivelse:
I menneskekroppen findes der en række forskellige godartede bakterier som er med til at holde os sunde. Faktisk findes der flere bakterieceller end menneskeceller i kroppen. En stor del af disse bakterier lever i vores tarmsystem og de har stor betydning for vores sundhed. En ubalance i sammensætningen af bakterierne har indflydelse på udviklingen af en række sygdomme, for eksempel betændelsestilstande i tarmsystemet. I øjeblikket er det svært at genoprette bakteriesammensætningen i tarmsystemet hvis den først er kommet ud af balance og de metoder man bruger er ikke særligt effektive. Projektet vil undersøge en helt ny metode, der på sigt vil gøre det muligt blot at tage en pille for at genoprette systemets balance. Forskerne vil fylde gode bakterier i meget små beholdere og undersøge om de, når de indtages i en kapsel, kan levere bakterierne til det rette sted i tarmen og genoprette balancen i tarmsystemet. Gruppen vil undersøge hvordan de små beholdere kan fremstilles og fyldes med bakterier og hvordan de opfører sig i celle- og i dyremodeller.

Bevillingsmodtager:
Torsten Dau, professor, DTU Elektro, DTU.

Medansøgere:
Hartwig Siebner, professor, Danish Research Centre for Magnetic Resonance, Hvidovre Hospital.
Charles Liberman, professor, Department of Otolaryngology, Massachusetts Eye and Ear Infirmary, Harvard Medical School.

Projekttitel:
“UHeal: Uncovering Hidden Hearing Loss.”

Projektbeskrivelse:
Vi udsættes i stigende grad for støj i vores daglige omgivelser. Støjeksponering over længere perioder kan give anledning til nerveskader i det indre øre som især påvirker evnen til at forstå tale i støjfyldte omgivelser. Nerveskaderne kan ikke måles i mennesker og afsløres ikke af de kliniske høretest, der anvendes i dag. Dette ’skjulte høretab’ er formentlig udbredt i befolkningen selv hos yngre personer. Dette internationale synergiprojekt kombinerer MR-skanningsteknologi med audiologi og neurofysiologi for at etablere metoder til at måle disse nerveskader i mennesker. Projektet skal udvikle skanningsteknikker til at detektere skader i hørenerven og undersøge, hvilke konsekvenser denne nerveskade har for vores hørelse. Det vil gøre det muligt at udvikle en præcis diagnostik og dermed bedre muligheder for behandling.

Yderligere information:

Ulrik Lund Andersen, professor, Institut for Fysik, DTU,
ulrik.andersen@fysik.dtu.dk

Anja Boisen, professor, DTU Nanotech, DTU,
Anja.Boisen@nanotech.dtu.dk

Torsten Dau, professor, DTU Elektro, DTU,
tdau@elektro.dtu.dk

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden,
tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk

Novo Nordisk Fonden har bevilget i alt 45 mio. kr. til tre forskningsprojekter, hvor målet er at udvikle nye teknologier og metoder, der kan forbedre vores sundhed.

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close