Ansøg om midler

“Rasmus Modsat” Modtager Marie Og August Krogh Prisen 2016

Torben Jørgensen, MD, professor, dr.med., modtager Marie og August Krogh Prisen 2016.

Torben Jørgensen, MD, professor, dr.med., modtager Marie og August Krogh Prisen 2016 for sin enestående indsats for dansk epidemiologisk forskning, herunder opbygningen af Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed (FCFS), der er et stort forskningscenter i Region Hovedstaden.

I sin karriere har Torben Jørgensen bl.a. været med til at skabe et nyt banebrydende koncept for brystkræftbehandling med hurtig diagnostik og personlig læge og sygeplejerske gennem hele behandlingsforløbet – et koncept, der er fulgt i sundhedsvæsenet siden. Han fandt ud af, at rygning ikke er godt for sårheling, hvorfor det i dag er rutine ved kirurgiske indgreb at få patienter til at stoppe inden en operation.

Torben Jørgensen har altid vist mod til at gå imod strømmen, hvis han skønnede, at evidensen talte imod det etablerede, hvilket har gjort ham til en slags forskningens ”Rasmus Modsat”.

”Min forskning har vist, at det kan spare patienter og sundhedssystemet for meget, hvis vi jævnligt tester sandheden for at se, om den holder. Ved at tænke anderledes kan vi reducere sygdomsbyrden i samfundet, skyde virkningsløse tiltag ned og undgå overbehandling,” siger prisvinderen, som påpeger at vi ofte tænker for snævert på individet og glemmer omgivelserne.

I dag er Torben Jørgensen chef for FCFS. Siden han blev leder i 1997, har han udvidet centrets kompetencer fra befolkningsundersøgelser til også at omhandle forskning i patientforløb og sundhedsfremme for at integrere forskningen i folkesundhed. Antallet af ansatte er samtidig vokset fra 7 til 60.

For sin unikke indsats modtager han Marie og August Krogh Prisen på DKK 250.000. Prisen uddeles årligt til en fremragende dansk sundhedsvidenskabelig forsker. Prisen uddeles af Novo Nordisk Fonden og Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber.

”Efter en umiddelbar benovelse over denne fantastiske anerkendelse kom en utrolig glæde over at prisen faldt inden for folkesundhed. Det havde ikke været muligt uden de mange fantastiske kollegaer, som har inspireret og fulgt mig. Tak!” siger han.

Formanden for LVS, professor Henrik Ullum, siger: ”Torben Jørgensen har imponeret os ved sin overvældende forskningsproduktion og sin helt enestående indsats for dansk epidemiologisk forskning. Og så er han unik ved, at det er hans oplevelser i klinikken, der har inspireret ham. Han startede som ganske almindelig mavetarmkirurg og gjorde her den erfaring, at galdesten oftest var et godartet fænomen, der ikke behøvede at komme under kniven. Dette har sparet mange patienter for indgreb og samfundet for mange penge – og har givet os en dansk topforsker der hele vejen har sikret rigtige svar på relevante spørgsmål.”

OM TORBEN JØRGENSEN:

MD, Professor, dr.med.
Chef for Forskningscenter for forebyggelse og Sundhed
Klinisk professor i sundhedsfremme og forebyggelse ved Københavns Universitet (2007) og adjungeret professor ved Aalborg Universitet (2011)
Tidligere formand for Dansk Epidemiologisk Selskab, nuværende formand for Dansk Selskab for Folkesundhed.
Mere end 800 videnskabelige artikler, heraf 600 i peer-reviewed tidsskrifter.
Mere end 350 foredrag
Vejleder for over 40 ph.d.-studerende
Bedømmer på mere end 60 ph.d.-afhandlinger og disputatser.

OM MARIE OG AUGUST KROGH PRISEN

Marie og August Krogh Prisen er oprettet i 1969 og tildeles hvert år en fremragende dansk, sundhedsvidenskabelig forsker. Prisen uddeles af Novo Nordisk Fonden og Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (tidligere Dansk Medicinsk Selskab) og er på DKK 250.000 – opdelt i DKK 100.000 som en personlig pris og DKK 150.000 til forskning.

Prisen overrækkes i forbindelse med Organisationen af Lægevidenskabelige Selskabers årsmøde fredag 22. januar. Bestyrelsen i Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber fungerer som priskomité, og pengebeløbet doneres af Novo Nordisk Fonden. Medlemsorganisationer i Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber kan indstille kandidater til prisen.

Læs mere om prisen her.

YDERLIGERE INFORMATION:

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig Novo Nordisk Fonden, tlf.: 3067 4805.