menu
https://novonordiskfonden.dk/da/nyheder/traditionsrigt-kolonitilbud-til-boern-udbygges-med-naturvidenskab/

Traditionsrigt kolonitilbud til børn udbygges med naturvidenskab

Traditionsrigt kolonitilbud til børn udbygges med naturvidenskab

13 jul 2020

Når sommeren rammer Danmark, valfarter en stor del af de danske familier ud af landet for at tage på sommerferie. Nogle familier har dog ikke planer om at skulle noget i sommerferien, så børnene må blive hjemme.

I 121 år har Københavns Lærerforening arrangeret kolonitilbud til københavnske skolebørn, herunder børn fra familier fra økonomisk trængte kår, og når børnene fra næste år dukker op til et af de cirka 90 koloniophold, der finder sted rundt om i Danmark, kan de fremadrettet forvente, at kolonierne ud over at have temaer som kæledyr, svømmeture og teater på programmet også kommer til at have et element af naturvidenskab.

Det naturvidenskabelige element vil være ansporet af børnenes naturlige nysgerrighed på omgivelserne og lyst til at udforske og lære. Det kan både styrke deres naturvidenskabelig forståelse her og nu samt pirre deres lyst til at lære mere, når de kommer tilbage på skolen efter sommerferien.

»Netop fordi kolonierne ligger ved skov og strand, er det oplagt at lave nogle aktiviteter i naturen og bygge naturvidenskabelig læring ind i børnenes koloniophold på en sjov, spændende og lærerig måde. Selvom sommerferien er en pause for børnene, vil vi gerne ved hjælp af et uformelt læringsmiljø snige lidt læring ind under huden på dem,« fortæller Søren Freiesleben, der er leder af Kolonierne.

Kolonierne er finansieret kommunalt og har derudover modtaget støtte på tre mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden til at implementere naturvidenskab i kolonierne i sommeren 2021 og sommeren 2022. Projektet går under navnet NaturligVis på Koloni.

4.000 børn tager hver sommer på koloni
I alt 4.000 københavnske børn deltager over sommerferiens seks uger i cirka 90 koloniophold fordelt på 29 forskellige steder i hele landet. Kolonierne kan typisk rumme mellem 50 og 75 børn fordelt fra 0. til 9. klasse, og løjerne styres af mere end 750 pædagoger, skolelærere, studerende, spejderledere mm.

Da koloniernes voksne tovholdere ikke nødvendigvis har de faglige kompetencer til at retningsbestemme et uformelt naturvidenskabeligt undervisningstilbud, er målet, at organisationen over det næste år skal udvikle værktøjer, som ruster koloniernes voksne til at følge børnenes naturvidenskabelige nysgerrighed til dørs.

»De voksne skal ikke undervise børnene og være eksperter på biotoper, fotosyntese, menneskets plads i økosystemet eller biodiversitet, men de skal være rustet til at hjælpe børnene med at udnytte deres egen nysgerrighed til at blive klogere. Det handler om, at børnene skal blive nysgerrige, så de får lyst til at undersøge, opstille hypoteser og verificere hypoteserne ved at søge information på nettet,« siger Torben Stenstrup fra Foreningsudviklerne, der skal varetage projektets ledelse og udvikle det faglige indhold sammen med naturvejleder Helen Holm.

Børn kan finde interesse for naturvidenskab uden for klasselokalerne
Torben Stenstrup fortæller, at det uformelle læringsmiljø kan være en rigtig god måde for mange børn at lære nyt på, men specielt de børn, der kan have lidt svært ved at lære naturvidenskab i en traditionel klasserumskontekst, kan få rigtig meget ud af tiltagene i Naturligvis på Koloni. Det kan give dem nogle point på selvtillidskontoen, og de kan opnå nogle succeser, som de ikke normalvis får. Succeserne kan de tage med sig ind i voksenlivet.

»Man skal huske på, at rigtig mange børn vokser op og bliver succesfulde iværksættere, selvom de ikke var gode i skolen. På kolonierne kan de samle noget viden op, som kan berige deres læring på både den korte og lange bane, og de kan gøre det i et miljø med autentiske voksne, nye kammerater og givende relationer,« siger Torben Stenstrup.

Midlerne fra Novo Nordisk Fonden skal ud over at bruges til udvikling af forløb til sommerkolonierne også benyttes til indkøb af nødvendige redskaber og grej. Det kan dreje sig om net til at fange insekter og dyr i vandet eller forstørrelsesglas til at studere fundene.

Støtte til 12 projekter
NaturligVis på Koloni er blot ét blandt 12 projekter, der netop har modtaget støtte fra Novo Nordisk Fonden i forårets uddelingsrunde til naturvidenskabelig uddannelse og uformelle læringsmiljøer med fokus på læring i både skoletiden og fritiden. Projekterne understøtter hele uddannelseskæden fra dagtilbud til ungdomsuddannelser med ekstra ressourcer og et løft af de faglige metoder og materialer til undervisningen.

Projekterne rummer både tilbud til de talentfulde elever, der savner udfordring, og til elever med behov for lektiehjælp. Læs mere om alle bevillingerne her.

Yderligere information

Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk