Ansøg om midler

Tre Projekter Skal Skabe Ny Viden Om Forskningens Betydning for Samfundet

Forskerne Anders Sørensen, Hans Christian Kongsted og Marcel Bogers modtager hver knap 10 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden. Se film om deres forskningsprojekter her.

Hvilken betydning har samarbejde mellem universiteter og industri for innovation i virksomheder, hvilke samfundsmæssige gevinster opnås gennem investering i forskningsbaserede uddannelser og hvilke incitamenter og barrierer møder forskere i spændingsfeltet mellem universiteter, virksomheder og bevillingsgivere?

Sådan lyder hovedspørgsmålene, som vil blive søgt besvaret i tre forskningsprojekter, der hver modtager knap 10 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden.

Projekterne er de første, der modtager støtte i fondens nye samfundsvidenskabelige forskningsprogram ”Samfundsøkonomiske effekter af forskning i Danmark”. Programmet har til formål at skabe ny viden om effekterne ved investeringer i dansk forskning.

Bevillingsmodtagerne er:

  • Professor Anders Sørensen, Økonomisk Institut, Copenhagen Business School.
  • Professor Hans Christian Kongsted, Institut for Innovation og Organisationsøkonomi, Copenhagen Business School.
  • Lektor Marcel Bogers, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet.

”Der er brug for mere viden om de økonomiske effekter af forskning, fordi det vil kunne gøre os klogere på, hvordan man bedst får nytte af vores fælles forskningsmæssige ressourcer. Jeg vil gerne lykønske de tre bevillingsmodtagere og ser frem til at følge deres innovative forskning. Samtidig kan jeg med glæde oplyse, at Novo Nordisk Fonden forlænger det samfundsvidenskabelige forskningsprogram, så der i 2017 og i årene frem vil kunne støttes flere nye forskningsprojekter, der kan kaster lys over de samfundsmæssige effekter af forskning,” siger Thomas Alslev Christensen, Head of Operations, Novo Nordisk Fonden.

OM DE TRE PROJEKTER:

Nedskæringer på universiteterne

Formålet med Anders Sørensens forskningsprojekt “The socioeconomic importance of research-based education” er at styrke viden om de samfundsmæssige konsekvenser af at investere i universitetsuddannelse. Specifikt skal projektet bl.a. føre til bedre forståelse af konsekvenserne af nedskæringer for antal og kvalitet af nyuddannede kandidater, af virkningerne af privat forskningsfinansiering for universiteternes aktiviteter, af hvilke kvalifikationer private virksomheder efterspørger hos universitetsuddannede samt af vigtigheden af universitetsuddannelse som input i succesfuld innovation.

”Vi har en hypotese om, at nedskæringerne på universiteterne betyder lavere kvalitet og færre nyuddannede kandidater. Men vi kender ikke størrelsesordenen af effekten, og det forventer vi at kvantificere med vores forskningsprojekt,” siger Anders Sørensen.

 

Hvad driver den enkelte forsker?

Formålet med Hans Christian Kongsteds forskningsprojekt er at opnå en bedre forståelse af det samspil, der sker mellem virksomheder, universiteter og de organisationer, der finansierer forskning, både offentlige og private. Hvad driver den enkelte forsker og hvilke incitamenter og begrænsninger står han eller hun overfor? Det er vigtige spørgsmål, når vi forsøger at kvantificere forskningens bidrag til at skabe innovation i samfundet.

”Vi ønsker først og fremmest at skabe nye og forhåbentlig banebrydende resultater omkring forskningens effekt på samfundet. Men vi inviterer også til en dialog med virksomhedspraktikere og policymakere for på den måde at bidrage til, at det er den nyeste viden, der bliver lagt til grund for de forskningspolitiske prioriteringer,” siger Hans Christian Kongsted.

 

Samspil mellem universitet og industri

Formålet med Marcel Bogers’ forskningsprojekt er at opnå større indsigt i de processer, der ligger til grund for overførsel af viden fra universitet til industri. Projektet kombinerer et stort case study af Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, et etnografisk studie af udvalgte forskere og et kontrolleret eksperiment, der skal undersøge de rammer og mekanismer, hvorigennem samspil mellem universitet og industri kan føre til samfundsøkonomiske effekter. Herigennem søger projektet at give væsentlig indsigt i, hvordan universiteter og virksomheder kan skabe rammer, der gør det lettere for individer at engagere sig i effektskabende tværgående relationer.

”For at opnå en større forståelse for og forbedring af de samfundsøkonomiske effekter af forskning, er det afgørende at få bedre indsigt i de individuelle egenskaber, der ligger til grund for samspil mellem universitet og industri,” siger Marcel Bogers.

YDERLIGERE INFORMATION:

Copenhagen Business School: Mikael Koldby, Press Manager, [email protected], +45 4020 4454.

Københavns Universitet: Bo Jellesmark Thorsen, institutleder, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, [email protected], +45 3533 1700.

Novo Nordisk Fonden: Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, [email protected], +45 3067 4805.