menu
https://novonordiskfonden.dk/da/projekter-og-initiativer/vild-med-rummet-virtuelt-laeringsmiljoe-om-rummet-naturvidenskab-og-teknologi/

Vild med Rummet – virtuelt læringsmiljø om rummet, naturvidenskab og teknologi

Vild med Rummet – virtuelt læringsmiljø om rummet, naturvidenskab og teknologi

Verdensrummet er en fascinerende indgang til naturvidenskab og teknologi. Derfor har DTU Space, Danmarks største miljø for rumforskning og rumteknologi, udviklet den interaktive platform www.vildmedrummet.dk, der formidler den nyeste viden om rummet og de mange naturfaglige videnskaber, der udgør grundlaget for rumforskning.

Ønsket er med sitet, at bidrage med et inspirerende læringsmiljø inden for naturvidenskab og teknologi, som kan hjælpe med at tiltrække unge i grundskoler og gymnasier til STEM-fagene.

Målgruppen er elever og lærere i 7.- 9. klasse og på gymnasialt niveau, og websitet skal inspirere dem til at fordybe sig i rumvidenskab, naturvidenskab og teknologi generelt. Vild med Rummet tager både tablets, smartphones og computere og apps i brug som læringsmiljø, og der etableres et årligt fysisk event: “Space Day”.

Vild med Rummet indeholder forskellige typer af materialer: Baggrundsartikler om rummet opdelt i temaer som fx “Big bang”, “Galakser”, “Solsystemet” og “Rumfart”. Derudover kan eleverne kaste sig over animationer og videoer, hvor bl.a. danske forskere forklarer fundamentale naturfænomener og satsninger inden for rumforskning. Også interaktive opgaver og spil giver på en legende måde indsigt i forskellige fænomener med relation til rummet og universet.

Platformen er forankret hos og ejet samt drevet af DTU Space, Danmarks Tekniske Universitet og blev lanceret 2021. Projektet er udover Novo Nordisk Fonden også støttet økonomisk af DTU Space.

Illustration: ESA