Ansøg om midler

Boost på 20 millioner dollars til udvikling af antivirale lægemidler mod pandemisk influenza

Pandemic Antiviral Discovery (PAD)-initiativet støtter 11 forskningsprojekter rundt om i verden for at fremme den tidlige udvikling af nye antivirale lægemidler til behandling af potentielle fremtidige udbrud af pandemisk influenza. Projekterne modtager i alt 20 millioner dollars.  

Der blev modtaget 54 ansøgninger i forbindelse med en global ansøgningsrunde vedrørende nye antivirale lægemidler mod pandemisk influenza. De 11 støttede projekter dækker en bred vifte inden for lægemiddelforskning og tidlige udviklingsaktiviteter. Disse omfatter identifikation af nye steder på virus proteiner der kan målrettes med nye lægemidler, udvikling af mere potente dobbeltvirkende lægemidler samt forskning indenfor menneskelige proteiner og molekylære mekanismer, der spiller en afgørende rolle for replikation af influenzavirus, og via nye målrettede behandlinger kan beskytte mod virus samt reducere sandsynligheden for udvikling af resistens. 

Projekterne er udviklet af forskere fra universiteter, non-profit forskningsorganisationer og biotech-industrien, nogle som led i et tværsektorielt samarbejde, og finder sted på institutioner og organisationer rundt om i verden. 

“Pandemisk influenza er en konstant trussel,” siger Peter Lawætz Andersen, Senior Vice President og Head of Infectious Diseases i Novo Nordisk Fonden. “Lige nu er der en højpatogen stamme af fugleinfluenza, der florerer blandt fugle og spreder sig til pattedyr, herunder nogle tilfælde i mennesker. Det er afgørende at stimulere og støtte forskning og tidlig udvikling af nye og bedre medicinske modtræk, så vi er så klar som overhovedet muligt, hvis en pandemisk influenzastamme skulle begynde at florere blandt mennesker.” 

“Dette er et af målene for PAD-initiativet, og det er også delvist grunden til, at Novo Nordisk Fonden for nylig annoncerede Novo Nordisk Foundation Initiative for Vaccines and Immunity, som vil fokusere på udvikling af mere robuste, brede og langtidsholdbare vacciner mod luftvejsinfektioner, herunder influenza.” 

Uundgåelig, men svært at forudsige
Pandemisk influenza opstår, når en ny influenzastamme overføres fra dyr til mennesker og begynder at sprede sig mellem mennesker globalt. Disse influenzastammer har andre molekylære egenskaber end den sæsonbestemte influenzavirus, der florerer hvert år, så folk har meget lidt, om nogen, eksisterende immunitet. Desuden er de eksisterende influenzavacciner og antivirale lægemidler ikke nødvendigvis effektive mod disse nye stammer. 

Der har været flere influenzapandemier gennem historien, hvor den mest alvorlige – den spanske syge i 1918-19 – førte til 50-100 millioner dødsfald. Den seneste var svineinfluenzapandemien i 2009. Mange eksperter er enige om, at endnu en influenzapandemi er uundgåelig, men det er svært at forudsige, hvornår den vil komme. 

Med disse bevillinger søger PAD-initiativet at hjælpe verden med at forberede sig på disse fremtidige trusler ved at støtte forskere, så de kan identificere og udvikle nye antivirale lægemiddelkandidater. Disse skal være anderledesend de aktuelt markedsførte lægemidler mod sæsoninfluenza, påvise aktivitet mod pandemiske influenzastammer og lægemiddelresistente influenzastammer og være egnede til at blive udrullet globalt i forbindelse med en ny pandemi, eventuelt i kombination med andre behandlinger for at reducere sandsynligheden for, at der opstår lægemiddelresistens. 

Andet år med PAD-bevillinger
Det er andet år, at der uddeles bevillinger inden for PAD-initiativet, et globalt filantropisk samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden, Open Philanthropy og Bill & Melinda Gates Foundation. Initiativet blev etableret under Covid-19-pandemien for at katalysere tidlig opdagelse og udvikling af antivirale lægemidler som forberedelse til fremtidige pandemier. 

De første bevillinger, der blev tildelt inden for PAD-initiativet, fokuserede på opdagelse og tidlig udvikling af antivirale lægemidler mod henipavirus, en pandemisk trussel uden godkendte vacciner eller antivirale lægemidler. Disse støttede projekter er i gang, og mange af de forskere, der har modtaget bevillinger, deltog i en workshop i april, som PAD var vært for, for at diskutere fremskridt og dele viden.  

Der er på nuværende tidspunkt ikke planlagt en ansøgningsrunde i 2024.  

Om PAD-initiativet
Pandemic Antiviral Discovery (PAD) er et globalt filantropisk initiativ iværksat af Bill & Melinda Gates Foundation, Open Philanthropy og Novo Nordisk Fonden. PAD’s mission er at hjælpe forskere verden over med at identificere og udvikle antivirale lægemiddelkandidater, der er klar til fase 2, rettet mod pandemiske vira, der udgør en trussel, herunder coronavirus, paramyxovirus og orthomyxovirus. Med lige adgang som et centralt princip i initiativet forpligter de stiftende partnere sig til at sikre, at opdagelser og innovationer, der støttes af PAD, skal gøres tilgængelige for mennesker i lav- og mellemindkomstlande.

Yderligere information

Judith Vonberg
Communications Specialist
+45 4172 7925 [email protected]