Ansøg om midler

Danmarks nye supercomputer ’Gefion’ markerer et kvantespring for dansk forskning og innovation

En ny podcastepisode kaster lys over Gefion, Danmarks nye AI-supercomputer, der er blandt de hurtigste og kraftigste i verden. Dens enorme regnekraft, repræsenterer et kvantespring for dansk forskning og innovation.

Danmarks nye AI-supercomputer Gefion, som er resultatet af et samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden, Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og tech-giganten NVIDIA, vil inden for den kommende tid være klar til at blive taget i brug.

Med Gefion, placeres Danmark i centrum af en teknologisk revolution, der bl.a. kan bidrage til økonomisk vækst, et styrket sundhedsvæsen og en fremskyndelse af den grønne omstilling i samfundet.

”Jeg kan næsten ikke forestille mig et datatungt forskningsområde, hvor vi ved hjælp af denne form for AI ikke vil se gennembrud,” lyder det fra Mads Krogsgaard Thomsen, CEO i Novo Nordisk Fonden.

Han ser et enormt potentiale i at bruge Danmarks nye AI-supercomputer til bl.a. at fremme lægemiddeludvikling, udvikle præcisionsmedicin og nye klimaløsninger.

”Det vil kræve et massivt brug af AI, hvis vi skal kunne udvikle præcisionsmedicin, hvor man kan skræddersy behandling til en given person med en given variant af en given sygdom. Eller hvis vi skal udvikle systemer, som klimatologer og meteorologer kan bruge til at forudsige, hvornår den næste tørke eller tornado vil optræde”, forklarer Mads Krogsgaard Thomsen.

I sæsonafslutningen af podcasten Mikroskop dykker vi ned i AI-supercomputerens lovende potentiale med Novo Nordisk Fondens CEO.

Mikroskop udgives af Novo Nordisk Fonden og produceres i samarbejde med Kontekst & Lyd og Podcastbureauet. Alle afsnit kan høres her.

Yderligere information

Jakob Stein
Communications Specialist
[email protected]