Ansøg om midler

Det kvanteteknologiske kapløb vil forme vores fremtid

En ny podcastepisode sætter fokus på, hvordan kvanteteknologi i fremtiden vil spille en afgørende rolle på en række områder, herunder i produktionen af bæredygtig energi, udviklingen af skræddersyet medicin og beskyttelse af kritisk infrastruktur i Danmark. 

Danmark er i fuld gang med at opbygge et miljø i verdensklasse inden for kvanteteknologi. 

”Kvanteteknologien vil give os helt nye muligheder, eksempelvis til at udvikle personlig medicin og skabe computere, der er enormt hurtige. Teknologien vil også have helt andre anvendelser, end vi kan forestille os i dag,” siger Lene Oddershede, professor og Senior Vice President, Natural & Technical Sciences, i Novo Nordisk Fonden. 

Professoren er overbevist om, at teknologien vil have en positiv effekt på den generelle sundhed i samfundet, fordi man i fremtiden vil være i stand til at udvikle skræddersyet medicin, der passer personligt til den enkelte patient. Og hun peger på, at teknologien også rummer potentialet til at ændre måden, vi producerer energi på, så vi kan undgå de miljøbelastende fossile brændstoffer. 

Men teknologiens hastige udvikling medfører også nogle store sikkerhedsmæssige udfordringer blandt andet i forhold til kryptering af finansielle oplysninger, sikring af personfølsomme sundhedsdata og den kritiske infrastruktur. 

”Man skal heller ikke være blind for, at en kvantesensor vil kunne opsnappe signaler fra ubåde, der befinder sig på bunden af Østersøen. Og kunne hjælpe militære droner med at navigere i områder, hvor der ikke kan eksistere et GPS-signal,” siger Lene Oddershede. 

Lige nu står vi på tærsklen til det, eksperterne kalder for den anden kvanteteknologiske revolution, og meget står altså på spil i det globale kvanteteknologiske kapløb. 

I det nyeste afsnit af podcasten Mikroskop uddyber Lene Oddershede, hvorfor det er vigtigt, at Danmark sikrer sig en kvanteteknologisk styrkeposition i fremtiden.

Mikroskop udgives af Novo Nordisk Fonden og produceres i samarbejde med Kontekst & Lyd og Podcastbureauet. Alle afsnit kan høres her

Yderligere information

Jakob Stein
Communications Specialist
[email protected]