Ansøg om midler

Bevilling på 700 mio. kr. skal skabe ny viden om overvægt og diabetes

Novo Nordisk Fonden bevilger 700 mio. kr. til udvidelse og styrkelse af Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet. Målet er at skabe ny viden om forebyggelse og behandling af metaboliske sygdomme til gavn for mennesker i hele verden

Metaboliske sygdomme såsom fedme og diabetes er blandt de største globale sundhedsmæssige udfordringer. 425 millioner mennesker på verdensplan har diabetes, mens 650 mio. er kraftigt overvægtige, og fremskrivninger viser, at tallene vil stige de kommende år.

Målsætningen for Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet er at accelerere forskning, der kan bidrage med ny viden til forebyggelses- og behandlingsmetoder af metaboliske sygdomme.

Siden centret blev etableret i 2010, har det offentliggjort flere end 1.000 artikler i internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrifter, der har bidraget til at sætte dagsordenen inden for international forskning i menneskets metabolisme. Forskere ved centret har bl.a. publiceret opsigtsvækkende studier om, hvordan vores livsstil i høj grad kan påvirke vores børns sundhed. Forskernes epidemiologiske undersøgelser viste, at såvel for lidt som for meget mad tidligt i livet kan prædisponere kommende generationer for type 2-diabetes.

Novo Nordisk Fondens bevilling på 700 mio. kr. skal yderligere løfte centrets forskning samt uddannelses- og formidlingsaktiviteter. Bevillingen vil blandt andet bidrage til, at centret kan tiltrække flere ledende forskere og investere i nye teknologiplatforme, hvorved forskerne kan være på forkant med at frembringe ny biologisk viden i et styrket samarbejde med nationale og internationale forskere.

Centret vil bl.a. også styrke det tætte samarbejde med den kliniske sektor.

Birgitte Nauntofte, adm. direktør for Novo Nordisk Fonden, siger: ”Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research har opnået en række imponerende og banebrydende forskningsresultater. Centrets plan for de kommende års forskningsinitiativer sætter et meget højt ambitionsniveau, og vi ser frem til at følge realiseringen af forskningen, som kan danne grobund for ny forståelse og tilgange til forebyggelse og behandling af overvægt og type 2-diabetes.”

Bevilling til Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research strækker sig over perioden 2018-2023.

I 2010 bevilgede Novo Nordisk Fonden 885 millioner kr. til Københavns Universitet til etablering af centret.

Yderligere information

Læs pressemeddelelse fra Københavns Universitet her.

Se film om centret her.

Læs mere om centret her.

Gennem støtte til etablering af en klynge af store forskningscentre, er det Novo Nordisk Fondens vision af gøre os internationalt førende i forskning inden for biomedicin og bioteknologi. Dette sker bl.a. ved at tiltrække ledende forskere, etablere nationale og internationale samarbejder, uddanne den næste generation af talentfulde forskere og opnå videnskabelige resultater i verdensklasse.

Læs mere og se film om Copenhagen Bioscience Cluster her.

Kontakt

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, [email protected]