menu
https://novonordiskfonden.dk/da/nyheder/novo-nordisk-fonden-etablerer-en-ny-afdeling-for-medical-science/

Novo Nordisk Fonden etablerer en ny afdeling for Medical Science

Novo Nordisk Fonden etablerer en ny afdeling for Medical Science

21 jan 2022

Niels-Henrik von Holstein-Rathlou, der har været leder af Novo Nordisk Fondens indsats inden for Biomedicin & Health Sciences i de seneste syv år, har efter eget ønske valgt at træde tilbage for at få mere tid til andre opgaver uden for fonden.

Som følge heraf har fonden besluttet at lægge afdelingerne Biomedicine & Health Sciences og Clinical Science sammen til én stor afdeling, der får navnet Medical Science. Martin Ridderstråle, der har været chef for Clinical Science siden 2020, udnævnes til leder af den nye afdeling.

”Jeg vil gerne takke Niels-Henrik for en fantastisk indsats. Han har haft ansvaret for fondens største uddelingsområde og stået bag en række af fondens vigtigste tiltag og projekter på det biomedicinske område i en periode, hvor fonden har mangedoblet sin uddelinger,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, administrerende direktør for Novo Nordisk Fonden.

”Med afslutningen af fondens hidtidige strategiperiode og udviklingen af fondens nye langsigtede 2030-strategi har Niels-Henrik besluttet, at det var et naturligt tidspunkt for ham at træde tilbage,” siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Martin Ridderstråle er tidligere adjungeret professor i endokrinologi fra Lunds Universitet i Sverige og var gennem tre år klinikchef ved Steno Diabetes Center i Gentofte. Før han kom til Novo Nordisk Fonden i 2020, var han Corporate Vice President i Novo Nordisk A/S og chef for Clinical Pharmacology og Translational Medicine. Han har tidligere haft flere lederstillinger inden for endokrinologi og diabetologi ved Skånes universitetshospital i Sverige.

Yderligere information

Christian Mostrup, pressechef, +45 3067 4805, cims@novo.dk.