Ansøg om midler

Pædagogisk pris har været et enormt skulderklap

For to år siden modtog to pædagoger Novo Nordisk Fondens Natur-tematiske Pædagogpris. Prisen gav dem styrket tro på, at de i deres daglige arbejde med samfundets yngste havde gang i noget helt rigtigt.

Annette Cronval (t.h.) og Gitte Laurentiussen modtog i 2018 Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris for deres ekstraordinært dedikerede arbejde med at bringe naturvidenskab ned i børnehøjde i Områdeinstitution Midtbyen i Hillerød.

Med prisen fulgte 100.000 kr. – 50.000 kr. til institutionen og 50.000 kr. til deling mellem de to pædagoger. Og hvis Annette Cronval og Gitte Laurentiussen førhen følte, at de ramte noget vigtigt og meningsfuldt i deres daglige arbejde med de små børn, har prisen kun styrket deres tro på, at de hver eneste dag gør en ægte forskel ved at inspirere samfundets yngste til at være nysgerrige på natur og naturvidenskab.

»Det var et enormt skulderklap at modtage prisen, og det var noget, som vi var meget stolte af, og som har haft stor faglig betydning for os,« fortæller Gitte Laurentiussen.

Begge pædagoger har siden prismodtagelsen skiftet arbejdsplads til i dag at arbejde på institutionen Margueritten i Gørløse, og skiftet har netop været ansporet af at kunne arbejde endnu mere med naturvidenskab i børnehøjde.

»Vi er opslugt af at lære de små om naturvidenskab og taler om det hver eneste dag. Det er klart, at det gør os endnu mere motiverede, at andre også kan se ideen med det, som vi brænder for og synes er så vigtigt,« siger Gitte Laurentiussen.

Pris blev blandt andet brugt til stor naturvidenskabelig fest
I forbindelse med prisen til Områdeinstitution Midtbyen i Hillerød var det ikke svært for Annette Cronval og Gitte Laurentiussen at finde på ting af bruge pengene til institutionen til. De får nemlig dagligt et overflødighedshorn af ideer til naturvidenskabelige projekter, som de brænder for at føre ud i livet. Pengene er blandt andet brugt til waders, vandkikkerter, turrygsække, undersøgelsesspande, bakker, forstørrelsesglas og forskellige cylindere med måleenheder på. Så er der også brugt penge på udendørs konstruktionslegetøj og udstyr til at lave vandeksperimententer.

Børnenes udforskning af naturen og naturvidenskaben blev i efteråret 2019 samlet op i en efterårsfest, hvor en hel naturlegeplads blev omdannet til en skattejagt med blandt andet naturvidenskabelige poster, som både børn og deres forældre kunne gå på jagt efter.

Børnene skulle lege ræve, tælle geometriske figurer og finde insekter for at komme fra post til post.

»Det var en kæmpe succes, og både børn og forældre var vildt begejstrede. Vi åbnede hele festen med en introduktion til alt det inden for det naturvidenskabelige, som vi gerne ville lave med børnene i løbet af året, og som vi hele tiden arbejder med i hverdagene,« siger Gitte Laurentiussen, der dog også understreger, at festen ikke blev holdt for de penge, som institutionen modtog af Novo Nordisk Fonden.

Naturvidenskabeligt input i børnenes hverdag et gear op
Hvis Annette Cronval og Gitte Laurentiussen satte naturvidenskaben på dagsordenen i Områdeinstitution Midtbyen og de seks andre institutioner, som var en del af et naturvidenskabeligt netværk i Nordsjælland, har de kun skruet yderligere op for det naturvidenskabelige inspirationsarbejde i Margueritten.

En del af børnenes daglige ”legetøj” består af udstyr til at undersøge naturen. Det drejer sig om små spande til at samle insekter i, forstørrelsesglas eller brænde og kviste til at bygge insekthoteller.

Pædagogerne laver lavalamper ved hjælp af vand, olie og farvelade med børnene, ligesom hele uger bliver dedikeret til at være i naturvidenskabens tegn.

Børnene tæller ben på edderkopper, samler og undersøger mariehøner, laver spindelvæv af garn eller klipper edderkoppespind ned og klister dem op på karton.

Det hele bliver dokumenteret på billeder, som bliver forstørret op brugt som dekoration på Margueritten.

»Der er hele tiden en rød tråd i det, som vi laver med børnene. Vi lader dem undersøge og bruge nysgerrighed og naturvidenskab til alt fra at tælle ben på en edderkop til at forstå, hvorfor farven på bladene ændrer sig her i efteråret. Det er også en meget vigtig del, at vi dokumenterer det hele med billeder, så børnene visuelt også får noget ud af det. Derfor er hele institutionen fyldt med flotte billeder af alt det, som vi laver. Det skal også være æstetisk,« siger Gitte Laurentiussen.

Gitte Laurentiussen fortæller, at begge pædagoger fortsætter for fuld damp med at gøre naturvidenskab til ikke bare en del af børnene hverdag, men til den bedste og mest interessante del af deres hverdag.

Om Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris

Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris er målrettet engagerede og dygtige pædagoger, der i daginstitutioner giver børn positive oplevelser med natur, tal og teknologi. Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig pædagogisk indsats inden for læreplanstemaet natur og naturfænomener.

Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris uddeles årligt og er delt i to priser; én til en pædagog eller et team øst for Storebælt og én vest for Storebælt. Hver pris består af en sum på 100.000 kr., hvor 50.000 kr. er en personlig pris, og institutionen modtager de øvrige 50.000 kr. Institutionens andel skal anvendes til udvikling af det pædagogiske arbejde med det naturfaglige læreplanstema (fx indkøb af udstyr til teknik- eller naturundersøgelser, opgradering af lokaler/udeområde eller efteruddannelse).

Prisen uddeles til en pædagog eller et team efter indstilling fra lederen.

Læs mere om prisen her.

Yderligere information

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, [email protected]