menu
https://novonordiskfonden.dk/da/om-fonden/historien/

Udforsk Novo Nordisk Fondens historie

Novo Nordisk Fondens historie strækker sig tilbage til 1922, da nobelpristager August Krogh vendte hjem fra USA og Canada med tilladelsen til at producere insulin i de skandinaviske lande.

Dette blev startskuddet til udvikling af diabetesmedicin i verdensklasse, et dansk erhvervs- og eksporteventyr og opbygning af fonde, som gennem årene blev lagt sammen og i dag bærer navnet Novo Nordisk Fonden.

Det startede med en rejse..

… En rejse, drevet af videnskabelig nysgerrighed, videbegærlighed, lyst til at ændre verden, forretningssans og samfundssind. Tilsat et usædvanligt engagement og viljestyrke

I 1922 drog professor August Krogh fra Københavns Universitet på forelæsningsturné til universiteterne på USA’s østkyst efter at have modtaget Nobelprisen i fysiologi/medicin to år tidligere. Undervejs tog den anerkendte danske videnskabsmand, opfordret af sin kone Marie Krogh, en afstikker til Toronto i Canada, hvor det netop var lykkedes forskerne Banting, Best og Macleod at fremstille virksomt insulin. Resultatet af dette møde blev, at August Krogh fik rettighederne til at fremstille insulin i de nordiske lande. Dette kom ikke blot til at ændre hans eget og hustruen Marie Kroghs liv på afgørende vis, men blev startskuddet på en enestående videnskabelig odyssé og et eventyr i dansk erhvervsliv.

I december 1922, da August Krogh hjem­bragte tilladelsen til at fremstille insulin, vidste Krogh instinktivt, at han stod med en historisk mulighed og et historisk ansvar for at ændre livet for tusinder af uhelbredeligt syge diabetikere i Danmark og det øvrige Norden. I et festskrift fra 1924 skriver han om hele forløbet med at få tilladelserne i hus og sin egen rejse til Canada:

”Det kom hurtigt til at staa mig klart, at det vilde være af stor værdi at skaffe insulinet frem i Danmark…”

Allerede fra den spæde start var fonds­strukturen og de særlige videnskabelige og samfundsmæssige forpligtelser, der følger med at producere livsvigtig medicin, fremherskende. Eller sagt på en anden måde: videnskaben og samfundssindet var – og har lige siden været – en integreret del af koncernens historie og beretti­gelse. Denne ånd har den dag i dag stor betydning for koncernen og dens ageren – nemlig at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, som forbedrer menneskers helbred og velfærd.

Støtte til videnskabelige og humanitære

I forlængelse af at August Krogh og diabeteslægen H.C. Hagedorn i 1922 indgik en aftale om udvikling, produktion og salg af insulin med August Kongsted og hans Løvens Kemiske Fabrik samt Løve Apote­ket, blev Nordisk Insulinlaboratorium og Nordisk Insulinfond dannet. På den måde fik man fra starten placeret selskabet og dets forpligtelser i en fonds­struktur. Hagedorn, Krogh og Kongsted udgjorde den formelle ledelse i såvel selskab som fond, og selv om der var store personlige forskelle mellem de tre karismatiske mænd, var de enige om én ting, nemlig at overskuddet fra salget af diabetesmedicin, ud over at drive og udvikle kerneforretningen på bedste vis, skulle gå til videnskabelige og humanitære formål. Helt i overensstemmelse med den aftale August Krogh havde indgået med Insulinkomiteen i Toronto.

I 1924 skete der imidlertid noget, der fik afgørende betydning for den videre historie, idet Hagedorn blev uenig med en af sine mest betroede medarbejdere, farmaceut og kemiker Thorvald Pedersen, og afskedigede ham. Broderen Harald Pedersen, der var ansat som højt skattet medarbejder under August Krogh, fulgte i loyalitet sin bror.

Det skete ifølge hovedpersonerne selv med følgende ordveksling:

August Krogh: ”Hvad vil De da?”

Harald Pedersen: ”Vi vil lave insulin.”

August Krogh: ”Jamen, det kan De da ikke klare.”

Harald Pedersen: ”Det skal vi vise Dem… ”

Videoer

Årelang rivalisering

Terningerne var således kastet til en årtier lang rivalisering mellem to selskaber, to selvbilleder, to forskellige kulturer, men begge med samme overordnede mål: at producere og udvikle diabetesmedicin i verdensklasse. Hvor Hagedorn, Krogh og Kongsted tilhørte den etablerede samfunds-og åndselite med dybe rødder i den videnskabelige verden, tankegang og patos, kunne de to brødre ikke fremvise samme imponerende genera­lieblad eller netværk. De kaldte sig derimod slet og ret for ’fabrikanterne’ og gjorde nærmest en dyd ud af, at de havde et helt andet ståsted end deres tidligere arbejdsgivere.

Forskellen kunne ikke trækkes tydeligere op. Men på trods af at brødrene Pedersen i Novo-grenen i udgangspunktet hverken havde samme indgående kendskab til dia­betes, samme videnskabelige fundament at stå på, eller for den sags skyld samme viden om produktion og salg af lægemidler som Nordisk-grenen, opvejede deres iværksæt­terånd, opfindsomhed og stædighed til fulde disse mangler. Krogh måtte æde sine lettere nedladende ord. Harald og Thor­vald Pedersen kunne klare det – og mere til. Men de gjorde det på deres måde, og tilgangen til opgaven var på afgørende vis forskellig.

De to brødre stiftede ikke i første omgang en fond magen til Nordisk Insulinfond, hvis hovedopgave var at uddele midler til viden­skaben. Først i 1951 – næsten 30 år efter Nordisk Insulinfond blev oprettet – stiftedes Novo’s Fond med Thorvald Pedersen som bestyrelsesformand og med ham og brode­ren som livsvarige medlemmer. Fonden var først og fremmest en erhvervs­drivende fond med den klare mission at sikre selskabets (Novo Terapeutisk Laborato­rium) overlevelse og udvikling bedst muligt. Fra starten af 1960’erne begyndte man regelmæssige uddelinger. Støtteområderne: læge-, veterinær-, natur-, og handelsvidenskab blev valgt sammen med humaniora og humanitære områder, som også nævnes i fundatsen.

I 1973 fusionerede Novo Terapeutisk Laboratorium med Novo Industri og fik derefter det mere mundrette og internationalt kendte navn Novo Industri A/S. Året efter blev selskabet børsnoteret, men helt efter vedtægterne og ejernes ønsker bibeholdt Novo’s Fond den bestemmende indflydelse.

Hos konkurrenterne i Nordisk Insulinlabo­ratorium gik man en anden vej. I første omgang klarede man sig med egen finan­siering trods en kraftig investering i disse år i nye grunde og fabriksbygninger. Direktionen i Nordisk-grenen omorganise­rede og fik tre enheder under sig: 1) Den erhvervsdrivende del med navnet Nordisk Gentofte A/S, 2) Niels Steensens Hospitals forskningslaboratorium (blev i samme ombæring omdøbt til Hagedorn Forskningslaboratorium) og 3) Niels Steensens Hospital. Uddelingerne blev fortsat varetaget af Nordisk Insulinfond. Og godt ti år efter at Novo var gået på børsen, fulgte Nordisk Gentofte efter.

fondens historie
Gå på opdagelse i Novo Nordisk Fondens tidslinje

Fusion i sigte

Lad os tegne billedet op, som det så ud i midten af 1980’erne. Med få kilometers afstand lå to, efter danske forhold store, men i global sammenhæng små, medicinalvirksomheder. Begge med insulinproduktion som deres absolutte kerneområde. Begge på jagt efter de samme markeder, de samme forskere og det samme videnskabelige personale, som var en vital del af selskaber­nes fremtid og fortsatte udvikling.

I kredsen omkring de to selskaber og deres respektive fonde begyndte man i kulissen at tale om muligheden for en fusion. De forsigtige følere førte ikke noget med sig. I hvert fald ikke i første omgang. Dertil var de historiske, kulturelle og personlige barrierer for store. August Kroghs ord til Harald Pedersen i 1924 om, at ”Det kan De da ikke klare…” og Pedersens replik: ”Det skal vi vise Dem…” stod måske ikke længere bøjet i neon på direktionsgangen i de respektive selskaber, men stemmerne fra fortiden og den indædte konkurrence selskaberne imellem var ikke glemt.

Alligevel udsendte bestyrelserne for de to erhvervsdrivende fonde Novo’s Fond og Nordisk Insulinlaboratorium i januar 1989 en pressemeddelelse, der i den grad skabte opmærksomhed uden for de to selskaber, og som nærmest var en paladsrevolution internt. I pressemeddelelsen stod der kort og kontant: ”Der er truffet aftale om at fusionere de to fonde til én fond, Novo Nordisk Fonden.” Meddelelsen var ikke bare kulminationen på en af de største fusioner i dansk erhvervsliv; det var samtidig en af den slags begivenheder, alle ansatte i Nordisk og Novo, fra direktionsgang til lagerhal, aldrig vil glemme.

Men hvad var gået forud? Hvordan var det kommet dertil? Det korte svar kan sammenfattes i nogle af de samme termer, som kendetegnede Krogh, Hagedorn, Kongsted og Pedersen-brødrene, da de startede i 1920’erne: nemlig en stor grad af fremsynethed, visioner, mod, forretnings­sans og et stærkt ønske om at fremtidssikre selskaberne og dermed de videnskabelige og humanitære fondsuddelinger. Og sund fornuft kan man tilføje. For fordelene ved en fusion var oplagte. Først og fremmest ville der komme en helt anden tyngde bag fondens ord om at ”udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed”, hvis de to parter slog sig sammen. Der var også en klar forventning om, at man sammen kunne generere større overskud og dermed øge uddelingerne til den sundhedsvidenskabelige forskning. En anta­gelse, som i den grad kom til at holde stik.

Novo Nordisk Fonden var dermed en realitet. Fusionen af fondene medførte at den bestemmende indflydelse for begge selskaber kunne samles i én fond, hvorved en sammenlægning af selskaberne blev mulig. Og det fusionerede selskab kom til at hedde Novo Nordisk A/S.

Fonden på egne ben

Der kom imidlertid til at gå det meste af tre år, før Novo Nordisk Fonden fandt sine egne ben med egen ledelse og sekretariat og blev en selvstændig aktør, som ikke bare havde hjemme i en skuffe hos selskabets øverste direktør. Men det var først i 1999/2000, at Novo Nordisk Fonden for alvor kom ud i rampelyset. Det skyldtes, at Novo Nordisk koncernen ændrede sig på afgørende vis. Man besluttede at splitte selskabet op i to – ét for lægemidler under det hidtidige navn Novo Nordisk A/S og ét for enzymer, der fik navnet Novozymes A/S.

Som hovedaktionær og primær ejer af aktieselskaberne Novo Nordisk A/S og Novozymes A/S fik omlægningen afgørende betydning for fonden. Ikke bare blev personsammenfaldet mellem fond og selskaber udtyndet, ved at selskaberne fik særskilte bestyrelser med nye medlemmer. Fonden trådte også i karakter med stiftelsen af et 100 procent ejet datterselskab, Novo Holdings A/S, som fik til hovedopgave at varetage fondens interesser i de to aktiesel­skaber og sikre såvel selskaber som midler til fondens fortsatte uddelinger og støt­tevirksomhed.

Så det, der startede som en håbefuld rejse til Toronto for snart 90 år siden, har i dag udviklet sig til et dansk erhvervseventyr. Novo Nordisk Fonden har siden sin stiftelse uddelt flere tusinde bevillinger til primært sundhedsvidenskabelig forskning, og midlerne til støtte stiger markant i disse år. Og rejsen fortsætter…

Sådan kom de med i insulineventyret

Klik på personerne for at læse mere ›

 

 

August Krogh
August Krogh
FØDT I GRENÅ
PROFESSOR I ZOOFYSIOLOGI, DR.PHIL. & JUR.

Schack August Steenberg Krogh (1874-1949) blev født i Grenå og uddannet magister i zoologi i 1899. Han forsvarede sin doktordisputats ”Frøernes Hud- og Lungerespiration” i 1903. Krogh startede sin karriere hos professor Christian Bohr (far til Niels Bohr) og publicerede sammen med ham i 1904 et arbejde, hvor det blev påvist, at kuldioxid i blodet mindsker hæmoglobinets evne til at binde ilt. Opdagelsen kom til at gå under navnet ”Bohr-effekten”, men var baseret på det apparat, Krogh havde konstrueret. I 1916 blev han professor i dyrefysiologi, og fra 1916-19 gennemførte han arbejder, som påviste, at det øgede iltbehov under fysisk arbejde tilgodeses af, at relativt få kapillærer er åbne i hvile, mens mange flere åbner sig under arbejde. For denne opdagelse modtog Krogh i 1920 Nobelprisen i fysiologi/medicin og inviteredes efterfølgende på den USA-turne, der blev starten på hele insulineventyret og Novo Nordisk Fondens historie.

Marie Krogh
Marie Krogh
FØDT I HUSBY
LÆGE DR. MED.

Birthe Marie Jørgensen (1874-1943) blev født i Husby. Hun havde et klart mål om at blive læge, hvilket hun blev i 1907. Herefter nedsatte hun sig i egen lægepraksis i København. Hun mødte August Krogh som medicinstuderende i 1904, og de giftede sig året efter. Ved siden af sin lægepraksis fortsatte hun med videnskabeligt arbejde, både for sig selv og sammen med sin mand. I 1910 publicerede de to i fælleskab artiklerne ”De syv små djævle” om luftdiffusion i lungerne, der opnåede stor anerkendelse. I 1914 forsvarede Marie Krogh, som den fjerde kvindelige læge i Danmark, sin doktordisputats: Luftdiffusion gennem Menneskets lunger. Under parrets USA-tur i 1922 var det hende, der efter at have korresponderet med H.C. Hagedorn i København, overbeviste August Krogh om at besøge de canadiske forskere Banting, Best og Macleod, der året før var lykkedes med at fremstille insulin i Toronto.

Harald Pedersen
Harald Pedersen
FØDT I SØNDER HURUP
SMED OG MASKINARBEJDER

Peter Harald Pedersen (1878-1966) havde opfindersnilde og kom som 15-årig i smedelære. I 1907 og frem til 1918 var han maskinmester på Frederiksberg Elektricitetsværk. Samtidig assisterede han i sin fritid August Krogh i Dyrefysiologisk Laboratorium på Københavns Universitet. Efter en ulykke på elektricitetsværket mistede Harald Pedersen det ene øje og måtte stoppe på værket. Han overtog herefter ledelsen på Kroghs værksted og frem til 1924 havde de et tæt samarbejde, hvor nyudvikling af maskiner og apparater kom til at spille en stor rolle.

H. C. Hagedorn
H. C. Hagedorn
FØDT I KØBENHAVN
LÆGE DR. MED.

Hans Christian Hagedorn (1888-1971) blev født i København. Efter sin lægeeksamen i 1912 startede han praksis i Brande i Midtjylland, men flyttede i 1919 til København og fik ansættelse på medicinsk afdeling på Kommunehospitalet. Diabetes var en af hans helt store interesser, og han blev læge for Marie Krogh, da denne udviklede diabetes. I 1921 forsvarede han sin doktordisputats ”Blodsukkerregulation hos Mennesket”, overværet af bl.a. August Krogh. Det er derfor ikke overraskende, at det var H.C. Hagedorn, som August Krogh henvendte sig til, da han i 1922 vendte hjem fra USA med tilladelsen til at producere insulin.

August Kongsted
August Kongsted
FØDT I SLAGELSE
APOTEKER

August Julius Helmuth Kongsted (1870-1939) er født i Slagelse og uddannet på apoteket samme sted. I 1908 erhverver han Løve Apotek på Amager Torv i København og opretter to år efter Løvens Kemiske Fabrik. Et af de første præparater, man her arbejder med, er hjertemedicin på basis af digitalisplanten – et arbejde som Marie Krogh deltager i. Kongsted er en dygtig lægemiddelproducent og råder over ressourcer, som gør ham i stand til at stille laboratorium og produktionslokaler til rådighed for såvel udviklingen som den indledende produktion af insulin. Ligeledes er han i stand til at stå for de investeringsomkostninger, der er forbundet hermed.

Thorvald Pedersen
Thorvald Pedersen
FØDT I SØNDER HURUP
KEMIKER

Thorvald Andreas Pedersen (1887-1961) var som barn bogligt interesseret og meget optaget af botanik, hvilket ledte til farmacien. Han blev discipel på apoteket i Hobro og afsluttede i 1910 sin uddannelse som cand.pharm. Han begyndte sideløbende med sit arbejde at læse kemi i 1912, og fra 1918-23 arbejdede han som kemiker på Dansk Sojakagefabrik, inden han af sin bror blev trukket ind i insulinfremstillingen.