menu
https://novonordiskfonden.dk/da/projekter-og-initiativer/krible-krable/

Krible Krable – de mindstes interesse for naturen

Krible Krable – de mindstes interesse for naturen


Naturvejlederforeningens Krible Krable-projekt har til formål at give børn i daginstitutioner og skoler bedre muligheder for at komme ud i naturen og udforske den selv.

Visionen med projektet er, at børn – uanset om de bor i byen eller på landet – bliver inspireret til at undersøge og udforske den nære natur og dens beboere gennem spændende aktiviteter, nysgerrighed, leg og læring.

Krible Krable henvender sig til børn fra nul til otte år og udfolder sig i store og små byer i hele Danmark. Det er et populært tilbud, som bygger videre på et projekt støttet af Nordea Fonden frem til 2018. Børnene kender Krible Krable fra DR Ramasjang, som viser Krible Krable-TV hele maj måned hvert år, og fra Mikroforskerkonkurrencen for 0.-3. klassetrin.

Hos Krible Krable kan pædagoger og skolelærere gratis få tilsendt materialer til at tage børn med på opdagelse i naturen og arbejde med ’mikroforskermetoden’. Det kan være materialer til at foretage selve udforskningen og undersøgelserne, eksempelvis net, insektsugere, sorteringsbakker og forstørrelsesglas, men det kan også være inspirationsmateriale, hvor børn kan føre statistik med fangsten af bænkebidere eller få ideer til at designe deres egen fangstfælde.

Foruden at være henvendt til børnene er målet med Krible Krable også at motivere og ruste pædagoger og lærere til på egen hånd at igangsætte Krible Krable-aktiviteter, forløb og projekter.

Krible Krable-universet er udviklet i et samarbejde mellem Naturvejledning Danmark og DR Ramasjang.

 

Fotograf: Martin Rivero