Komite for Novonesis Biotechnology Prize (tidligere Novozymes Prisen) udmønter fondsbestyrelsens beslutning om at uddele Novonesis Biotechnology Prize. Kandidater til prisen indstilles på basis af forslag fra komiteens medlemmer, tidligere prismodtagere, samt af nomineringer fra forskningsmiljøet (se opslag herunder), til fondsbestyrelsens endelige bevillingsbeslutning.
På komiteens møder vurderes foreslåede kandidaters forskningsindsats, og efter en omfattende analyse udvælges et mindre antal kandidater, som underkastes en gennemgribende evaluering af flere internationale eksperter. Senest tre måneder før den planlagte prisoverrækkelse træffer bestyrelsen beslutning om tildeling af prisen.
Komiteen består af mindst fem og højst otte medlemmer. Novo Nordisk Fondens bestyrelse udpeger komiteens formand og øvrige medlemmer ifølge de generelt gældende regler for Novo Nordisk Fondens komiteer og udvalg.