Ansøg om midler

600 Mio. Kr. Til Dygtige Forskningsledere På Alle Karrierestadier

Novo Nordisk Fonden etablerer nyt ambitiøst forskningsprogram målrettet forskningsledere på forskellige karrierestadier. Der er afsat 600 mio. kr. til programmet over de næste fem år.

Novo Nordisk Fonden øger nu markant sin støtte til grundforskning inden for det biomedicinske og biovidenskabelige forskningsfelt.

Fonden har afsat 600 mio. kr. til etablering af et nyt Research Leader Programme målrettet de dygtigste og mest kreative forskningsleder på alle niveauer. Der uddeles årligt op til 12 femårige bevillinger på hver op til 10 mio. kr.

Formålet med programmet er at sikre, at de bedste forskningsledere får mulighed for at forfølge ambitiøse og betydningsfulde projekter. Programmet skal understøtte den fortsatte udvikling af topforskere ved at sikre stabile økonomiske rammer, så forskerne kan gøre dét, de er bedst til – at forske.

Programmet består af tre forskellige typer af bevillinger målrettet forskningsledere på forskellige karrieretrin:

  • Hallas-Møller Emerging Investigator. Bevillingerne er målrettet unge lovende forskningsledere til etablering af egen forskningsgruppe og profil.
  • Hallas-Møller Ascending Investigator. Bevillingerne er målrettet yngre til midaldrende excellente lektorer til at konsolidere deres forskningsgruppe og profil.
  • Distinguished Investigator. Bevillingerne er målrettet professorer på højeste internationale niveau.

”Med det nye forskningslederprogram ønsker vi at sikre, at excellente forskningsledere på de forskellige trin i deres karrierer har mulighed for at forfølge ambitiøse og relevante projekter ved hjælp af en målrettet og længerevarende bevilling, der kan sikre fokus, kontinuitet og stabilitet i deres forskning,” siger Niels-Henrik von Holstein-Rathlou, Head of Research and Innovation Grants, Novo Nordisk Fonden.

Novo Nordisk Fondens Research Leader Programme udvider og erstatter det hidtil eksisterende ”Hallas-Møller Fellowship”, hvor der er blevet uddelt to årlige stipendier. Nu udbydes der årligt op til 12 femårige bevilliger af hver op til 10 mio. kr., fire inden for hver kategori.

For at komme i betragtning til en bevilling skal ansøger og projekt være forankret på en dansk forskningsinstitution. Ansøger skal have en stærk, selvstændig forskningsprofil og være blandt de bedste inden for sit felt og karrieretrin, ligesom projektet skal være excellent og have potentielt høj impact.

Læs yderligere om det nye forskningslederprogram her. Programmet åbner for ansøgninger 10. oktober. Deadline for indsendelse af ansøgninger er 5. december 2017.

YDERLIGERE INFORMATION

Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, Novo Nordisk Fonden,
tlf.: 3067 4805, [email protected]