Ansøg om midler

Bevilling fra Novo Nordisk Fonden skal understøtte MISTI MIT-Denmark-programmet til gavn for talent- og innovations-pipelinen

En bevilling på 10,3 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden skal være med til at understøtte MISTI-MIT-Denmark programmet. MISTI-MIT er et succesfuldt praktikprogram med fokus på at øge kendskabet til Danmark som innovations-hub, og som skal højne potentialet for talentrekruttering og samarbejde.

MISTI MIT-Denmark er helt i tråd med Novo Nordisk Fondens strategi 2030, hvor ét af fokusområderne er at styrke life science-økosystemet i Danmark. Desuden flugter programmet med Novo Nordisk Fondens fokus på uddannelsesinitiativer inden for innovation, hvor målet er at udvikle den næste generation af translationelle studerende, forskere, iværksættere og ledere.

”Vi ønsker at fremme og booste innovations-økosystemet i Danmark, og et vigtig aspekt af dette består i at tiltrække de største talenter til regionen,” siger Professor Mads Krogsgaard Thomsen, administrerende direktør, Novo Nordisk Fonden. ”MIT er et af verdens førende universiteter, så gennem MISTI MIT-Denmark får vi adgang til en unik pulje af studerende samt muligheden for at fastholde nogle af disse talenter efter praktikforløbet er slut. Programmet har skabt et solidt grundlag for, at industrivirksomheder og forskningsinstitutioner i Danmark kan initiere eller videreudvikle et samarbejde med MIT, og vi ser frem til den næste fase af dets udvikling.”

Siden MISTI MIT-Denmark blev lanceret i 2018 har det være med til at sikre, at talentfulde studerende fra det verdenskendte Massachusetts Institute of Technology (MIT) har kunnet komme i praktikforløb hos danske virksomheder, start-ups og forskningsinstitutioner. Med en bevilling på 10,3 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden er udvidelsen af programmet nu sikret, og med opstart i sommeren 2023 vil op imod 100 MIT-studerende blive indskrevet over en 5-årig periode.

Programmet hører under MISTI (MIT International Science and Technology Initiatives) – en global ordning, som giver MIT-studerende mulighed for at få praktisk erfaring gennem internationale praktikforløb inden for videnskab, teknologi, ingeniørfaget og innovation.

Gennem flere år har programmet leveret gode resultater og givet betydelige fordele på både kort og længere sigt for såvel de studerende som de danske værter. Derfor er programmet også blevet mere og mere populært blandt både studerende og virksomheder.

Udvidelse og videnskabeligt fokus
I kraft af bevillingen fra Novo Nordisk Fonden skal MISTI MIT-Denmark nu fokusere yderligere på praktikforløb hos start-ups, som forsker i og udvikler bæredygtige løsninger. Det kan f.eks. være selskaber, hvis løsninger er målrettet landbruget, fødevaresystemer, vedvarende energi og CO2-fangstteknologier, samt i start-up-selskaber, som arbejder med quantum computing, kunstig intelligens og robotteknologi. BioInnovation Institute (BII) Foundation, en accelerator og inkubator for start-ups, vil hjælpe med at formidle en række af disse praktikforløb. Det overordnede mål er at give lovende virksomheder adgang til en unik talentbase og samtidig styrke Danmarks start-up-økosystem.

Desuden vil det samlede antal praktikforløb, som varer 4–12 måneder, blive øget betydeligt over de næste 5 år for at fremskynde udviklingen af projekter og styrke infrastrukturen. Da MISTI MIT-Denmark er et nationalt program, vil der blive udbudt praktikforløb i hele landet, som f.eks. hos det fynske selskab Odense Robotics, der fungerer som en accelerator-inkubator for robotteknologi.

Til gensidig gavn
MISTI MIT-Denmark giver de studerende mulighed for at bidrage til innovativ forskning i Danmark. Ved at samarbejde med forskere, der er førende inden for deres fagområde, vil de studerende få værdifuld praktisk erfaring med banebrydende projekter og initiativer og samtidig udvide deres globale netværk.

Programmet giver også de studerende mulighed for at opleve den lokale kultur, møde mennesker med forskellige baggrunde og opbygge relationer og netværk. Når deres praktikforløb slutter, har de studerende fået en varig forbindelse til værtsvirksomheden og Danmark, og langt de fleste siger, at de gerne vil vende tilbage til Danmark i fremtiden.

Til gengæld får værtsvirksomhederne indsigt i og adgang til de studerendes omfattende viden om de nyeste teknologier og får flere kompetencer til rådighed.

”MISTI MIT-Denmark tilbyder MIT-studerende et professionelt, lærerigt og kulturelt ophold af stor værdi. De får en unik mulighed for at arbejde i Danmark – der er rangeret som et af de mest innovative lande i verden – og kan samtidig udbygge deres internationale netværk inden for deres valgte felt,” siger Madeline Smith, administrerende direktør for MISTI MIT-Denmark. ”De virksomheder og organisationer, der er værter for MIT-praktikanter, drager fordel af de studerendes viden, friske perspektiver og entusiasme såvel som det nye samarbejde og forbindelsen til MIT. Det gavner alle involverede parter.”

Yderligere information

Marie-Louise Jersin
Senior Communications Partner
+45 3049 4957 [email protected]